Bedste år længe: Jordbæravlere jubler over kedeligt sommervejr

Jordbærsæsonen har været fantastisk, er tre lokale frugtavlere enige om. Arkivfoto: Timo Battefeld

Bedste år længe: Jordbæravlere jubler over kedeligt sommervejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jordbæravlere og jordbærelskere kan glæde sig over en ualmindeligt lang sæson i år, som de kan takke vejrguderne for. Skyer og lave grader er nemlig guf for de søde, røde bær.

Sønderborg: Det kølige vejr i juli har givet en fantastisk sæson for jordbæravlere, der i år ender med at kunne levere jordbær til koldskål, grød og tærter i to måneder.

- Det er et af de bedre år, må jeg nok sige. Det går bedre, end det plejer. Vi har haft vejret og vinden med os, siger Kristian Lund, der ejer Langager Gårdbutik ved Stenderup.

Han bakkes op af sin kollega Jens Madsen fra Stevninggaard på Nordals:

- Det ser da supergodt ud. Vi ligger i toppen af udbyttet af jordbær, kartofler og kirsebær i forhold til, hvad vi har prøvet i de femten år, vi har ligget herude.

Jens Madsens nordalsiske kollega Iver Krog, der ejer Østergård Frugt & Bær, har også haft en sæson ud over det sædvanlige.

- Det har været en fantastisk høst. Der har ingen problemer været. Det har bare kørt derudaf. Indtil videre har det været et af de bedste år nogensinde for os, siger han.

Færre æbler og pærer
Mens der er rigeligt at glæde sig over med jordbærhøsten, så drysser den forestående æble- og pærehøst lidt malurt i bægret hos frugtavler Jens Madsen, der ejer Stevninggaard.- Det kan godt se ud til, at pære- og æblehøsten bliver lidt mindre end normalt, siger han.

Årsagen er nattefrost den 4. maj, som Jens Madsen kalder en dyr nat.

- Det kommer måske til at koste 20 procent af udbyttet, siger Jens Madsen, der i normale år producerer for eksempel 100 tons pærer, hvilket vil sige, at han kommer til at mangle 20 tons, hvis hans prognose holder stik.

Han forventer dog ikke, at de resterende æbler og pærer kommer til at være påvirket:

- Den frugt, der er der, ser sådan set rigtig godt ud, men jeg kan godt se, at der på lavtliggende arealer har været noget koldere, så der mangler der nogle kilo.

En lang sæson

Hvor det normalt plejer at tynde ud i de søde, røde bær i vejboderne i midten af juli, kan sønderjyderne glæde sig over at kunne øse fløde over de populære bær lidt endnu.

- Vi startede sidst i maj med at plukke de første jordbær, og vi regner med at have i to-tre uger endnu. Vi havde noget maj-kulde, der gjorde, at vores sæson blev udskudt, så vi kom først rigtigt i gang i slutningen af juni. Det betyder, at vi har ekstraordinært mange jordbær her i juli. Det har faktisk rykket en hel del, siger Kristian Lund.

De tre frugtavlere forventer alle at kunne fortsætte jordbærhøsten minimum en uges tid endnu. Og det glæder producenterne sig over med sidste års sæson in mente.

- Sidste år var jo en katastrofe, hvor det hele modnede på en gang i den varme, vi havde, siger Iver Krog, ejer af Østergård Frugt & Bær.

Tørken kostede blandt andet Langager Gårdbutik en tredjedel af jordbærhøsten.

Skyer og lave grader hjælper

Netop vejret og vinden er årsag til, at vejboderne bugner af jordbær. Selvom man egentligt skulle formode, at sol i lange baner ville være at foretrække for jordbærproducenterne, så sætter de stor pris på det nuværende køligere vejr.

Sådan en kedelig, dansk, typisk møgsommer er super for jordbær, fortæller Jens Madsen fra Stevninggaard og fortsætter:

- Der kommer folk i min butik og siger, at det er synd for mig, at solen ikke skinner, og så siger jeg: "Ja, det er da synd for mig", men jeg mener det slet ikke. Jeg vil meget hellere have 17-18 grader og lidt overskyet, for så får jeg en så lang sæson som muligt.

Og netop det ikke helt udanske sommervejr er årsagen til, at jordbærsæsonen i år bliver lang.

- Vi har ikke haft det særlig varmt her i juli, og det gør, at vi kan vente med at plukke jordbærrene. Vi vil hellere, at det er lidt koldere, så vi kan trække sæsonen, siger Kristian Lund.

Og selvom flere jordbær lyder meget positivt, så kan det have sine udfordringer. Det er for eksempel ikke helt let for alle at få solgt de mange jordbær.

- Vi har da selvfølgelig svært ved at afsætte det hele lige nu. Og det er også derfor, jeg er ret så glad for, at vi har så køligt vejr lige nu. Det er perfekt, at vi lige kan trække sæsonen lidt for at undgå for hurtig modning, siger Kristian Lund.

Det er dog ikke en udfordring, som Iver Krog mærker:

- Jeg har ikke noget problem med at få jordbærrene afsat. Lige nu kan jeg sælge alt, hvad jeg plukker.

Bedste år længe: Jordbæravlere jubler over kedeligt sommervejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce