Bjarne Pedersen og Holsted opsiger samarbejdet et år før tid.
Årets superfinale i speedwayligaen blev det sidste løb for Bjarne Pedersen iført Holsted-vesten.
Den efterhånden 39-årige tidligere verdensmester for hold havde egentlig også kontrakt for 2018-sæsonen, men Bjarne Pedersen har ønsket at prøve noget andet fremadrettet.
- Sådan er det bare ind i mellem. Jeg følte, at tiden var rigtig, og det har jeg så haft en rigtig god snak med klubben om. Vi skilles i fred og fordragelighed. Det er helt sikkert, forklarer han.
Bjarne Pedersens 2017-sæson var lidt op og ned. Holsted skuffede fælt i den afsluttende superfinale og blev kørt agterud, men Bjarne Pedersen var suverænt Holsteds bedste mand i den match med otte point.
Holsted-direktør Niels Munk takker Bjarne Pedersen, der også tidligere har været en del af grandprix-serien, for samarbejdet.
- Bjarne har lavet mange fine resultater for Holsted, men nu kan begge parter så komme videre. Vi skilles i fuld enighed, understreger speedwaydirektøren.
Torsdag offentliggøres det, hvor Bjarne Pedersen fortsætter i den hjemlige liga. Ifølge JydskeVestkystens oplysninger vender han tilbage til Holstebro, hvor han tidligere har kørt i en lang årrække med stor succes.
Det Hvor