Trods ny forsøgsordning: Jan og Ole må stadig ikke fiske efter stillehavsøsters

Ole Daugaard fra Rømø har i årevis kæmpet for at få lov til at fiske efter og sælge stillehavsøsters. Kun ved håndkraft kan han nu få lov til at samle de store østers i Vadehavet. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Trods ny forsøgsordning: Jan og Ole må stadig ikke fiske efter stillehavsøsters

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nye forsøgsordning med fiskeri af stillehavsøsters i Vadehavet gælder kun, hvis man er registreret erhvervsfisker, og fiskeriet må kun ske med håndkraft. Dermed får hverken Jan Rasmussen eller Ole Daugaard glæde af ordningen, de ellers har ventet på i årevis.

Stillehavsøsters: Forventningens glæde blev mandag afløst af skuffelse hos Jan Rasmussen og Ole Daugaard fra Rømø. Her offentliggjorde Fiskeristyrelsen nemlig detaljerne i den forsøgsordning, der nu gør det muligt at samle og sælge stillehavsøsters i Vadehavet frem til den 31. maj 2019.

I flere år har de ventet på at få lov til at fiske efter den invasive østersart, der hurtigt breder sig i de danske farvande, og som allerede har invaderet store dele af Vadehavet.

Men nej.

- Jeg er meget, meget skuffet. Og jeg er skuffet over regeringen og de ministre, der gentagne gange har lovet, at vi kunne få lov til at fiske efter stillehavsøsters, siger Ole Daugaard.

Han er en af de fiskere, der ønsker at fiske efter stillehavsøsters ved at skrabe bunden af Vadehavet. Men det må han ikke - den nye forsøgsordning giver nemlig kun tilladelse til at samle østers med håndkraft. Det skyldes ifølge minister for fiskeri Eva Kjer Hansen (V) hensyn til natur og miljø i og omkring Vadehavet.

- Lige nu har jeg meget svært ved at finde ud af, hvad jeg skal gøre ved det her. Hvis jeg skal ud og håndplukke, kan jeg ikke genetablere min virksomhed på Rømø. Jeg kan ikke indsamle så mange, at jeg kan få det til at hænge sammen økonomisk, siger han med henvisning til hans muslingefabrik, der har stået tom i årevis.

Stillehavsøsters i Vadehavet
I løbet af de seneste år er der kommet flere og flere stillehavsøsters i Vadehavet. Stillehavsøsters er en invasiv art, og den er ifølge forskere ødelæggende for naturen i området.

Alligevel har det i flere år ikke været tilladt at fiske efter muslinger og netop stillehavsøsters i Vadehavet af frygt for, at naturen bliver ødelagt. Forskere strides dog om dette, da nogle mener, at det vil give mening at fjerne stillehavsøsters gennem netop fiskeri.

Forsøgsordningen med manuel opsamling af stillehavsøsters skal give overblik over, om natur og miljø tager skade.

Kun til gavn for virksomheder

Hverken Ole Daugaard eller Jan Rasmussen tror, at den nye forsøgsordning vil få en effekt på miljøet i og omkring Vadehavet, fordi det netop ikke vil kunne betale sig for fiskerne at samle stillehavsøsters ved håndkraft.

- Så skal det jo ske ved lavvande, og det er kun tilfældet en time eller to om dagen. Derudover skal vejrforholdene ellers være til det, så jeg tror ikke, at mange vil benytte det, siger Ole Daugaard.

For Jan Rasmussen er ønsket om salg af stillehavsøsters atter sat på pause, fordi han ikke er registreret erhvervsfisker, hvilket Fiskeristyrelsen kræver i den nye ordning.

- Det betyder, at det kun er en lille skare af mennesker, der får gavn af det her. Det er egentlig kun virksomheder, hvis de da kan få det til at løbe rundt, siger han.

Ved henvendelse til minister Eva Kjer Hansen er det oplyst, at hun er på ferie.

Trods ny forsøgsordning: Jan og Ole må stadig ikke fiske efter stillehavsøsters

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce