Guardiola forventer trodsreaktion fra sit hold mod Spurs

Manchester Citys manager, Pep Guardiola, var hele følelsesregistret igennem i Champions League-kampen mod Tottenham, som gik videre på flest scorede udebanemål. Guardiolas store opgave før lørdagens Premier League-kamp mod Tottenham bliver at hanke op i sine skuffede spillere, mener tv-kommentator Alan Shearer. (Arkivfoto)

Guardiola forventer trodsreaktion fra sit hold mod Spurs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tre dage efter Manchester Citys dramatiske CL-kamp mod Tottenham står de to hold igen over for hinanden.

Manchester Citys spillere vil have onsdagens smertefulde nederlag til Tottenham i Champions League i baghovedet, når de to hold lørdag igen tørner sammen - denne gang i Premier League.

Det siger Citys manager, Pep Guardiola, før kampen, der kan blive afgørende for, hvor mesterskabet havner i år.

Manchester City troede et kort øjeblik, at Raheem Sterling med en scoring i dommerens tillægstid havde sikret holdet avancement i Champions League, men målet blev annulleret, og dermed kunne Tottenham juble over at gå videre.

- Tror du, at det ikke gør ondt, eller at jeg har glemt det? Det, vi følelsesmæssigt gik igennem i onsdags, var utroligt. Over 55.000 tilskueres glæde bliver smadret på et sekund, lød det fra Guardiola på et pressemøde fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg vil ikke have spillerne til at glemme, hvad de gennemlevede. Jeg ønsker at se dem reagere på smerten, siger han om den dramatiske afslutning, der endte Manchester Citys mulighed for at vinde fire titler i denne sæson.

City kan dog stadig føje mesterskabet og FA Cuppen til triumfen i Liga Cuppen, hvor holdet i februar slog Chelsea i finalen.

Men det kræver sandsynligvis tre point mod Tottenham, hvis holdet skal holde forspringet på ét point til Liverpool, der ifølge alle eksperter har et væsentligt nemmere slutprogram.

Pep Guardiola afviser, at afslutningen på Champions League-eventyret er til fordel for Manchester City i mesterskabskampen.

- Jeg ville foretrække at være i semifinalen i Champions League. På det her tidspunkt af sæsonen er det ingen fordel at være ude, siger han.

Alan Shearer, den tidligere topspiller som nu er fodboldkommentator, mener, at Manchester Citys spillere på mange måder kan være tilfredse med indsatsen i Champions League-kampen.

- Men de har ikke råd til flere dumme fejl og missede målchancer, hvis de skal have det resultat, de ønsker, siger Shearer til BBC.

- Guardiolas problem er, at han skal finde en måde at hanke op i spillerne efter det utrolige drama, tilføjer han.

Kampen på Etihad Stadium begynder klokken 13.30 lørdag.

Guardiola forventer trodsreaktion fra sit hold mod Spurs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce