Rockers By Choice kommer til Sønderborg: Vi var det nye punk

Rockers By Choice spiller på Sønderborghus 9. november. Foto: PR

Rockers By Choice kommer til Sønderborg: Vi var det nye punk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når de danske hiphop-pionerer tager på turné, bliver det med en opfrisket lyd og meget, meget, meget mere bund, lover Chief 1. Turen rammer Sønderborg, der har en særlig plads i bandets hjerte.

København: - Mere bund. Meere buund!!

Meget har ændret sig, siden Chief 1 i slut-firserne stod i front for en flok teenagere fra Amager og rappede under navnet Rockers By Choice.

- Den gang indspillede man til vinyl, og der kunne ikke komme bund nok på, for så hoppede pick up'en. Især på vores plader, for de blev presset på et selskab i Tyskland, der normalt lavede schlager-plader. Ingen af os kunne tysk, men vi forsøgte at forklare dem, at der skulle mere bund på. Meeere buund! Det lykkedes ikke. I stedet fik vi nogle plader retur, hvor mærkaterne stammede fra tyske schlager-plader. Det var helt galt. Vi var jo ikke schlager: Hiphop var det nye punk - musik, der var båret af energi i stedet for 80'er-poplyd og fine musikere, siger Lars Pedersen, alias Chief 1.

Som kreativ hovedmand i Rockers By Choice var han ved at gå ud af sit gode skind af ærgrelse over lyden på nogle af bandets tracks. Men fansene var glade, og bandet hittede med adskillige af deres udgivelser.

- Siden dengang er subwooferen blevet opfundet. Så nu kan vi spille med den rigtige, dybe, tunge bund i lyden. Og det vil vi gøre, siger han og lover, at en del af lydbilledet vil være pudset op, når hiphop-legenderne tager på turné til november.

Chief 1 - som i virkeligheden hedder Lars Pedersen - er manden bag hovedparten af Rocker By Choices musik. Han lover et stærkt show og masser af den bund, deres lyd oprindeligt manglede. Foto: PR
Chief 1 - som i virkeligheden hedder Lars Pedersen - er manden bag hovedparten af Rocker By Choices musik. Han lover et stærkt show og masser af den bund, deres lyd oprindeligt manglede. Foto: PR
Foto: Flemming Skov Pedersen

Gamle bånd i ovnen

For at få det nye lydbillede på plads har Chief 1 arbejdet med bandets gamle masterbånd.

- I mange år var båndene sporløst forsvundet. Det var sådan nogle store, brede bånd med plads til 24 spor. For fem-seks år siden sidder jeg så i et venteværelse inden et møde. Bordet i venteværelset er bygget af en række sammensatte masterbånd. Og pludselig kan jeg se, at det er vores! Hey man! Jeg sørgede selvfølgelig for at få båndene med mig, inden jeg forlod stedet igen, siger han.

Båndene var blevet så gamle og sprøde, at de ikke kunne afspilles uden at knække.

- Så for at redde dem, kom de i en speciel ovn, hvor de blev bagt ved høj temperatur. Bagefter kunne de holde til at blive spillet igen. Og så kunne der arbejdes videre med lyden, siger Chief 1.

Han beroliger de gamle fans: De skal ikke frygte, at alt er lavet om, når sangene bliver spillet fra scenen til november.

- Men når jeg lytter til de gamle numre, ville jeg ønske, at jeg dengang havde vidst mere om at mixe. Det gør jeg nu. Og det kommer bare til at lyde bedre, siger han.

De fem unge fyre fra Amager hentede en stor del af inspirationen fra deres amerikanske forbilleder, som de i pre-internettiden fulgte ved hjælp af plade-tyverier og casettebånd. Foto: PR
De fem unge fyre fra Amager hentede en stor del af inspirationen fra deres amerikanske forbilleder, som de i pre-internettiden fulgte ved hjælp af plade-tyverier og casettebånd. Foto: PR

Festede i Sønderborg

Gruppen kommer til Sønderborg lørdag den 9. november, hvor der er koncert på Sønderborghus. - Sønderborg har altid haft et godt hiphop-miljø. Jeg kan huske, at det var i Sønderborg, jeg så Clemens optræde første gang. Jeg kan også huske en gang, vi skulle overnatte på et hotel i Sønderborg: Vi fik åbnet ind til hotellets swimmingpool klokken tre om natten. Vi hyggede os og havde nogle gode fester dengang..., siger Chief 1.

Som Danmarks første hiphoppere fik Rockers By Choice megen opmærksomhed. Også fra pigerne. Foto: PR
Som Danmarks første hiphoppere fik Rockers By Choice megen opmærksomhed. Også fra pigerne. Foto: PR

Møde fansene og deres børn

Den musik-historiske interesse for Rockers By Choice fik sidste år et ekstra skud, da DR lancerede den roste podcast-serie "Den nye stil".

Rockers By Choice kan i år fejre 30 års jubilæum i forhold til deres første plade "Opråb! Til det danske folk", der udkom i 1989 og som var med til at slå den nye stil an i Danmark.

Sidst, gruppen turnérede med den originale besætning, var i 1990. De har dog været på landevejen flere gange siden - senest i 2014 - men aldrig med det originale line up.

- Vi har lyst til at komme ud at spille nogle fede koncerter. Det er ikke fordi vi mangler penge - næsten alle de andre har jo et rigtigt arbejde - vi har bare lyst. Og så er det dejligt at have jubilæet som officiel "undskyldning". Vi glæder os til at møde fansene igen.

Og deres børn?

- Ja, vores fans har fået børn siden dengang. Heldigvis oplever jeg, at også mange unge hiphoppere er interesseret i det, vi gjorde dengang. Man kan jo altid spørge, om det er kunstnerisk relevant efter alle de år, eller om det er ren nostalgi. Men altså, jeg er helt vild med Beach Boys - nogen synes ikke, at de er kunstnerisk relevante længere, men det er de for mig. Det er personligt. Jeg møder mange unge, der er helt vilde med vores lyd og produktion - også selvom lydbilledet var et helt andet end i dag. Dengang vi kom frem, var anmelderne glade for, at der endelig kom noget dansk musik, der var båret af ren energi. Den energi kan mange unge stadig mærke i dag, siger Chief 1.

Rockers By Choice kommer til Sønderborg: Vi var det nye punk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce