Thulesen Dahl trods nedtur og kritik: Vi står det helt rigtige sted

Partilleder Kristian Thulesen Dahl gæstede tirsdag sidst på eftermiddagen JydskeVestkystens redaktion i Kolding til et læserarrangement. Han afviste kritikken af, at partiet ikke har fået nok igennem siden sidste valg, som gav rekordstor vælgertilslutning. Foto: Rasmus Just

Thulesen Dahl trods nedtur og kritik: Vi står det helt rigtige sted

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk Folkeparti skal hverken se længere mod rød blok eller mod de to nye partier på højrefløjen, understregede partileder Kristian Thulesen Dahl ved JydskeVestkystens læserarrangement tirsdag.

Vælgertilslutningen er langt fra god nok, men Dansk Folkeparti har ageret fornuftigt i sine fire år som det næststørste parti i Folketinget og det største parti i blå blok.

Det var meldingen fra partiets leder, Kristian Thulesen Dahl, da han tirsdag sidst på eftermiddagen stillede op til JV Direkte-arrangement i Kolding. Her havde JydskeVestkysten inviteret læserne til at møde politikeren, som i 2015 støvsugede den sydjyske storkreds for stemmer.

Det skete med udsigt til valgbussen på parkeringspladsen, der har partilederens ansigt og udsagnet " Du ved stadig, hvad vi står for".

Og det pointerede Kristian Thulesen Dahl flere gange, da han skulle forholde sig til, at partiet nu står til omkring 12 procent af stemmerne mod 21 ved valget i 2015. Samtidig har der lydt kritik af, at partiet ikke har leveret tilstrækkeligt på udlændingeområdet.

- Vi kan alle medvirke i bagklogskabens ulideligt klare lys. Jeg oplever bud i alle retninger. På gaden i Vejle i dag var der to, der mente, jeg var for tæt på Mette Frederiksen og to, der mente, jeg var for tæt på Lars Løkke Rasmussen. Jeg kan ikke honorere ønsker, der går i stik modsatte retninger, og det viser for mig, at vi skal være tro mod os selv og så få politik igennem med dem, som vi kan samarbejde med, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

Han gentog, at partiet har leveret mange resultater.

Blandt andet i form af højere pensionsalder i samarbejde med Socialdemokratiet. Og via rødt samarbejde har partiet også afvist topskattelettelser, påpegede partilederen.

- Samtidig har vi lavet udlændingepolitik med regeringen, og vi har nu det laveste asyltal i ti år, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Både DR og TV2 følger i hælene på Kristian Thulesen Dahl i valgkampen over hele Danmark. Efter arrangementet med avisen tirsdag aften blev han interviewet live i TV-avisen. Foto: Rasmus Just
Både DR og TV2 følger i hælene på Kristian Thulesen Dahl i valgkampen over hele Danmark. Efter arrangementet med avisen tirsdag aften blev han interviewet live i TV-avisen. Foto: Rasmus Just

Samarbejde

På den ene side vil han gerne samarbejde med Socialdemokratiet, men han vil også gerne i regering med Lars Løkke Rasmussen. Til gengæld afviser han de to nye partier på højrefløjen, Stram Kurs og Nye Borgerlige.

- Vi står det helt rigtige sted, fastslog Kristian Thulesen Dahl.

Han erkendte, at de nuværende meningsmålinger er langt fra tilfredsstillende. Og hvis målet om en regering med Venstre skal blive en realitet, skal vælgertilslutning op på omkring 17 procent, har Kristian Thulesen Dahl sagt.

- Der er tre uger tilbage af valgkampen, og jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at gå fremad.

Blandt de 10-15 tilhørere var der flere spørgsmål.

Niels Nikolajsen ville gerne vide, om Dansk Folkeparti i så fald vil støtte Lars Løkke Rasmussen som EU-kommissær.

- Tror du, han er kandidat? Det vil han nok gerne, sagde Kristian Thulesen Dahl med et smil, hvorefter han udtrykte sin skepsis over for den nuværende danske kommissær, Margrethe Vestager (R), som er "for glad for EU".

- Vi vil gerne have en, der vil være skeptisk over for EU.

Reform

Andre fremmødte var mere kritiske over for Dansk Folkepartis ageren.

Inger Nikolajsen var utilfreds med Dansk Folkepartis ønske om at nedlægge regionerne. Det er en del af aftalen om en sundhedsreform med regeringen.

- Det er en af hovedårsagerne til, at jeg ikke tænkt mig at stemme på jer denne gang, sagde Inger Nikolajsen, som kaldte reformen en centralisering.

Kristian Thulesen Dahl understregede, at langt flere behandlinger skal ske tæt på borgeren.

- Og så er jeg træt af det abespil mellem regioner og staten. Regionsrådspolitikerne sender ansvaret videre til staten, mens staten siger, at det er regionens ansvar. Hvem skal man egentlig stille til ansvar? Her skal kommunerne engageres meget mere, så det bliver mere stringent, hvem der har ansvaret, lød svaret fra Kristian Thulesen Dahl.

Ole Bjørn Pedersen var harm over, at ingen partier for alvor reagerede, da flygtninge gik på den sønderjyske motorvej i september 2015.

- Jeg følte ikke, at I trådte i karakter, selvom I fik så mange stemmer især i vores landsdel, lød kritikken mod Dansk Folkeparti.

Grænsekontrol

Kristian Thulesen Dahl påpegede, at hans parti var et ud af ni i Folketinget, og samtidig manglede der en grænsekontrol.

- Men det blev også næsten italesat dengang, som om vi næsten selv kunne ordne tingene, sagde Kristian Thulesen Dahl og henviste til, at hans parti kun havde 21 procent af stemmerne på landsplan.

- Vi kunne have væltet regeringen, men så havde vi nok ikke opnået det, vi har opnået de sidste fire år. Og vi har så også fået rykket Mette Frederiksen over mod os.

- Men koster det ikke nu, spurgte Ole Bjørn Pedersen.

- Jo, det kan det godt gøre. Men vi skal gøre det rigtige i situationen og så forklare det. Og så respektere, hvis folk mener, vi skulle have gjort noget andet dengang. Men jeg mener virkelig, at vi de sidste fire år har haft rigtig meget indflydelse, og det er, fordi vi har placeret os, som vi gjorde, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

Thulesen Dahl trods nedtur og kritik: Vi står det helt rigtige sted

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce