2. december: En mystisk gæst og et fristende tilbud


2. december: En mystisk gæst og et fristende tilbud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det var ikke usædvanligt, at telefonen glødede hjemme hos Jarlen af Hejnsvig. Selv når han trak sig tilbage til sit landsted og forsøgte at holde fri, var han aldrig længere væk end et opkald.

47 bestyrelsesposter og en fremtrædende plads i regionens erhvervsliv forpligtede, så selv om han mest af alt havde lyst til bare at nyde naturen og stilheden langt væk fra kontoret, kaldte jobbet og pligterne også på de såkaldte fridage. Intet usædvanligt i det.

Men der var alligevel to opkald denne onsdag formiddag, der skilte sig ud fra mængden. To opkald tilsyneladende helt uden forbindelse med hinanden, men dog i samme anledning.

Selv om Jarlen af Hejnsvig var inderligt uinteresseret i fodbold, havde den klare indstilling, at al det fine græs, disse unge mænd løb rundt på, hellere skulle bruges til foder til hans præmiekvæg, og intet anede om hverken spil eller spillere, havde han arvet posten som bestyrelsesformand i regionens største fodboldklub langt mod vest.

Til alt held var det lykkedes ham at besætte den direktørpost, ingen eller i hvert fald meget få havde vist interesse for at få - resultaterne svigtede, økonomien hang i laser - så nu var han efterhånden sluppet for at tage stilling til spørgsmål om trænere, spillere og andre personager, han intet forhold havde til.

Derfor var opkaldene så overraskende.

De handlede om fodboldklubben.

Det første kom fra en lokal journalist, der rimeligt meget ud af ingen ting havde spurgt, om han var ved at sælge sin klub. Han gav sit standardsvar, at hvis nogen skulle være interesseret, ville han lytte opmærksomt, men indtil videre kneb det noget med efterspørgslen.

Det lod journalisten sig spise af med, og Jarlen af Hejnsvig var dårligt stoppet med at undre sig, da telefonen ringede igen.

Denne gang var der en for ham ukendt mand i røret, der på gebrokkent engelsk spurgte, om han måtte aflægge ham et besøg på privaten - han havde et tilbud, der ville være svært at afslå.

Jarlen af Hejnsvig var forretningsmand og havde lært, at gode tilbud altid var værd at lytte til, så nu sad han ved køkkenbordet, denne mand - tilsyneladende af arabisk afstamning med dertilhørende spøjs påklædning. Men i øvrigt uden de store omsvøb.

- I want to buy footballclub.

Jarlen af Hejnsvig kiggede forundret på ham.

- My footballclub?

- Yes.

- Why?

Araberen begav sig ud i en længere og kompliceret fortælling om, at han via kontakter i sit hjemland havde fået en forkærlighed for Syd- og Sønderjylland, at han ville give noget tilbage til området, og at han lige som flere af sine brødre også ville eje en fodboldklub.

- How much?

Jarlen af Hejnsvig var nem at friste. Han havde egentlig tænkt sig at bruge eftermiddagen på at gå på jagt og skyde en buk, men kunne han plaffe en arabisk papegøje ned her i sit køkken, ville han trods alt foretrække det. Hvis han på den måde da bare kunne komme af med den fodboldklub...

- Money is no problem. You will become a very rich club, buy fantastic players like Victor Fischer.

Jarlen af Hejnsvig kiggede på ham med blanke øjne. Victor Fischer? Han anede ikke, hvem han var, måske han var i familie med Helene Fischer, hende kendte han fra Schlagerparade på tysk tv.

- You think about it, sagde araberen og rejste sig, da Jarlen af Hejnsvig bare blev ved med at sidde med et drømmende blik. Han vågnede, da gæsten var på vej ud.

- Oh yes, sure. I will think about it. How can I contact you?

- I will contact you, sagde araberen, gav hånd, bukkede let og satte sig ud i sin ventende limousine.

Jarlen af Hejnsvig stod på den granitbelagte gårdsplads, vinkede vagt og lignede en mand, der lige havde vundet den store gevinst.

Det havde han måske også.

Hvilke teleselskaber leverer fastnettelefoni i Hejnsvig?

Er der arveafgift på arvede bestyrelsesposter?

Hvad laver Helene Fischer egentlig nu om dage?

Følg med i morgen...

JV's julekalender
"Alletiders største julegave" er JV-sportens julekalender over 24 afsnit. Historien er ren fiktion og satire med sportslig humor, hvor nogle af figurerne er inspireret af virkelige personer.

Du kan læse alle afsnit på www.jv.dk/sport.

2. december: En mystisk gæst og et fristende tilbud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce