Jesper Konradsson styrede Skjern til sejr over BSV

Skjern Håndbolds Jesper Konradsson var aldeles fremragende i kampen mod BSV. Arkivfoto Jørgen Kirk

Jesper Konradsson styrede Skjern til sejr over BSV

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skjern Håndbold nåede tilbage op på holdets høje niveau fra sidste sæson, da DM-revancen mod BSV blev fortjent vundet med 33-29 i Silkeborg.

Silkeborg: For få måneder siden var JYSK Arena i Silkeborg fyldt til bristepunktet, da Skjern Håndbold sikrede sig det danske mesterskab ved at slå BSV.

Rammen var den samme lørdag, men det var knapt så intenst, ikke nær så varmt, og heller ikke så afgørende, hvilket kun knap 2000 tilskuere vidnede om.

Men resultatet var på en måde det samme. Skjern Håndbold vandt, og det skete efter en helt igennem fornem indsats fra hele banden.

Skjern satte sig i den grad på kampen fra start. Føring på 6-1 efter otte minutters spil. Sikre angreb frem til åbne chancer, høj effektivitet, masser af tempo. I forsvaret blev der dækket aggressivt med masser af bevægelse, og inde i målet var Emil Nielsen som en mur.

Hele første halvleg havde især BSVs bagkæde problemer med at score. Faktisk var hjemmeholdet farligst fra fløjene, men det var ikke nok til at skyde hul på Emil Nielsen, der stod med en redningsprocent på over 50 i første halvleg.

Angrebsspillet blev helt fantastisk styret af Jesper Konradsson. Svenskeren sprudlede i fraværet af en skulderskadet Thomas Mogensen, og da Eivind Tangen spillede en fin højre back i fraværet af en ligeledes skadet Kasper Søndergaard, var Skjern hele tiden i stand til at lægge et tungt pres, som BSV ikke kunne forhindre. Et pres Jan Grebenc var en vigtig del af i starten, hvor det også blev til et par scoringer i gennembrud, mens det kneb langt mere, så snart han forsøgte sig fra distancen.

Skjern holdt fast i føringen, men den smuldrede lidt midtvejs i første halvleg, hvor BSVs målmand Kasper Larsen havde nogle redninger. Men Skjern fandt løsninger, og på et tidspunkt førte de med hele syv mål - 16-9 - inden Skjern kunne gå til pause foran 16-11, da VAR afgjorde, at endnu en scoring til Skjern faldt for sent.

BSV startede fint i anden halvleg, og de fik reduceret til 16-14. Men kampens helt store profil Jesper Konradsson skabte ro med to fine mål i træk, så Skjern holdt føringen.

VAR kom i fokus lidt senere. Alle regnede med en udvisning til BSV, men det var Jonathan Stenbäcken, der fik to minutter for film. Og da han lidt senere fik sin tredje udvisning i forsøg på at rette op på mislykket kontraløb til Skjern, kunne man godt frygte, tingene ville smuldre.

Men nej. Skjern fandt gennem flittig udskiftning hele tiden løsninger. Godt nok fik BSV skabt fornyet spænding med reduceringer til 28-26 og 29-27. Det fik Skjern til at sætte Emil Nielsen tilbage på banen efter en mindre pause på bænken, og da Emil Nielsen leverede en ny redning, bragte Jesper Konradsson Skjern afgørende foran med 31-27 fire minutter før tid.

Indsatsen var særdeles opløftende for Skjern. Holdet var i den grad tilbage på det høje niveau fra sidste sæson. Selv uden Kasper Søndergaard og Thomas Mogensen blev der vist høj klasse, og det var dejligt at se truppens store bredde kunne sikre en fortjent sejr på en meget vanskelig udebane.

Fakta
HåndboldligaenBSV-Skjern Håndbold 29-33 (11-16)

Målscorere BSV; Johan Hansen 8 (2), Sebastian Skube 5, Michael Knudsen 4, Nikolaj Øris Nielsen 4, Stefan Hundstrup 3, Nikolaj Markussen 2, Jacob Lassen 2 og Mads Øris Nielsen 2.

Målscorere Skjern Håndbold: Jesper Konradsson 9, Bjarte Myrhol 6, Sebastian Augustinussen 4, Anders Eggert 4 (3), Eivind Tangen 3, Jan Grebenc 3 Christoffer Cichosz 2 og Jonathan Stenbäcken 2.

Straffekast: BSV 2 (2 mål), Skjern 4 (3 mål).

Udvisninger: BSV syv, rødt kort til Skjerns Jonathan Stenbäcken for tre udvisninger og yderligere fem til Skjern.

Tilskuere: 1813 i JYSK Arena A i Silkeborg.

Jesper Konradsson styrede Skjern til sejr over BSV

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce