Handelskrigen mellem USA og Kina rammer nu for alvor Danfoss

Danfoss' koncernchef Kim Fausing udtrykker tilfreds med halvårsresultatet. Arkivfoto: Timo Battefeld

Handelskrigen mellem USA og Kina rammer nu for alvor Danfoss

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Omsætningen hos industrigiganten var i andet kvartal præget af en opbremsning i markedsvæksten i flere industrier. Fyringer kan være på vej.

Den bitre handelsstrid mellem USA og Kina kan nu for alvor mærkes hos industrigiganten Danfoss med hovedsæde på Nordals.

Omsætningen voksede i første halvår godt nok med fire procent til nu 23,6 milliarder kroner, men andet kvartal var præget af en opbremsning i markedsvæksten i flere industrier.

- Usikkerheden fra handelskonflikten mellem USA og Kina, Brexit og andre geopolitiske konflikter har bredt sig til resten af verden. Hvor vi før kun mærkede aftagende vækst i Kina, kan vi nu desværre også se det i Nordamerika og Europa. Det er måske "det nye normale", som vi skal til at vænne os til, siger koncernchef Kim Fausing, der dog udtrykker tilfredshed med halvårsresultatet, netop fordi markedet er blevet vanskeligere.

Siden 2018 har USA og Kina været i handelskrig. Skiftevis har de pålagt forskellige toldforhøjelser på hinandens eksportvarer senest her i begyndelsen af august.

- Det er da bekymrende og den største grund til global usikkerhed. Handelskonflikter er noget vi historisk set ved ikke er godt for den økonomiske vækst. Desværre ser konflikten ikke ud til at skulle aftage - tværtimod, siger Kim Fausing.

Danfoss
Udvikler og sælger løsninger, der anvendes for eksempel inden for køling, airconditioning, opvarmning, motorstyring og mobile maskiner. Mads Clausen begyndte Danfoss i 1933 på Nordals, og i dag er den en markedsførende koncern med næsten 28.000 ansatte heraf de 5.300 Danmark. Den har 71 fabrikker på verdensplan og kunder i over 100 lande. Koncernen er ejet af grundlæggerens familie.

Fyringer kan være på vej

Danfoss' omsætning i Kina har et stykke tid været præget af økonomisk tilbageholdenhed, men alligevel voksede koncernens omsætning i første kvartal med seks procent især drevet frem af efterspørgslen i USA.

I 2. kvartal steg omsætningen kun to procent, fordi væksten også faldt i Nordamerika og Europa, der er Danfoss' to største markeder med henholdsvis 27 og 38 procent af omsætningen. Asien er nummer tre med 21 procent.

Allerede i slutningen af november 2018 reagerede Danfoss på den ny virkelighed og fyrede 300 ansatte heraf 70 i Danmark. Noget tilsvarende kan være på vej.

- Vi laver løbende tilpasninger senest sidste år, men det afhænger selvfølgelig af, hvad der sker. Vi kan også bruge den øgede usikkerhed til at tage markedsandele, understreger Kim Fausing.

Danfoss har allerede i år opkøbt tre virksomheder senest i begyndelsen af juli amerikanske UQM Technologies, Inc., der leverer elektriske løsninger til fremdrift af kommercielle og off-highway køretøjer.

Fastholder forventninger

Trods udviklingen i 2. kvartal fastholder Danfoss forventningerne til 2019. Det vil sige at udbygge eller fastholde sin markedsandel og samtidig øge profitabiliteten målt som margin i forhold til 2018-niveauet. Koncernen udtrykker dog øget usikkerhed omkring forventningerne som følge af den aktuelle geopolitiske situation.

- Vi er forberedte på en global økonomi i et lavere vækstgear, hvor markedsvæksten i andet halvår kan blive negativ i de mest cykliske industrier, siger Kim Fausing og nævner hydraulik-forretningen som eksempel. Hvis det sker, vil det være første gang siden finanskrisen, at Danfoss har negativ vækst indenfor et af sine forretningsområder.

Danfoss driftsresultatet landede i årets første seks måneder på 2,62 milliarder kroner mod 2,76 milliarder samme periode sidste år, hvor salget af varmepumpeforretningen Thermia var medregnet. Overskuddet blev 1,8 milliarder kroner - nogenlunde det samme som i første halvår 2018.

Handelskrigen mellem USA og Kina rammer nu for alvor Danfoss

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce