Slut med at bo på hotel: Grænsevagter bliver nu indlogeret på kaserner

Soldater og hjemmeværnsfolk skal fremover bo på Flyvestation Skrydstrup, Søgårdlejren og Haderslev Kaserne, når de er udstationeret ved grænsen i Sønderjylland. Foto: Scanpix/Simon Skipper

Slut med at bo på hotel: Grænsevagter bliver nu indlogeret på kaserner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hjemmeværnsfolk og soldater må ikke længere bo på Benniksgaard Hotel og feriecenteret Marina Fiskenæs, når de er udsendt som grænsevagter. Fremover skal de bo på kaserner, og det sparer Forsvaret mange millioner kroner.

Indkvartering: Indtil den 25. juni i år har Forsvarets grænsevagter kunne nyde spa, sportsfaciliteter og naturskønne omgivelser, når de imellem deres vagter har været indlogeret på feriecenteret Marina Fiskenæs eller Benniksgaard Hotel i Gråsten.

Men fremover skal både hjemmeværnsfolk og soldater bo på Flyvestation Skrydstrup, Haderslev Kaserne eller Søgårdlejren, når de er udsendt til at bevogte den dansk-tyske grænse.

Det sker som følge af det forsvarsforlig, der blev indgået af et bredt flertal af partier i januar, fortæller oberstløjtnant Carsten Michael Freund Møller fra operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando. Før støttede Forsvaret politiet på politiets anmodning, hvorfor det også var politiet, der betalte for indkvartering og bespisning af Forsvarets mandskab i forbindelse med grænsearbejdet.

- Men med forliget er støtte til politiet officielt blevet en del af Forsvarets opgaver. Vi er altså af politikerne blevet beordret til at støtte politiet, og det betyder, at vi selv betaler, siger Carsten Michael Freund Møller.

I min verden er det helt rationelt at indkvartere på vores egne områder. Jeg er jo også skatteborger, så jeg har det rigtig godt med, at vi vælger en ressourcebevidst tilgang og ikke bruger unødigt mange skattekroner.
Carsten Michael Freund Møller, oberstløjtnant fra operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando

Sparer millioner

Modsat politiet har Forsvaret sine egne militære indkvarteringsfaciliteter i form af kaserner i det meste af landet. Dem er Forsvaret forpligtet til at gøre brug af i videst muligt omfang, så skattekronerne rækker længst muligt. Carsten Michael Freund Møller vil ikke oplyse, hvor meget det koster at indlogere grænsevagterne på henholdsvis Marina Fiskenæs, Benniksgaard og kasernerne, idet der er tale om fortrolige statsaftaler.

- Men vi sparer mange millioner ved at bruge kasernerne. Det er signifikant, siger han.

Af en aktindsigt, som JydskeVestkysten fik tilbage i 2016, fremgår det, at Rigspolitiet brugte 55 millioner kroner på overnattende grænsebetjente i 2016. Den største ordre lå dengang hos Benniksgaard Hotel.

Længere transporttid

Den nye adresse har givet nogle grænsevagter længere på arbejde. Eksempelvis tager det cirka 35 minutter at køre fra Marina Fiskenæs til grænseposten ved Frøslev, mens det tager 45-50 minutter fra Flyvestation Skrydstrup. Ifølge Carsten Michael Freund Møller er den længere transporttid isoleret set ressourcespild, men det er småting ved siden af den besparelse, det giver at indlogere hjemmeværn og soldater på kaserner frem for på hotel, mener han.

- I min verden er det helt rationelt at indkvartere på vores egne områder. Jeg er jo også skatteborger, så jeg har det rigtig godt med, at vi vælger en ressourcebevidst tilgang og ikke bruger unødigt mange skattekroner, siger han.

Slut med at bo på hotel: Grænsevagter bliver nu indlogeret på kaserner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce