Vermund har slugt tredjeflest stemmer i landsdelen: Nu er jeg også politiker

Pernille Vermund havde sine børn med til valgfest i DGI Byen i København onsdag aften. Her ses hun med den ene af sine to sønner. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Vermund har slugt tredjeflest stemmer i landsdelen: Nu er jeg også politiker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For få år siden havde Pernille Vermund ikke råd til at bo i sit hus, fordi et nyt politisk projekt slugte al hendes tid. Nu har vælgerne blåstemplet hendes parti Nye Borgerlige og placeret hende i top tre over største stemmeslugere i Syd- og Sønderjylland

Valgresultat: Lige siden Pernille Vermund stiftede Nye Borgerlige for tre et halvt år siden, har hun insisteret på skelne mellem sig selv og "politikerne".

Nye Borgerlige består nemlig ikke af politikere, men af almindelige danskere, som alle har et arbejde, har hun tidligere sagt. Men nu er hun klar til at ændre retorikken. Onsdag styrede Pernille Vermund og tre partifæller direkte ind i Folketinget, da knap 2,4 procent af vælgerne satte sit kryds ved hendes parti. I Syd- og Sønderjylland stemte 13.391 vælgere hende ind i top tre over landsdelens største stemmeslugere kun overgået af Venstres Ellen Trane Nørby og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der fik henholdsvis 13.477 og 23.119 personlige stemmer.

- Nu er jeg også politiker. Og jeg skal øve mig i at kalde mig selv politiker, siger Pernille Vermund.

Nu er jeg også politiker. Og jeg skal øve mig i at kalde mig selv politiker.
Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige

Lejede huset ud

Vejen til Folketinget har været sej, forklarer Pernille Vermund. I en periode havde hun ikke råd til at bo i sit hus, fordi partiprojektet tog alt hendes tid.

- Jeg måtte leje huset ud og flytte til mine forældre, fordi jeg ikke kunne arbejde fuld tid i mit firma, siger Vermund, der før hendes politiske debut drev sit eget arkitektfirma.

Derfor er hun glad og lettet over, at målet nu er nået, og Nye Borgerlige har fået fire mandater i Folketinget.

- Jeg er rigtig glad for at vide, at det har været det hele værd, siger hun og understreger, at der er tale om en holdindsats, hvor mange mennesker har arbejdet hårdt.

Partier tager afstand

Men arbejdet slutter ikke her, for næste spørgsmål bliver, hvordan Nye Borgerlige skal gøre sin indflydelse gældende. På begge fløje har partier taget afstand fra Vermund på grund af hendes tre ufravigelige krav på udlændingeområdet, der - hvis de gennemføres - betyder, at Danmark kommer på kant med internationale aftaler.

- Vi får selskab af i hvert fald et parti, som repræsenterer synspunkter, som ikke er forenelige med vores. For Venstre er et internationalt orienteret parti (...)Vi kan ikke bruge Nye Borgerlige til noget i den sammenhæng, sagde Lars Løkke Rasmussen senest i sin tale til Venstres valgfest sent onsdag aften.

Det er noget, Pernille Vermund tager med ophøjet ro.

- Lad os se, når valget er overstået, om han holder fast i det politikerspil. Nu foreligger arbejdet med de mandater, vi har fået, siger Vermund.

Kendisfaktor

Hun fortæller, at Mette Frederiksen (S), der med stor sandsynlighed bliver Danmarks næste statsminister, har inviteret til en samtale, hvor hun ønsker at drøfte Nye Borgerliges mål og visioner. Vermund erkender dog, at det ikke nødvendigvis resulterer i indflydelse.

- Hvis det ikke lykkes, og Mette Frederiksen vælger at samarbejde med Morten Østergaard (R) og Pernille Skipper (EL), så vil vi bruge vores mandater til at stille os på talerstolen og sige, at vi bevæger os i en skæv og forkert retning, siger hun.

Mens Pernille Vermund selv fravristede over 13.000 syd- og sønderjyske stemmer fra andre partier, gik det knap så godt for de øvrige Nye Borgerlige-kandidater på stemmesedlen. De ligger alle på mellem 46 og 135 personlige stemmer. Pernille Vermund afviser, at det skyldes decideret kendisfaktor omkring hendes person, men erkender, at hun selv har været den mest fremtrædende i medierne. Hun vurderer, at stemmefordelingen især skyldes partiets unge alder.

- Da vi gik ind i valgkampen, var der stadig mange, der ikke vidste, hvem vi var. Så er der endnu færre, der ved, hvem vores lokale kandidater er, siger Vermund, der håber, at de fire mandater i Folketinget vil skabe mere opmærksomhed om flere af Nye Borgerliges profiler.

Vermund har slugt tredjeflest stemmer i landsdelen: Nu er jeg også politiker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce