Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vagtlægeflugt kan ramme patienterne

Vagtlægechef i Region Syddanmark, Ole Holm Thomsen, forudser, at vagtlægeflugten allerede på kort sigt kan skabe problemer. Arkivfoto

Vagtlægeflugt kan ramme patienterne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vagtlægechef forudser, at 67 vagtlægers stop vil resultere i længere ventetider og lukkede konsultationer, medmindre konflikt om nyt gebyr bliver løst. Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for gebyret, inviterer nu til dialog.

Konflikt: Vagtlægeflugten i Region Syddanmark kan i sidste ende føre til lukkede konsultationer og længere ventetider for de syddanske patienter. Sådan lyder det fra vagtlægechef i Region Syddanmark, Ole Holm Thomsen, efter at det er kommet frem, at et nyt gebyr på 4.000 kroner har fået flere vagtlæger til at sige deres job op.

- I bund og grund kan det betyde færre læger på vagt, og det kan betyde længere ventetider. Det kan måske være områder, hvor vi måske må lukke konsultationer, fordi der ikke er læger til at passe dem, siger Ole Holm Thomsen.

Han har dog endnu ikke dannet sig et fuldt overblik over, hvilke læger, der er tale om, og hvor mange vagter de har. Regionen oplyste onsdag eftermiddag, at 67 vagtlæger har valgt at sige stop.

- Da jeg ikke ved, præcist hvilke læger, det er, så ved jeg heller ikke, hvor mange vagter det er, eller hvor stort problemet. Men det er ikke noget lille problem, siger han.

Han er dog overbevist om, at det allerede nu kan skabe problemer i dækningen af lægevagterne, hvis der ikke hurtigt findes en løsning.

- Det er ikke sådan, at der ikke er læger på vagt i morgen. Men det kan give os et ret stort dækningsproblem primært på lang sigt, men også på kort sigt, siger han.

Sagen kort
Problematikken omkring vagtlægernes gebyr tager udgangspunkt i, at Folketinget i sommeren 2016 besluttede at styrke kontrollen med sundhedsvæsnet.Tanken var, at dem, der skal kontrolleres, selv skal betale for det. Konkret betød det, at de læger, der kører som vagtlæger, men ikke har egen lægepraksis - eksempelvis hospitalslæger, uddannelseslæger eller pensionerede læger - registreres som et selvstændigt behandlingssted. Det betyder et nyt gebyr på 4.000 kroner. Vagtlæger med egen praksis er allerede registreret som et behandlingssted.

Loven trådte i kraft i januar 2017, men det er først nu, at den rulles ud over for vagtlægerne. Derfor skal de betale for egenkontrollen med tilbagevirkende kraft.

Der er omkring 600 vagtlæger i Region Syddanmark. Cirka 440 af dem arbejder som praktiserende læger ved siden af.

En vagtlæge bliver honoreret efter, hvor mange patienter vedkommende har igennem på en vagt. En vagtlæge tjener i gennemsnit 7.500 kroner på en vagt.

Betaling

Villy Søvndal (SF), nyt medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, ser to løsninger på problemet.

- Regeringen og Folketinget, der har skabt problemet med det absurde gebyr, må se at få rettet den fejl, de har begået. Gør de ikke det, må vi i regionen dække den afgift. Vi kan ikke have en ordning, hvor der ikke er tilstrækkeligt med vagtlæger, siger han.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der står bag gebyret, som skal dække omkostningerne til tilsyn med lægerne. Det er ikke alle vagtlæger, der skal betale de 4000 kroner, men kun dem, der ikke er praktiserende læger, som i forvejen betaler gebyret. Det drejer sig om cirka 160 læger.

Poul-Erik Svendsen (S), næstformand i regionsrådet, mener ikke, at det er tid til at give op og selv punge ud.

- Aben er på ministerens skuldre. Det er urimeligt at pålægge dem, der tager få vagter i ordningen, et gebyr. Det må vi holde ministeren ansvarlig for. Det her rammer de unge læger, der ikke selv har en praksis, men tager vagter for at få det hele til at fungere, unge i uddannelse, siger Poul-Erik Svendsen.

Stephanie Lose (V), formand for regionsrådet i Syddanmark, har kontaktet Danske Regioner, der har rettet henvendelse til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) for at få løst problemet.

- Vagterne er lagt et stykke frem, men vi skal have en hurtig løsning for at sikre de kommende måneder også, siger hun.

Ellen Trane Nørby har bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om se på problemstillingen og afdække mulige løsninger. Styrelsen inviterer nu alle interesserede regioner, Danske Regioner samt Praktiserende Lægers Organisation til møde i den kommende uge.

Vagtlægeflugt kan ramme patienterne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.