Havmøller: Sønderborg skal stå fast


Havmøller: Sønderborg skal stå fast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Halldor Henriksen , hahen@jv.dk
Foto: Timo Battefeld
Sønderborg. 

Sønderborg Kommunes plan om at opføre havmøller i Lillebælt har i den grad skabt bølgegang på tværs af bæltet.

Især Assens Kommune protesterer og antyder, at Sønderborgs ageren er udtryk for dårligt naboskab.

De nærmeste møller vil stå kun fire en halv kilometer fra kysten på Helnæs, og fynboerne mener, at projektet vil skæmme deres udsigt mod vest og forringe hele det vestfynske områdes mulighed for udvikling.

Det er naturligvis et synspunkt, der skal tages alvorligt, for det er med havmøller som med så meget andet: Nogle synes, de er pæne, andre bryder sig ikke om dem.

Men det er på den anden side ikke første gang i historien, at store og nødvendige beslutninger vækker modstand hos de nærmeste naboer. Hvis alle skulle have vetoret, ville der næppe være motorveje, lufthavne, broer eller vindmøller noget sted i Danmark.

Så meget mere overraskende er det i avisen i dag at konstatere, at den fynske kritik nu får støtte fra selveste energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), der opfordrer Sønderborg til at tænke sig om en ekstra gang med henvisning til den fynske modstand.

Ministeren, der i øvrigt selv er valgt på Fyn, argumenterer for, at projekter som dette altid bør have massiv folkelig opbakning - ellers kan omstillingen til grøn energi blive så upopulær, at alle fremtidige tiltag er dømt til at mislykkes.

Det er sørgeligt, at ministeren for klima og energi her udviser så ringe dømmekraft og mangel på ambitioner på klimaets vegne.

Han glemmer, at Sønderborgs projekt i Lillebælt for det første er fuldt lovligt og netop placeret her, fordi staten selv har udpeget området mellem Nordals og Helnæs til formålet.

For det andet burde han som klimaets minister - om nogen - stille sig bag Sønderborg Kommunes grønne ambitioner. Mens store dele af Danmark og resten af verden endnu har til gode at reagere på klimaforandringerne med andet en snak og varm luft, har man i Sønderborg besluttet at handle.

Senest i 2029 skal kommunen være CO2 neutral, og i den bestræbelse er energi fra havmøller en forudsætning. Project Zero, som projektet hedder, er for længst besluttet i enighed i Sønderborg Byråd, og det har i al væsentlighed opbakning blandt borgerne i Sønderborg Kommune - også på Nordals, der jo bliver lige så meget nabo til havmøllerne som Fyn.

Det tjener politikerne i Sønderborg til ære at stå sammen og stå fast i så vigtig en sag - også selvom det lige nu koster verbale kurrer på tråden med vores fynske naboer.

For målet om at mindske klimaforandringer er langt vigtigere end risikoen for, at nogle få mennesker får udsigt til havmøller i deres solnedgang.

Målet om at mindske klimaforandringer er langt vigtigere end risikoen for, at nogle få mennesker får udsigt til havmøller i deres solnedgang.

Havmøller: Sønderborg skal stå fast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce