Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

På jagt efter det vestjyske åndedrag

Lars Greve optager de små Spjaldbørns åndedrag. Foto Poul Osmundsen.

På jagt efter det vestjyske åndedrag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fotograf Fryd Frydendahl og komponist og musiker Lars Greve lægger sidste hånd på projekt Solhverv, der skal samle hele kommunen og vise omverdenen, hvem vestjyderne er.

RINGKØBING-SKJERN: "Hhhhhhhhh" ...

Det lyder ikke af så meget, da en lille knægt ånder dybt ud, men det er nok for Lars Greve; på sin digitale optager har han fanget åndedrættet, og det er lige, hvad han er kommet til Spjald Børnehave efter.

For at fange lyden af små vestjyders åndedrag!

Lars Greve, komponist med vestjyske rødder, er nemlig sammen med Fryd Frydendahl, fotokunstner fra Hvide Sande, ved at fastholde den vestjyske ånd i lyd og billeder.

Onsdag morgen begyndte de i Spjald Børnehave, hvor Linda Søgaard Andersen fra Spjald-Grønbjerg Musikforening havde samlet en lille flok børn, der ville hjælpe Lars Greve og Fryd Frydendahl med deres projekt.

- Børnene var straks med på det hele, fastslår hun.

Det tager da heller ikke lang tid, før Lars Greve har sine åndedrag på optageren; børnene varmer op med et par sange, og så er de klar til at levere:

- Ahhhhhhhh!

- Hahhhhhhhhh!

- Ffhhhhhhh!

"Solhverv skal være en øjeåbner"
Lars Greve
Lars Greve er årgang 1983.Han er vokset op i Husby og er uddannet solist fra Københavns Konservatorium.

Han arbejder som musiker, komponist og lydkunstner.

Lars Greve har København som base, men optræder i hele verden.

Han står for lydsiden af Solhverv.

Et multimedimeprojekt

Fryd Frydendahl og Lars Greve har været i gang med at samle materiale til Solhverv i næsten et år nu.

Det er ikke uden grund, det hedder Solhverv; det startede den 21. juni sidste år, og det lanceres den 21. december i rådhushallen i Ringkøbing.

Solhverv er en multimedimeinstallation, der bygger video med lyd, stillbilleder og lydinstallation, og de to kunstnere, der står bag den, håber, at projektet derefter vil bevæge sig ud i hele kommunen.

- Jeg kunne godt tænke mig, at der for eksempel blev placeret en installation i Netto i Videbæk eller et stort billede på pølsevognen i Brejning-krydset, siger Fryd Frydendahl.

- Målet er at få kunsten ud til flest mulige borgere. Og processen undervejs, hvor vi har talt med masser af mennesker, fotograferet og optaget lyd, er en del af det hele, tilføjer hun.

Ikke bare vestjyder skal have glæde af Solhverv, understreger Lars Greve.

- Det vil også være en udstilling, der kan sige folk noget i både New York og Tokyo, siger han.

Fryd Frydendahl
Fryd Frydendahl er årgang 1984.Hun vokset op i Hvide Sande, er uddannet fotograf fra International Center of Photography og arbejder som fotografisk billedkunstner.

Hun skifter mellem Hvide Sande, København og New York som bopæl.

Fryd Frydendahl står for billedsiden af Solhverv i form af både fotografi og video.

Aktiv onsdag

Fra Spjald går turen videre til Videbæk. Her er der aktiv onsdag; byens seniorer mødes til hyggeligt samvær og motion.

Fryd Frydendahl har nogle klare idéer om, hvad hun gerne vil have billeder af:

- Især folks hænder, siger hun.

Lars Greve har også stillet sig selv en opgave:

- Jeg skal have lyden af folk, der tramper i gulvet, siger han.

De to kunstnere bliver taget venligt imod, og Lars Greve lader sig overtale til at akkompagnere de to sange, der synges, på saxofon.

Derefter fortsætter aktiviteterne i hallen, og især Fryd Frydendahl får travlt med både at optage video og stillfotos.

Lars Greve tager sin optager med sig ud i hallen, og tilfældigt støder han ind i nogle børnehavebørn.

Ungerne vil gerne lade sig interviewe om forskellige emner, for eksempel: Hvad er "lys"?

Lars Greve kvitterer for hjælpsomheden ved at spille børnesange på saxofon; et virkelig hit blandt børnene!

Og måske er de med i den installation, der afsløres om 14 dage ...

Solhverv
Solhverv er et audiovisuelt kulturprojekt, der involverer, forener og portrætterer hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Det skabes af to markante kunstnere med lokale rødder; musikeren Lars Greve og fotografen Fryd Frydendahl.Projektet vil ordløst beskrive området ved at gøre borgerne medskabende i tilblivelsen af værket. Greves rolle som komponist har været at opsøge borgerne i deres hverdag og lave musikalske aktiviteter, som optages som feltoptagelser. Aktiviteterne vil tage udgangspunkt i borgenes liv og kompetencer og inkludere foreningslivet, ungdomsuddannelser, flygtningecentre og virksomheder.

Det samlede værk vil have premiere ved vintersolhvervet 21. december 2017. Her vil Ringkøbing Rådhus store foyer med glasparti mod Ringkøbing Fjord danne ramme om to offentlige visninger af værket ved solopgang og solnedgang.