Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Jysk Fynske Medier overtager Radio Als

Radio Als bliver overtaget af Jysk Fynske Medier. Radiovært Flemming Nissen fortsætter og får fremover nyt studie på Perlegade i Sønderborg.Arkivfoto: Timo Battefeld

Jysk Fynske Medier overtager Radio Als

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Radio Als er købt af mediehuset bag JydskeVestkysten og Radio Skala. Radioen får nyt navn og studie på Perlegade i Sønderborg.

Sønderborg: Fremtiden for Radio Als er efter en turbulent tid nu faldet på plads.

Jysk Fynske Medier sikrer, at der også i fremtiden vil blive sendt lokalradio på Als. Koncernen overtager driften af Radio Als, der hidtil har været en del af Radioselskabet Danmark, der blandt andet står bag Radio Diablo på Fyn.

- Som virksomhed er vi jo sat i verden for at varetage interesserne i de lokalsamfund, hvor vi er til stede. Vores vision siger, at vi fastholde og udvikle de regionale og lokale mediers afgørende rolle for demokrati og sammenhængskraft i lokalområderne. Derfor lå det også lige for at træde ind i Radio Als, da muligheden bød sig, forklarer Claus Nielsen, der er programchef for Jysk Fynske Mediers radioer.

Den opfattelse deler David Nielsen, der er kommerciel chef for Jysk Fynske Mediers radioer.

- Også kommercielt er det vigtigt, at den videre udvikling af Radio Als bliver med lokal forankring i højsædet. Mange virksomheder i området har et stærkt samarbejde med radioen og studievært Flemming Nissen, som vi selvfølgelig holder fast i. Det er vigtigt at vi tilbyder nogle attraktive rammer for de alsiske virksomheder, der så vidt mulig skal opleve samme vilkår som hidtil, mener David Nielsen.

I Sønderborgområdet står den jysk-fynske medievirksomhed i forvejen bag Skala FM og udgiver desuden JydskeVestkysten samt Sønderborg Ugeavis, ligesom mediehuset digitalt er til stede på en række af internettets platforme.

Nyt navn og nyt koncept

Det oprindelige selskab bag Radio Als fik ikke tildelt sendetilladelse, da Kulturstyrelsen i år fordelte mulighederne for at drive lokal radio i de kommende ti år. Det betød, at Radio Als fra årsskiftet ikke længere kunne fortsætte som selvstændig virksomhed, fordi områdets frekvenser i stedet tilfaldt Radioselskabet Danmark.

- Vi søgte i sin tid sendetilladelsen på Als, fordi vi så det som en chance for at udvikle vores aktiviteter geografisk. Men samtidig har det hele tiden været vores holdning, at lokalradioer skal drives lokalt. På Fyn sender vi i forvejen radio i godt naboskab med Jysk Fynske Medier. Så da muligheden for en aftale opstod, var det bogstavelig talt geografisk nærliggende at overlade driften af Radio Als til Jysk Fynske Medier, der jo i forvejen har en stor redaktion i Sønderborg, siger direktør Martin Larsen fra Radio Diablo/Radioselskabet Danmark.

For Jysk Fynske Medier er det afgørende, at den lokale forankring bevares. Radio Als skal bogstavelig talt leve op til sit navn og have udgangspunkt på Als og Sundeved.

- Så vi er utrolig glade for, at Flemming Nissen også fremover fortsætter som vært på stationen. Han vil også fremover være manden, der mellem klokken seks og ti leverer de seneste, aktuelle begivenheder og nyheder fra Sønderborg, Als og resten af verden krydret med god musik, understreger Claus Nielsen.

Den nye situation betyder dog også forandringer for både lyttere og medarbejdere. Stationen skifter navn til Classic FM Als med musik fra 70'erne, 80'erne og 90'erne. Samtidig skal Flemming Nissen holde flyttedag, da han fremover får base på Perlegade i Sønderborg.

- Classic FM har udviklet sig til en kæmpesucces, efter vi sidste år udvidede dækningsområdet fra Horsens til også at omfatte Haderslev og Aabenraa samt Viborg og vestkystregionen omkring Holstebro og Struer. Efterhånden er lyttertallet steget til mellem 150.000 og 175.0000. Så vi har bevist, at rigtig mange savner en radiostation med passion for musik og nostalgiske toner. Det tilbud er vi sikre på også bliver vel modtaget på Als, siger Claus Nielsen.

Han lægger vægt på, at Classic FM Als ikke bare bliver en lokal aflægger af den store moderstation.

- Radioen på Als bliver også fremover helt sin egen med en lokal vært og lokale nyheder. Men samtidig får lytterne i området naturligvis også glæde af de fælles tilbud som for eksempel den utrolig populære udsendelse Dahl på Hack, der tidligere under navnet Cafe Dahl blev sendt på DR P4 og nu er en del af Classic FM hver søndag mellem klokken 10 og 12, fortæller Claus Nielsen.