På soloferie med børn: - Jeg har for længst erkendt, at der følger et vist mål af pinlighed med

Artiklens skribent, Sarah Iben Almbjerg, med de to børn, Ellen på 10 år og August på tre år. Privatfoto

På soloferie med børn: - Jeg har for længst erkendt, at der følger et vist mål af pinlighed med

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er vidunderligt at rejse ud og se verden. Især med børn, der er nysgerrige, glade og taler med fremmede. Og så er der alle de andre ture. Sarah Iben Almbjerg har været på Porto Santo med sine børn og har lært, hvad der fungerer. Og hvad der slet ikke virker.

Drengens stemme klinger højt og lyst mod taget i den lille, trange jeep. "Numsetur," synger han på melodien fra "Mester Jakob". "Tissemandstur. Bim, bam, bum." Han er det eneste barn på en jeepsafari, der kører ud mod den lille ørken på Porto Santo, og som den sande oplevelsesrejsende, han er, sørger August i den grad for, at de seks andre turdeltagere får fuld valuta for pengene.

Jeg har for længst erkendt, at der følger et vist mål af pinlighed med, når man rejser alene ud med sine børn. Uanset hvor velopdragent de i øvrigt måtte opføre sig, vil der i løbet af en uge opstå mindst ét tidspunkt, hvor facaden krakelerer, og man ikke kan nå at redde situationen ene voksen. Det viser al erfaring. Derfor har jeg længe været på udkig efter den perfekte ferie, der både er rar for mig, for min tiårige datter og hendes treårige lillebror. En ferieform, der ikke betyder, at mindst en af os (mig!) vender retur med flere grå hår og behov for endnu en ferie. Alene.

Vi har camperet på Bornholm. Været på højskole. På charterrejse. Vi har forsøgt det dyre alternativ med gourmetmad og vinforedrag (lige noget for børn!). Og vi har holdt sommerferie hjemme i samtlige fem uger. Det katastrofale resultat af dén ferie husker jeg mig selv på, mens August synger videre. Hellere et par overbærende smil fra medpassagerer end 30 dage derhjemme, hvor alle drømmer om at komme ud ad døren, og husstandens ene forælder både skal agere entertainer, mor, rejseleder og praktisk gris.

Fire ting, du skal tænke over, inden du rejser alene med børn
1. Først og fremmest: Der er ingen, der synes, du er underlig, hvis du rejser alene med børn. Medmindre du står blandt virkeligt indskrænkede parcellister, vil de fleste rose dig for at tage børnene med. Til gengæld er det faktisk de færreste, der tænker over, hvor mange udfordringer der for eksempel kan være i at stå ved en grænsekontrol, hvor det ene barn pludselig skal tisse, mens det andet (ifølge tolderne) ikke må forlade køen. Vær ikke bange for at bede om hjælp. De fleste er faktisk søde til at give en hånd. De har også bedre tid end til daglig. De er trods alt også på ferie.2. Gør op med dig selv, hvad der er vigtigst. Skal børnene have det fedt? Så er det charter. Jeg har endnu ikke mødt det barn, der kan modstå soppebassiner og isbuffet. Hvis du også selv vil have noget ud af det, bliver det mere kompliceret. Er det en prioritet at møde og tale med andre voksne, er charter sjældent oplagt. Mens børnene lynhurtigt falder i snak med jævnaldrende, er du overladt til dig selv. De fleste charterturister er stadig familier og par, og de er faktisk ikke synderligt inkluderende. Hvis selskab med andre voksne er i høj kurs, så prøv eventuelt en højskole eller mindre grupperejser.

3. At rejse alene med to børn er ikke afslapning. Det er arbejde. I hverdagen kender børnene jeres rutiner, og I er væk fra hinanden i flere timer hver dag. På ferien skal den voksne både agere turguide, omsorgsperson og underholder. Vid at det er sådan. Og vid, at folk, der ikke har prøvet det, alligevel tror, at du kommer tilbage fra ferien med solbrune stænger og et sygt overskud. Sæt dine ambitioner lavt. Hvis du rejser med børn i førskolealderen, vil de oftest hellere sidde og hænge på en bænk og se på det fremmedartede byliv end at rakke rundt på flere forskellige museer. Det gør dem faktisk også klogere på livet i byen end et besøg på det lokale bymuseum. Det gør også dig lidt klogere på dine børn. Og så kan man næsten ikke få mere ud af en ferie.

4. Undersøg dit hotel - inden du booker. Praktik er altafgørende, når du rejser alene med børn. Vælg et værelse med altan, du kommer til at bruge mange aftener på dit værelse. Stuelejligheder, der fører ud mod en gårdhave, er også et plus. Har du små børn med, så vælg et værelse med tekøkken. Så behøver du ikke haste ned til en morgenmadsbuffet med et skrigende barn. En yoghurt på køl og lidt instantkaffe kan gøre en stor forskel, mens det andet barn vågner. Kend dine behov - og find dem manifesteret i et hotelværelse.
Porto Santo. Privatfoto
Porto Santo. Privatfoto
Foto: VisitMadeira. Francisco Correia/Ritzau Scanpix

Skilte vil ikke skamme sig

Der bliver stadig flere forældre, der rejser alene med deres børn. Det siger de danske rejsebureauer. Flere er - som FolkeFerie.dk - begyndt at give særlige børnerabatter til alle medrejsende børn på udvalgte hoteller. Det giver god mening. Ifølge Danmarks Statistik er der nu over 166.000 husstande med én forælder og et barn eller flere børn. Samtidig er singlerne holdt op med at sidde derhjemme og skamme sig. Selv om man er en erfaren forælder, sidder der altid en lille rest af bekymring eller frygt i planlægningen. Måske skyldes det, at det ikke er længe siden, det var unormalt, hvis man begav sig ud på længere ture uden en voksen makker.

Porto Santo med FolkeFerie.dk
Rejsebureauet FolkeFerie.dk flyver direkte fra København til Porto Santo hele året på nær december, januar og august. Det er muligt at tage på syv og helt op til 19 dages charterrejse, men rejsebureauet tilbyder også en rundrejse og vandreferie, der kombinerer Porto Santo og naboøen Madeira.
Som all inclusive-gæst kan man vælge at indtage et af sine måltider uden for hotellet. Som for eksempel her på Panorama, der kører turisterne frem og tilbage til hotellet. Og som har den bedste udsigt over hele øen. Privatfoto
Som all inclusive-gæst kan man vælge at indtage et af sine måltider uden for hotellet. Som for eksempel her på Panorama, der kører turisterne frem og tilbage til hotellet. Og som har den bedste udsigt over hele øen. Privatfoto

Kilroy og krystallerne

Tit handler den perfekte ferie som alenemor om at sørge for at være omgivet af tolerante mennesker.

Dem finder vi flere af på Porto Santo, der tilsyneladende mest besøges af golfspillere og andre dannede mennesker, der fint tåler, at August er i trodsalder og har haft dykkerbriller i panden, siden vi ankom.

Han når at afprøve flere dele af sit moderne børnehaveordforråd, mens vi drejer ind mod den lille ørken, der består af ældgamle saltmassiver, der ikke må berøres. Jeg føler, at guiden kigger direkte på mig, da han gentager sætningens tredjesidste ord med tydelige bogstaver. "Sandet er fyldt med forstenede koraller, der beviser, at dette engang var sandbund. Dem skal man selvfølgelig lade ligge," siger han og fortsætter: "Og de store sandplader, der ligner granit, falder sammen ved berøring. Så hold gerne afstand."

Ørkenen er ganske rigtig ret smuk. De store sandmassiver står direkte op i luften som de fine, stive lag i italienske lagkager. Jeg er så optaget af at forevige synet, at jeg slet ikke opdager, at August skal tisse. Lige så snart bilen holder stiller, hopper den lille krop ned fra bilen og sætter rask kurs mod en af de større sandplader. Jeg kan næsten se ham fumle med lynlåsen, mens han piler af sted. For mit indre øre hører jeg mig selv belære ham om, at det er okay at tisse i naturen - bare man ikke står lige ved siden af andre mennesker. Det er sådan, vi oplever Porto Santos ørken: August, der løber af sted med begge hænder nede i sine bukser, og mig, der følger efter i nogle alt for høje sandaler. Imens er min tiårige datter gået i gang med at samle nogle af de fine forsteninger sammen.

"Han er en hurtig dreng," kommenterer en af de andre turister, da vi atter stiger ind i jeepen og fortsætter vores rundtur på øen. Da vi drejer ud af ørkenen, ser jeg, at nogen har arrangeret de fine koraller, så de staver tre ord gennem sandet. "Ellen og August". Ellen ser meget stolt ud. "Kilroy was here", tænker jeg. Og håber, at ingen andre har set det.

Et koncept med udsigt

Det er vidunderligt at rejse ud og se verden. Især med børn, der er nysgerrige og dannede og taler med fremmede. Det er lidt mindre sjovt, når de får soleksem, skændes eller kun vil spise pommes frites. Jeg nægter at sidde syv dage på et hotel og spise den samme buffet, men det er der heldigvis taget højde for: Som en del af all inclusive-konceptet er en af ugens middage henlagt til en restaurant uden for resortet. Ikke bare skal vi ikke sidde bag hotellets mure og kukkelure. Vi kan også være med til at skabe lidt liv og bringe lidt indtægt i lokalmiljøet. Jeg er så begejstret, at min datter synes, at jeg er pinlig.

En sort minibus henter os, og mens den snor sig op ad bjerget, tæller vi knallerter, sejlbåde og skyer, der ligner elefanter. Støvet hvirvler op omkring de tonede ruder, mens vi bumler ud af de lysebrune markveje. Øverst - med den smukkeste udsigt over vulkanøen - ligger restaurant Panorama med et fantastisk kig ud over bugten. Børnene bliver bænket med tuscher og en udfordring om at tegne udsigten. Jeg nyder den lokale vin - og at nogen kører mig hjem.

Ingen tisser på gulvet den aften. Ingen skændes. Og en tjener bærer tilmed August ud i minibussen, mens jeg samler vores ting og følger den lille, store pige ud i mørket. Næste dag skal vi bare være på hotellet. Det gælder om at sætte ambitionerne lavt. Så meget har jeg da lært efter at have haft børnene med til både Filippinerne, Gambia og Lalandia. Lave ambitioner giver det bedste resultat. Også selv om man sjældent er decideret udhvilet, når man kommer hjem. Ofte er man tættere på at føle en træt stolthed. Flueben sat.

Avisen var inviteret af Folkeferie.dk, som sørgede for transport, ophold og forplejning.

På soloferie med børn: - Jeg har for længst erkendt, at der følger et vist mål af pinlighed med

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce