Dantaxi i Sønderborg får snart konkurrence af otte nye gule hyrevogne fra selskabet 4x27 Taxi, der har rødder på Amager og nu snart får taxikørsel i sin syvende by.
Sønderborg: Hvis nogen synes, at det ind i mellem er svært og dyrt at tage en taxi, så er der måske håb forude.
For i nær fremtid vil der dukke otte nye gule taxi'er op i gadebilledet til at supplere de godt 50, som selskabet Dantaxi 4x48 opererer med i Sønderborg- og Aabenraaområdet.
- Vi har endnu ikke en præcis dato for, hvornår vi begynder, men det burde være tæt på og med planlagt otte vogne, bekræfter adm. direktør hos 4x27 Taxi, Thomas Petersen. Firmaet har rødder på Amager, hvorfra det kører i hele Københavnsområdet.
4x27 Taxi kører i dag desuden i Aarhus, Odense, Frederikshavn, Struer og Skagen. Trafikstyrelsen behandler nu ansøgningen fra 4x27 Sønderborg Taxi og er myndighed på området efter at en ny taxilov 1. januar 2018 overtog arbejdet med tilladelser og prisfastsættelse fra kommunerne.
- Vi kører efter andre regler og aftaler i forhold til Dantaxi og planlægger gode priser for vores kunder, tilføjer Thomas Petersen, som snart skal til Sønderborg for netop at snakke priser med de kommende chauffører.
Hos Dantaxi 4x48 hilser man den kommende konkurrent velkommen:
- Med taxiloven vil flere og flere jo opleve, at der kommer nye taxiselskaber til. Det har selvfølgelig også været meningen med det, og vi hilser den nye konkurrence velkommen, siger kommunikationschef i Dantaxi 4x48, Rasmus Krochin.
Dantaxi 4x48 er landets største taxiselskab med omkring 1700 vogne fordelt på over 60 kommuner. Dantaxi 4x48 Syd (Sønderborg & Aabenraa) opererer med over 50 vogne i det sønderjyske og indbefatter desuden det gamle Sønderborg Taxa, hvor man ringede 74421818. Det nummer bruger Dantaxi stadigvæk.
På en nytrykt, endnu ikke omdelt, seddel beskriver de lokale chauffører bag 4x27 Sønderborg Taxi sig med en ambition om at levere taxiservicen tilbage, som man kendte den under Sønderborg Taxa.
- Konkurrencen har altid været størst i de store byer, men er også ved at indfinde sig i de mellemstore byer, tilføjer Rasmus Krochin, som dog ikke kender til chauffører, der har forladt Dantaxi på grund af 4x27's indtog.