Teglværksbyen står til genopstandelse

Teglværksbyen blev erklæret død i 2011, da der var bygget tre boliger i et kysthus plus enkelte parcelhuse bagved, men boligområdet kom aldrig i nærheden af de 300 bebyggelser, der var planlagt. Arkivfoto: Timo Battefeld.

Teglværksbyen står til genopstandelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En interessent har søgt om at bygge boliger med egen bådebro i den tidligere Teglværksby, der afgik ved døden i kølvandet på Tønder Banks krak, men nu er planerne om dele af det store boligkompleks støvet af.

EGERNSUND: Ejendomsmægler Jytte Aaen har solgt Teglværksbyen i Egernsund til en interessent, som hun p.t. ikke vil røbe navnet på. Hun varskoer, det kuldsejlede ejendomsprojekt kan få en ny storhedstid. Sælgeren er Sydbank, der overtog fra den krakkede Tønder Bank.

- Vi er tilbage på sporet fra før finanskrisen. Der er mange, der gerne vil have attraktive velbeliggende boliger igen. Dem er der efterspørgsel på, siger Jytte Aaen om det storstilede byggeprojekt, der led endeligt skibbrud for syv år siden.

Teglværksbyen skulle øge Egernsunds boligmasse med 50 procent. 300 boliger skulle opstå i rækkehuse, villaby og klyngehuse foruden en havneby med bolig helt ud i vandkanten, hvor båden kunne ligge fortøjet.

- Det var dengang, vi kunne gå på vandet, siger ejendomsmægler Henning Brock, der stod for salget dengang og stadig synes, tanken er rigtig god, men boligprojektet led skibbrud en gang for alle under finanskrisen.

Den var del af de værdier i den krakkede Tønder Bank, som Finanstilsynet krævede nedskrevet med et tocifret millionbeløb. Nu er en del af Teglværksby-projektet ved at blive støvet af. Den private interessent vil realisere ideen om 60 huse med bådeplads. Planen er fritliggende huse på mindre grundstykker. Tanken fordrer en ny lokalplan, og den er kommunen indstillet på at få lavet.

- Teglværksbyen blev ramt af økonomisk krise, men nu er der en investor, der har interesse i at puste liv i den igen. Vi skal lave en anden lokalplan. Det er enkelte boliger med egne bådepladser. Det er oplagt, for vi ligger jo ved vandet. Vi vil gerne have noget til at ske i Egernsund. Det er et skønt område. Det kan blive nogle gode grunde, når der er en, der gerne vil føre det ud i livet, siger formand for teknik- og miljøudvalget Aase Nyegaard, Fælleslisten.

Fakta
Boligområdet Teglværksbyen skulle ligge på den tidligere teglværksgrund Grøndland. 180.000 kvadratmeter skulle huse 300 boliger på samlet 45.000 kvadratmeter etageareal i tre delområder med klyngehuse, villaby, rækkehuse og havneby. Tre kysthuse på 174-233 kvadratmeter var sat til salg til fire fem millioner kroner stykket. Lokalplanen blev godkendt i Broager kommune 2006, og der blev taget første spadestik. Parcelhusgrundene blev sat til salg i 2007. Sønderborg kommune fjernede bopælspligten, for at give udenlandsdanskere og andre pengestærke købere mulighed for at erhverve sig et kysthus i Teglværksbyen. Der var rejsegilde på det første kysthus i havnebyen 2008. 2009 satte finanskrisen ind, og huspriserne blev sat væsentligt ned. 2011 blev Teglværksbyen erklæret død.

Venter på nyt liv

Interessenten har afgivet købstilbud og ønsker fortsat at bygge i teglsten, som det oprindeligt var planlagt. Otte af 300 huse er bygget i Teglværksbyen, før det hele gik i stå. Den ny bebyggelse skal være lavere og mindre tæt. Den eksisterende lokalplan blev vedtaget 13. september 2006 to år før finanskrisen. Planen var meget ambitiøs med bådepladser til 60 lystsejlere samt boligbebyggelse i op til fem en halv etage.

Delområde ét kaldet Island blev udstykket til 19 parcelhusgrunde, hvoraf fem i dag er bebygget. I delområde tre blev der udstykket fem grunde, hvoraf tre er bebygget med rækkehuse. Området ligger ubrugt og øde hen og venter på en gunstigere skæbne, som Jytte Aaen nu stiller den i udsigt. Der er fortsat folk med ønske om at slå sig ned i naturskønne omgivelser, og her har den hedengangne Teglvæksby meget at byde på.

- Det er et fedt projekt. Det ville være dejligt, hvis der sker noget igen, siger Henning Brock, der ikke længere har noget med Teglværksbyen at gøre.

Teglværksbyen står til genopstandelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce