19 etagers drøm er blevet virkelighed


19 etagers drøm er blevet virkelighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Torsdag var der rejsegilde på Hotel Alsik, som på knap 2,5 år er skudt 70 meter over jorden.

Sønderborg: Det var en festdag for håndværkerne, da der torsdag var rejsegilde på Hotel Alsik. I 2,5 år har håndværkerne arbejdet for at rejse Sønderborgs nye hotel på 70 meter. Hotellet har nu nået sin fulde højde, og det blev fejret med fadøl, ringriderpølser, kartoffelsalat og to biografbilletter til den nye Kinorama til alle håndværkere på byggeriet.

Det er virksomheden A. Enggaard, der har totalentreprisen på projektet.

- Jeg er meget stolt over at være med til at bygge dette hus. Alsik kommer til at sætte Sønderborg i spotlyset på de internationale scener. Store byer i hele Europa vil kigge på det her hus med misundelse. Det er fuldstændigt fantastisk. Nu er vi en jysk virksomhed, og man kunne spørge sig selv, om det var en for stor opgave at kaste sig ud i. Det er ubetinget vores største enkeltprojekt. Men vi har på intet tidspunkt følt os utrygge, sagde direktør Asger Enggaard, der havde en stor ros til håndværkerne.

- Når jeg går rundt i huset, bliver jeg så skide stolt. Det oser af godt håndværk. I dag er det håndværkernes arbejde, der stjæler billedet, sagde han.

Hotel Alsik
Byggeriet gik igang i november 2015, og hotellet skal stå klar i marts 2019. Alsik bliver regionens største fire-stjernede konference- og forretningshotel med Danmarks største spa- og wellnessområde på 4500 kvadratmeter. Alsik er tegnet af Henning Larsen Architects og er en del af den masterplan, som stjernearkitekten Frank Gehry har lavet for Sønderborg Havn. Alsik bygges af PFA Pension og ejerfonden bag Danfoss A/S, Bitten & Mads Clausens Fond. Alsik bliver det første RIMC Hotel i Danmark. Den tyske kæde tæller flere end 50 hoteller i 12 lande. Der planlægges et åbent hus-arrangement for alle interesserede i sensommeren 2018.

Stolt arkitekt

Det er Henning Larsen Architects, der har tegnet hotellet, der har fået navn efter en kløverblomst.

- Jeg er uendeligt stolt over at se det her. Da jeg kom kørende ad motorvejen og kunne se hotellet, så faldt det hele på plads. Alle de drømme og visioner. 19 etagers drøm og visioner er blevet til virkelighed. Jeg håber, at når huset står færdigt, at håndværkerne får ros for det flotte arbejde, sagde arkitekt Louis Becker.

Bitten og Mads Clausens Fond og PFA Pension har lagt 600 millioner kroner i hotellet.

- Fonden har glædet sig til rejsegildet på Alsik, som nu rager 70 meter op over jorden. Det har været spændende, at se det rejse sig frem til nu og nogle gange nervepirrende. Nu kan man fornemme den facade, som blev fremlagt på en arkitekttegning, som i sin tid fik Peter Clausen til at sige ja til projektet. Tak til naboerne, som har stået last og brast med larm og rystelser. Og håndværkerne, der har gjort deres arbejde i alt slags vejr, sagde Per Have, der er direktør i fonden.

I efteråret blev byggeriet udfordret af vandmasser, og der måtte udskiftes gipsplader.

Forandret havnefront

Borgmester Erik Lauritzen var glad og stolt over, at Sønderborg Kommune har fulgt den plan, som arkitekt Frank Gehry lavede for industrihavnen i 2006.

- Målet var en fuldstændigt forandret havnefront i Sønderborg. Det byggeri, som vi står i nu, har bestemt lagt megen debat undervejs. Det skal ikke være en hemmelighed, at sådan et specielt byggeri vil dele vandene. Jeg er helt overbevist om, at vi alle vi være stolte over hotellet de kommende mange år. Alsik bliver et tilløbsstykke og kommer til at trække mange gæster til Sønderborg, sagde Erik Lauritzen.

Senere på året åbner hotellet for byens borgere, når der vil være åbent hus for byen.

19 etagers drøm er blevet virkelighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce