Tillidsfolk er positivt overraskede over høj trivsel på Sygehus Sønderjylland

Janne Jensen, fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på Sygehus Sønderjylland, og Jesper Rønn, fællestillidsrepræsentant for bioanalytikerne og næstformand i det fælles medarbejderudvalg, glæder sig over, at de ansattes trivsel er vokset markant på to år. Arkivfoto: Claus Thorsted

Tillidsfolk er positivt overraskede over høj trivsel på Sygehus Sønderjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De ansatte på Sygehus Sønderjylland er endnu gladere for deres arbejde, end tillidsfolkene havde turdet håbe på. De roser ledelsens fokus på at sikre en bedre trivsel.

Sag: De var godt klar over, at der var fremgang at spore i medarbejdernes glæde ved at møde på Sygehus Sønderjylland, men at trivslen på to år har rykket sig fra langt under regionsgennemsnittet til et stykke over, kommer alligevel bag på tillidsrepræsentanter på sygehuset. En ny måling, som 91 procent af de knap 3000 ansatte har besvaret, viser, at trivslen er gået fra en score på 68 i efteråret 2016 til 77. Det er to point over regionens gennemsnit. Stort set samtlige afdelinger på sygehuset har forbedret det psykiske arbejdsmiljø. Det sker efter flere års uro, der kulminerede med fyringen af den daværende direktion i begyndelsen af 2017.

- Det er fantastisk, at det går den vej. Det var også min forhåbning, og den er til fulde indfriet. Det er endnu bedre end forventet, siger Janne Jensen, fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på sygehuset.

Sammen med Jesper Rønn, fællestillidsrepræsentant for bioanalytikerne og næstformand i det fælles medarbejderudvalg, repræsenterer de 1100 af de i alt knap 3000 sygehusansatte.

- Jeg kiggede lige en ekstra gang, da jeg så resultatet. Jeg blev helt høj, siger Jesper Rønn, der bemærker, at ingen afdelinger ifølge undersøgelsen længere scorer rødt på det psykiske arbejdsmiljø. Så godt som alle har en nu en grøn farve, hvilket indikerer, at trivslen er god.

Sagen kort
I 2016 scorede Sygehus Sønderjylland 68 point på en skala fra 0-100 på trivsel, da den seneste måling af medarbejdertilfredsheden blev foretaget. Nu er tallet 77, hvilket er to point over regionsgennemsnittet. På så godt som samtlige parametre er der stor fremgang at spore.

Kort efter at trivselsmålingen blev offentliggjort i slutningen af 2016, blev den daværende direktion fyret. Det skete, efter at JydskeVestkysten havde afdækket omfattende problemer med dårligt psykisk arbejdsmiljø, lav tillid til ledelsen og medarbejderflugt.

Tilsyn

Arbejdstilsynet konkluderede i løbet af 2017, at en række afdelinger var præget af blandt andet stor personaleudskiftning, vold og trusler samt højt arbejdspres og sygefravær.

Jesper Rønn roser både ansatte og ledelsen for deres store fokus på at få løftet arbejdsmiljøet de steder, det har været nødvendigt. Og så er arbejdsmiljøorganisationen blevet løftet fra én til tre ansatte, siden den nuværende direktion tiltrådte.

Svarprocenten på 91 er hele 12 procentpoint over niveauet ved den seneste måling for to år siden og klart den højeste i hele regionen.

- Jeg tror, at medarbejderne sidste gang tænkte, at der alligevel ikke skete noget med deres svar. Det føler de, at der gør nu, og det bør man også forvente, mener Jesper Rønn.

Lægesekretærernes fællestillidsrepræsentant, Susanne Seehagen, har også bemærket, at de ansatte er blevet langt gladere for at gå på arbejde. Hun roser direktionen for at tage hånd om de problemer, som de er blevet bekendt med og derefter blandt andet sætte ekstra folk ind på de mest pressede afdelinger.

Lyttende tilgang

Jette Jensen mener, at den mere flade organisationsstruktur, der blev indført i sommeren 2017, har medvirket til at øge trivslen.

- Det har givet en bedre og lettere adgang til lederne. Og så har der været en anderledes lyttende tilgang fra direktionen, og det har nok også haft en afsmittende effekt ned gennem systemet.

Selvom tillidsfolkene glæder sig over det forbedrede arbejdsmiljø, understreger de, at mange ansatte er meget pressede på ressourcerne.

Inden for en overskuelig fremtid går mange på pension, mens der er få unge til at tage over.

- Det kræver en dialog med medarbejderne. Hvad er problemet, og hvordan får vi dem løst med de mennesker, vi er. Det er også en politisk drøftelse værd om, hvad vi som borgere kan forvente, påpeger Jette Jensen.

Tillidsfolk er positivt overraskede over høj trivsel på Sygehus Sønderjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce