Trods skøn om menneskehandel: Danish Crown ikke klar til at droppe vognmand

Selvom det er blevet afsløret, at Kurt Beier Transport tilbød sine udenlandske chauffører ringe forhold, vil Danish Crown ikke stoppe samarbejdet med Kurt Beier Transport, som Danish Crown er forbundet med gennem N&K Spedition. Privatfoto

Trods skøn om menneskehandel: Danish Crown ikke klar til at droppe vognmand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvom Center mod Menneskehandel tidligere på ugen konkluderede, at 26 lastbilchauffører var ofre for menneskehandel, har Danish Crown stadig ikke droppet samarbejdet med Kurt Beier Transport.

Padborg: Det er nu 11 dage siden, at det blev afsløret, hvordan op mod 200 filippinske lastvognchauffører boede under kummerlige forhold i en slumlignende lejr i Padborg hos vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport.

Afsløringen af den omstridte sag fik kort efter en lang række virksomheder som Arla, Jysk og Danmarks største transportkoncern DSV til at vende Kurt Beier Transport ryggen, men ikke den danske slagterigigant Danish Crown, skriver Fagbladet 3F.

At Center mod Menneskehandel tidligere på ugen konkluderede, at 26 lastbilchauffører fra lejren i Padborg var ofre for menneskehandel, har ikke været udslagsgivende for Danish Crown.

Selskabet har nemlig stadig ikke besluttet, om samarbejdet med transportvirksomheden skal afsluttes eller ej, skriver Fagbladet 3F.

- Vi har nedsat en gruppe, der arbejder på sagen, og som forsøger at komme til bunds i hele affæren. Vi håber stadig, at politiet meget snart melder ud, hvordan de ser på Kurt Beier Transport. Samtidig har vi iværksat et arbejde, der kigger lidt bredere på de udfordringer i transportbranchen, som denne sag har blotlagt, siger pressechef Jens Hansen.

Han forventer, at der går et par uger, før Danish Crown har en konklusion på, om de dropper samarbejdet eller ej.

Samarbejde gennem N&K Spedition

Samarbejdet mellem Kurt Beier Transport og Danish Crown foregår via det store speditionsfirma N&K Spedition, som hver uge kører flere hundrede transporter for Danish Crowns slagterier.

N&K Spedition specialiserer sig i køletransporter, og de bruger flere forskellige vognmænd til at trække deres trailere rundt i Danmark og Europa, og det er her, at Kurt Beier Transport kommer ind i billedet.

- Vi har et omfattende samarbejde med N&K Spedition, og vi risikerer at komme i en situation, hvor vi har et erstatningsansvar for kontraktbrud, hvis vi opsiger kontrakten med N&K Spedition - eller pålægger dem at klare vores transporter uden at bruge Kurt Beier Transport. Hvis politiet vurderer, at der har fundet ulovligheder sted, så har vi en anden situation, og det vil være nemmere at komme ud af kontrakten, siger pressechef Jens Hansen.

Ifølge Fagbladet 3F's oplysninger er N&K Spedition og Kurt Beier Transport meget tætte forretningspartnere, og vognmandsfirmaet Kurt Beier står for omkring 10 procent af alle N&K Speditions transporter for Danish Crown.

Trods skøn om menneskehandel: Danish Crown ikke klar til at droppe vognmand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce