Drømmen om hus tættere på Stadil Fjord brast - udvalg sagde nej

Stadilvej 9 er et dødsbo, som nu er sat til salg. Her er mulighed for at købe en ejendom til opførelse af en ny bolig med virkelig naturskøn beliggenhed, skriver ejendomsmægleren edc. Foto: lk

Drømmen om hus tættere på Stadil Fjord brast - udvalg sagde nej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et flertal i teknik- og miljøudvalget vil ikke give lov til at flytte byggeretter væk fra Stadilvej og længere ned mod Stadil Fjord.

Stadil: En familie har udset sig grunden beliggende på Stadilvej 9 som et sted med mulighed for at bygge nyt hus - men familien vil ikke bo tæt på Stadilvej, hvor det bestående hus ligger.

Familien vil rive huset ned og bygge et nyt 300 meter længere inde på grunden og tættere på Stadil Fjord. Det kræver imidlertid, at kommunen accepterer, at byggeretten flyttes. Hvis det sker, vil familien købe hele den 17 hektar store grund og et areal oppe ved vejen til en landmand, der gerne vil have den gode jord.

I et brev til kommunen peger familien på fordelene for alle parter. Familien slipper for at bo blot 25 meter fra den befærdede Stadilvej, landmanden får det ønskede stykke jord ved Stadilvej, som familien gerne vil frasælge.

Tilmed ligger der en minkfarm som nabo, som familien ikke vil bo opad.

Flyttes byggeretten 300 meter ind på grunden, vil det nybyggede hus komme til at ligge ved siden af et allerede eksisterende hus, der har den eftertragtede placering tæt på Stadil Fjord.

Som familien skriver:

"Hvis efterspørgslen bliver godkendt, bliver hele grunden solgt hurtigt og delt mellem to parter, som har stor interesse i at forskønne området, så der ikke står faldefærdige huse i vejkanten og som ligeledes har stor interesse i at bosætte sig på landet, hvis en grund som denne får sin optimale placering".

Sagen har været til behandling i teknik- og miljøudvalget, og det endte med et nej til familien.

Et flertal bestående af formand John G. Christensen (S), Irene Lund Andersen (S), Ole Nyholm Knudsen (V) og Niels Rasmussen (SF) vil ikke give lov til at flytte byggeretten.

- Vi vil ikke åbne op for bebyggelse tættere på fjorden. Hvis vi gør det, skal andre også have lov, og det agter vi ikke at gå ind i på nuværende tidspunkt. Det er attraktivt at bygge tæt på fjorden, men det er vi ikke indstillet på at give lov til, siger John G. Christensen.

Kortet viser, hvordan byggeretten ønskes rykket længere ind på grunden, således at der kan opføres et nyt hus, i øvrigt lige ved siden af et hus, der er har ligger der siden 1954. Ill.: Rksk
Kortet viser, hvordan byggeretten ønskes rykket længere ind på grunden, således at der kan opføres et nyt hus, i øvrigt lige ved siden af et hus, der er har ligger der siden 1954. Ill.: Rksk

Landskabelige oplevelsesværdier

Arealerne syd for Stadilvej er kortlagt til Ramsarområde, Natura 2000 Habitatområde, Natura 2000 Fuglebeskyttelse, kystnærhedszone fri for bebyggelse og bevaringsværdigt landskab.

Administrationen beskriver landskabet med "usædvanlige vidtrækkende udsigter ud over vand- og lavbundsarealerne" og at "landskabet fremstår særligt karakteristisk og rummer særlige landskabelige oplevelsesværdier".

"Der er tale om et landskab, der generelt er sårbart overfor ændringer i landskabets bærende karaktertræk, og selv små ændringer kan have stor betydning", lyder konklusionen fra embedsmændene.

At der allerede ligger et hus tæt på fjorden ved siden af den placering, som familien har udset sig, rokker ikke ved sagen.

Om huset skriver administrationen:

"Der ligger dog en enkelt ejendom, Stadilvej 13, i en afstand på ca. 300 m fra Stadilvej, men den har ligget der i mange år. På det ældste luftfoto, vi har fra 1954, ses ejendommen".

Ejendommen er dog af nyere dato, da den er genopført efter en brand.

"Det kan ikke genere nogen"

Et mindretal i udvalget bestående af Hans Pedersen (KD), Jørgen Byskov (DF) Og Svend Boye Thomsen (løsgænger) ville gerne give familien ret til at bygge hus ved fjorden.

- Jeg kan ikke se, at det ville genere nogen, at de flytter tættere på fjorden. Udgangspunktet bør være, at man kan gøre, som man vil på sin jord. Jeg kan ikke se tungtvejende grunde til, at det vil spolere naturen. Det vil også være et aktiv for området, at der bliver bygget nye huse, siger Svend Boye Thomsen. - Jeg kører forbi dagligt, og ikke langt derfra står seks kæmpe møller, som, man åbenbart mener, godt kan passes ind i området. Det eneste, der springer i øjnene, er møllerne. Om husene ligger ved vejen eller tættere på fjorden, kan jeg ikke se, kan genere nogen, siger Boye Thomsen.

Må flyttes 30 meter

En borger har ligeledes spurgt teknik- og miljøudvalget, om han må foretage en tilsvarende manøvre og få flyttet byggeretten for huset på Stadilvej 3 og rykket tættere på fjorden. Også det gav udvalget afslag på.

Udvalget vil dog give tilladelse til, at byggeretten flyttes 30 meter længere ind på grunden - men altså ikke 300 meter.

"Administrationen vurderer, at hvis de eksisterende byggerier flyttes cirka 30 meter længere ned mod fjorden, vil landskabet ikke blive væsentlig negativt påvirket, og karakteren af den oprindelige bebyggelse langs med Stadilvej vil stadig være til stede", forklarer administrationen.

Stadilvej 9, der ejes af boet efter den afdøde ejer, er sat til salg hos edc.

Drømmen om hus tættere på Stadil Fjord brast - udvalg sagde nej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce