Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kammeraterne fra krigshavnen


Kammeraterne fra krigshavnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

ULKEBØL: De sønderjyske lystfiskere har cirka 350 kilometer kyststrækning at udfolde sig på. Men for en lille udsøgt skare har få hundrede meter af denne kyst en særlig stor plads i deres lystfiskerhjerter. Det er her, de henter en daglig dosis livsglæde.

- Det er bedre end medicin at komme her. Det er vores egen lille hyggekrog, og den findes ikke bedre, siger Jørgen Smedegaard.

Navnet på hyggekrogen er Ulkebøl Krigshavn. Men der er ikke meget krig over stedet - snarere tværtimod. Det lille lystfiskerleje er måske den eneste eksisterende krigshavn, hvor de forkerte lottotal og andre af verdens mange aktuelle problemer klares med lidt venskabeligt mundhuggeri over en håndbajer.

Tandløse tøffelhelte

</b>
I dag har to af de fremmødte haft så travlt med at komme af sted til Æ Havhyt', som fælleshuset passende er blevet døbt, at de kunstige tænder ikke er nået at komme på plads i undermunden.

Måske er det, at der kun er flydende flaskeføde på menukortet i Æ Havhyt'.

Hvis bølgerne - trods den beskyttede beliggenhed i fjorden - alligevel skulle gå højt i krigshavnen, er våbenhvilen og den lokale verdensfred senest genoprettet inden middagstid.

Da venter et andet fast og vigtigt holdepunkt - middagsmaden hjemme hos konen.

Det er et tidspunkt, der ganske gyldigt går som grund til at forlade det øvrige selskab - og den eneste af slagsen, der ikke prompte indkasserer tøffelheltsbemærkninger fra de andre.

- Hvis ikke vi overholder tiden, bliver konen sur. Og det kan let gå ud over maden - eller mod den frihed vi har fået ved at få lov til at komme her hver formiddag, siger H.C. Poulsen.

De forsvundne fisk

</b>
Fra Æ Havhyt' holder lystfiskerne øje med de forbipasserende, med vejret og - med længsel i blikket - fjorden.

De fleste af bådene ligger stadig på land med bunden i vejret. Det er simpelthen for koldt for de rutinerede fiskere at sejle ud.

- Men der går nok kun en måned endnu, hvis den milde vinter holder, konstaterer Jørgen Smedegaard.

Han er tidligere erhvervsfisker - lige som lillebror Kaj Smedegaard, der efter utallige opfordringer har fisket tænderne op af bukselommen til ære for fotografen.

Interessen for erhvervet er ikke forsvundet bare, fordi man nu også kan kalde sig pensionist.

Men det er fjordens fisk til gengæld.

- Der er ikke mange tilbage. Og ålene. De er helt forsvundet. Der var engang, vi havde lavet en slags sejlrende for at kunne komme gennem alle åleruserne. Sådan er det ikke mere, siger Otto Ulriksen.

Poulsens ruser

</b>
Vemodigheden får dog ikke lov til hænge særlig lang tid i den røgfyldte luft. En af gutterne er lige kommet i tanke om, at H.C. Poulsen stadig gemmer på sine gamle ruser.

Han håber stadig på et ålemirakel.

Det giver grobund for et nyt samtaleemne - og nye drillerier.

Klokken nærmer sig 12. Mændene begynder at bryde op. De medbragte plasticposer er alligevel tomme. Og maden venter.

Men i morgen er der endnu en formiddag. Heldigvis.