Vintest: Fire bud på Bordeaux-vin, der er til at betale


Vintest: Fire bud på Bordeaux-vin, der er til at betale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Avisens anmelder har smagt fire vine fra Bordeaux. To flasker til under 100 kroner er rigtig gode køb til prisen.

Lamothe-Cissac 2016, Haut Médoc, Bordeaux, Frankrig

Noget af det bedste Bordeaux-vin, jeg længe har smagt i denne prisklasse, som normalt ikke byder på de store oplevelser. Velintegreret fad i form af egetræ og vanilje, mælkechokolade, cigar og mørke bær. Masser af karakter. Endnu noget ung her i den store årgang 2016. Køb en kasse, og der er stor vin i vente over de næste mange år. Jeg har haft rigtig mange gode oplevelser med Lamathe-Cissac med ti år og mere på bagen.

Fem ud af seks stjerner.

Pris: 160 kroner ved Philipson Wine, 80 kroner per styk ved køb af 12 flasker.

Château Tour Calon 2015, Montagne Saint Émilion, Bordeaux, Frankrig

Udviklet stil trods sin unge alder med noter af solbær og en lettere støvet frugt. Fin afrundet med pæn Bordeaux-karakter til prisen. Kan drikkes nu og flere år frem.

Fire ud af seks stjerner.

Pris: 169,75 kroner per styk ved Skjold Burne.

Château Ségransan 2015, Graves de Vayres, Bordeaux, Frankrig

Duften er meget indbydende og virker meget udviklet. Jeg havde aldrig gættet, at denne kun var knap fire år gammel. Super klassisk Bordeaux med sit støvede udtryk. Ikke stor vin, men hvis budgettet er maksimalt 100 kroner, er dette et rigtig fint bud. I den lette ende og helt drikkeklar nu og nogle år frem.

Fem ud af seks stjerner.

89 kroner ved Gallia-vin.

Ronan by Clinet 2014, Bordeaux, Frankrig

Jeg havde virkelig set frem til denne vin, som Château Clinet - et af de bedste huse i Pomerol - står bag. Ronan er husets bud på en vin på 100 procent merlot, der er til at betale, men som stadig udtrykker husets høje niveau. Druerne kommer ikke kun fra Pomerol, men fra flere områder på højre bred i Bordeaux.

Jeg besøgte Clinet for nogle år siden og smagte husets topvin. Den er selvfølgelig i en helt andet prisklasse (cirka 1000 kroner), men kvaliteten var helt i top. Selvom Ronan er nede i et mere betaleligt niveau, er jeg alligevel lidt skuffet. Her er ikke meget at hente, når jeg sammenligner med det store udvalg af Bordeaux i prisklassen 100-150 kroner. Mens klassisk Bordeaux-vin ofte er karakteriseret af markante tanniner i sin ungdom, er Ronan meget ligetil med mørke, saftige bær og lidt vanilje. Jeg savner noget mere Bordeaux-karakter.

Tre ud af seks stjerner.

Pris: 150 kroner ved Erik Sørensen Vin, 110 kroner per styk ved køb af seks styk.

Der tildeles fra 1-6 stjerner. Det sker ud fra vinens kvalitet i forhold til prisen.

Rasmus Just er sommelier og vinskribent ved JydskeVestkysten.

Vintest: Fire bud på Bordeaux-vin, der er til at betale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce