Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Skanderborg fik ørerne i Ribe-Esbjergs kontramaskine

Ribe-Esbjerg HH fik onsdag aften glemt alt om forrige rundes dårlige kamp mod Mors-Thy Håndbold, da holdet i blåt vandt 33-22 over Skanderborg Håndbold. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Skanderborg fik ørerne i Ribe-Esbjergs kontramaskine

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det blev til en sejr til Ribe-Esbjerg HH på hele elleve mål over Skanderborg Håndbold. En sejr, der særligt blev grundlagt med højt tempo fra anden halvlegs start.

Ribe-Esbjerg: Spillerne i blåt skulle onsdag aften forsøge at rette op på spillet efter den dårlige præstation mod Mors-Thy Håndbold i forrige ligakamp, og det kan man roligt sige lykkedes. Det blev til en storsejr på 33-22 over Skanderborg Håndbold, der nok især i anden halvleg ønskede, at de var i Skanderborg og i øvrigt var blevet der...

Efter en pausestilling på 16-13 blev de nemlig kørt baglæns ud af Blue Water Dokken af et Ribe-Esbjerg-hold, der i den grad skruede op for tempoet.

- Vi talte meget om i pausen, hvordan Skanderborg forsøgte at trække tempoet ud af kampen og spillede meget lange angreb, men at vi ikke skulle lade os gå på af det og i stedet spille hurtigt og fokusere på vores kontra. Det kan man roligt sige, at det lykkedes, lød det efter kampen fra Jacob Holm, der i anden halvleg scorede seks mål.

Med en lettere svingende sæsonstart fra REHH-spillerne sad man dog inden kampen med en følelse af ikke helt at vide, hvad man skulle forvente sig, og det var da også et hjemmehold, der i første halvleg spillede med varierende succes.

Kampen i tal
Ribe-Esbjerg HH - Skanderborg Håndbold 33-22 (16-13)Stillinger undervejs: 4-3, 8-8, 13-9, 25-15, 31-20

Målscorere, Ribe-Esbjerg: Rasmus Nielsen 7 (5), Jacob Holm 6, Miha Zvizej 5, Yehia Elderaa 3, Pelle Schilling 3, Mathias Jørgensen 2, Lukas Karlsson 2, Rasmus Boysen 1, Lasse Nikolajsen 1, Kasper Nielsen 1, Søren Tau 1, Niels Dahl 1

Topscorere, Skanderborg: Morten Olesen/Frederik Ladefoged 5

Udvisninger: Ribe-Esbjerg 1, Skanderborg 3

 

Kontra skal udnyttes

Gæsterne fra Skanderborg Håndbold hang således i første halvleg fint på hjemmeholdet til trods for at sidstnævnte gentagne gange fik stjålet bolde i forsvaret eller fik hurtige muligheder via redninger fra Tim Winkler. Tre gange blev bolde kastet for langt til en spiller i kontra og mulighederne endte ud i ingenting. Stillingen hed derfor 9-9, indtil der var spillet 22 minutter af første halvleg.

- Vi brændte lidt for meget i første halvleg, og vi spillede for ofte den forkerte mand, så vi ikke fik de helt frie chancer. Det synes jeg dog, at vi allerede midt i første halvleg fik rettet op på, sagde cheftræner Jan Leslie.

De 22 minutter virkede da også til at blive vendepunktet for REHH-spillerne, der fik skruet op for koncentrationen og de hurtige mål på kontra. Det betød, at holdet fik spillet sig til en pauseføring på 16-13.

Tempo, tempo, tempo

Ribe-Esbjerg kom nærmest flyvende ud af omklædningsrummet og havde inden for de første fem minutter bragt sig foran 22-15 takket være hurtige mål på kontra og ved, modsat i første halvleg, at få udnyttet den håndfuld bolde, der blev stjålet eller reddet i forsvaret.

- Vi spillede i et helt andet gear i anden halvleg, hvor jeg også synes, at det blev tydeligt, at der er niveauforskel. Vi spillede med højt tempo både i vores angreb og i vores forsvar, og det gjorde, at Skanderborg aldrig kom ind i kampen, sagde Jacob Holm.

Debutant-mål fra anden sal

I de sidste minutter af opgøret blev der desuden plads til debut til den 205 centimeter høje bagspiller Niels Dahl, der normalt spiller U18-håndbold i Ribe-Esbjerg. På grund af de mange skader på ligaholdet var han med i truppen, og han gik ganske uimponeret til værks, da han fik klappet bolden i mål i sit første angreb.

- Det var dejligt at få scoret i min debutkamp. Det havde jeg som mål fra start af, og så endda på hjemmebane foran sådan et publikum, så bliver det ikke meget bedre, lød det fra en glad Niels Dahl, der med sit mål også indkasserede aftenens højeste bifald.

Om det bliver til mere spilletid til Niels Dahl må tiden vise, når Ribe-Esbjerg HH spiller næste kamp i ligaen den 4. oktober ude mod TTH Holstebro.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark