Skjern Bank kalder nyt regnskab 'meget tilfredsstillende'

Skjern Banks direktør Per Munck er meget tilfreds med det halvårsregnskab, som han torsdag eftermiddag sendte til Fondsbørsen. Arkivfoto

Skjern Bank kalder nyt regnskab 'meget tilfredsstillende'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Halvårsregnskabet for Skjern Bank viser fremgang og forventning om et årsresultat på mellem 135-155 millioner kroner.

Skjern: Sidste år satte Skjern Bank ny halvårsrekord med et overskud på 129,5 millioner kroner efter de første seks måneder.

Resultatet skyldtes dog, at banken havde ekstraordinære indtægter fra salget af investeringsvirksomheden Value Invest i Luxembourg på 60 millioner kroner.

Derfor kalder banken i sin halvårsrapport for 2019 også overskuddet på 80,8 millioner kroner for meget tilfredsstillende.

- Vi er på et svært marked, hvor der er kamp om de gode udlån. Derudover skal vi betale for at have penge stående i Nationalbanken, påpeger direktør for Skjern Bank, Per Munck.

Han kan se tilbage på et halvår, hvor banken har haft store gebyrindtægter som følge af den massive konverteringsbølge på realkreditlån, som er skyllet hen over Danmark.

- Vi har haft over 1000 konverteringer blandt vores kunder, der ønsker billigere lån, og det har også smittet af på vores indtjening, forklarer Per Munck.

Bankens udlån er steget med fire procent.

- Vi får flere kunder, især i de nye afdelinger i Virum og Hellerup, men selv i Skjern kommer der nye kunder, og det er meget tilfredsstillende, siger Per Munck.

Banken har nedskrevet 7,2 millioner kroner, hvor tallet for første halvår 2018 var på 10 millioner kroner.

- Behovet for nedskrivninger er reduceret trods landbrugets udfordringer, og vi har tilbageført på tidligere nedskrevne engagementer. Vi prøver at bruge de gode tider til at lægge noget på kistebunden, forklarer Per Munck.

Gode forventninger

Selvom der nu tales om tilbagegang i økonomierne i USA og Tyskland, er Per Munck ikke bekymret for en ny finanskrise.

- Forbruget er ikke længere lånefinansieret, og de fleste husholdninger har større opsparing i dag. Banken er også godt rustet, når det gælder solvensbehov, påpeger Per Munck.

Derfor er han også optimistisk, når det gælder årsresultatet for banken.

- Vi har tidligere meldt et resultat ud mellem 135 og 155 millioner kroner. Som det ser ud i øjeblikket, ender vi i den høje ende af det interval. Det betyder en forrentning af egenkapitalen på 16-17 procent, siger Per Munck.

Dermed kan aktionærerne begynde at glæde sig til årsresultatet, for banken har en vedtaget udbyttepolitik, der siger, at mellem 30 og 50 procent af resultatet efter skat og efter en forrentning af egenkapitalen på seks procent, skal gå til aktionærerne, enten som kontant udbytte eller som aktietilbagekøb.

Sidste år blev der udbetalt et udbytte på tre kroner per aktie.

Skjern Bank kalder nyt regnskab 'meget tilfredsstillende'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce