Skole lukker: 4000 kursister og 43 medarbejdere ladt i stikken

AOF Syd - som har kursusaktiviteter i de fire sønderjyske kommuner - måtte torsdag kaste håndklædet i ringen. Arkivfoto: Morten Stricker

Skole lukker: 4000 kursister og 43 medarbejdere ladt i stikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Likviditeten hos AOF Syd er blevet så elendig, at den sønderjyske kursusvirksomhed har måttet meddele flere tusinde kursister og 43 medarbejdere, at skolen har givet op. Der arbejdes på en rekonstruktion.

Sønderjylland: AOF Syd, udbyder af kurser og sprogskole i Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder kommuner, lukker pr. omgående. Pengekassen er ganske enkelt tom, fordi antallet af kursister er raslet ned. Især har danskundervisningen været hårdt ramt.

- Der er konjunkturerne hele vejen rundt, der er skyld i, at det går galt. Vi har undervist rigtigt mange af de asylansøgere, der kom til Danmark for nogle år siden. Vi har drevet sprogcenter i Aabenraa og Tønder i 25 år, men centret i Tønder mistede vi i et udbud for et par år siden, og centret i Aabenraa... Der er jo ingen udlændinge kommet til Danmark i lang tid, forklarer Kjeld Christensen, formand for AOF Syd.

Og så spiller det også ind, at der sidste år kom brugerbetaling på sprogkurser for kursister med en indtægt.

- Et sprogundervisningsforløb koster omkring 12.000 kroner i egenbetaling. Kursisterne var for eksempel landbrugspraktikanter og studerende, og ingen af dem kan betale 12.000 kroner, mener AOF Syd-formanden, der anslår, at brugerbetalingen på sprogundervisningen har betydet en nedgang på mellem 20 og 30 procent.

I løbet af de sidste tre år er vi gået fra 120 fuldtidsmedarbejdere til 43. Det er det, der har drænet likviditeten.
Kjeld Christensen, formand for AOF Syd

Farvel til 77

Den store nedgang i kursister har betydet, at antallet af medarbejdere er skrumpet til en tredjedel på tre år. En kæmpe bet for økonomien.

- I løbet af de sidste tre år er vi gået fra 120 fuldtidsmedarbejdere til 43. Det er det, der har drænet likviditeten. Vi kom ud af sidste år med et voldsomt underskud på grund af de her afskedigelser. Alle skulle have feriepenge med, flere skulle have en fratrædelsesgodtgørelse og nogle havde lange opsigelsesvarsler, forklarer Kjeld Christensen.

Umiddelbart er der penge til kreditorerne efter lukningen, men alligevel ikke helt.

- Medarbejderne har lange opsigelsesvarsler, og dem har vi ikke mulighed for at honorere, når de ikke skal arbejde i opsigelsesperioden. Det er klart, det giver en stor gæld. Mange medarbejdere har været ansat i mange år, forklarer AOF Syd-formanden.

Håber på redning

Ledelsen håber ikke, det bliver en permanent lukning. Der arbejdes på en rekonstruktion, hvor en anden AOF-afdeling overtager aktiviteterne i det sønderjyske.

- Vi holder lukket for undervisning i morgen (fredag, red.) og i næste uge, fordi vi arbejder på andre muligheder. De, der overtager, vil også komme til at drive det videre som en sund forretning, fordi der er god aktivitet, siger Peter Thode Loft, der er direktør for AOF Syd.

Mens omsætningen i 2016 var på 61 millioner kroner, dykkede den til 25 millioner kroner i 2018, men forventningen er, at den lander på 28 millioner kroner i 2019.

- Lavpunktet var sidste år, og vi har gjort noget ved det, men vi er altså kommet i problemer med likviditeten, erkender Peter Thode Loft.

Det er i alt cirka 4000 kursister - 3500 kursister på aftenskoledelen og 500 kursister fordelt på sprogcentret, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning - der må håbe på, at andre vil overtage deres skole.

Skole lukker: 4000 kursister og 43 medarbejdere ladt i stikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce