Sammenlignede DF med nazister: Mindretalsformand beklager opslag på Facebook

Formanden for det tyske mindretal, Hinrich Jürgensen, ærgrer sig over, at han delte facebook-opslag, hvor DF sammenlignes med nazisterne. Arkivfoto: Claus Thorsted

Sammenlignede DF med nazister: Mindretalsformand beklager opslag på Facebook

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det tyske mindretals formand, Hinrich Jürgensen, har delt et Facebook-opslag, hvor Dansk Folkeparti sammenlignes med topnazisten Hermann Göring. Formanden beklager opslaget og har nu slettet det.

Facebook: Kan man som formand for det tyske mindretal tillade sig at dele opslag på sin Facebook-side, hvor Dansk Folkeparti sammenlignes med nazister?

Det spørgsmål presser sig nu på, efter at formanden for BDN, der er foreningen for det tyske mindretal, har delt et facebook-opslag, hvor Dansk Folkeparti sammenlignes med nazisten Hermann Göring, der i en årrække var stedfortræder for Adolf Hitler.

"Har Dansk Folkeparti husket at takke Hermann Göring?", står der i opslaget, som er skrevet af Facebook-gruppen "Nej tak til nazisme", og som Hinrich Jürgensen har delt på sin private Facebook-profil 6. februar.

I teksten til opslaget står der videre, at "vi ved præcis, hvordan DF ønsker, at valgkampe skal foregå: Alt skal handle om udlændinge, som skal have skylden for alt. Og hvis man ikke er enig, så hader man Danmark," mens der afsluttes med at konkludere, at denne strategi er opfundet af nazisterne i 30'erne.

Da JydskeVestkysten mandag kontakter Hinrich Jürgensen for at få svar på, hvorfor han har delt opslaget, mener han i første omgang ikke, at DF sammenlignes med nazisme i opslaget.

- Jeg delte det for at gøre opmærksom på retorikken, man stadig ser flere steder i Europa. Det med at skabe "os" og "dem" og skabe frygt, det er det, Göring snakker om. Jeg har ikke snakket om DF's politik eller noget som helst, siger han.

Her er opslaget, som Hinrich Jürgensen først har delt og siden fjernet fra sin Facebook-profil. Foto: Skærmbillede fra Facebook.
Her er opslaget, som Hinrich Jürgensen først har delt og siden fjernet fra sin Facebook-profil. Foto: Skærmbillede fra Facebook.

Misforstået

Han peger på, at der i billedet, som han har delt med opslaget, figurerer et Göring-citat, hvor han fortæller om virkningen ved at skabe frygt i en befolkning. Ovenover citatet står der: "DF har en plan for valgkampen. Hvor fik de mon idéen til den plan?"

- Det er nok en fejl, at jeg ikke havde uddybet, at det handlede om den generelle retorik, siger han.

Men synes du, at der er nogen sammenhæng mellem Dansk Folkeparti og Hermann Göring?

- Overhovedet ikke, siger Hinrich Jürgensen.

Fortryder

Efter selv at have set opslaget igen kan Hinrich Jürgensen dog godt se, at Dansk Folkeparti sammenlignes med nazisterne i opslaget. Derfor har han nu slettet opslaget.

- Jeg beklager meget at have delt opslaget. Det er ret upassende at sammenligne DF med nazisterne. Det var absolut ikke min mening. Jeg ville gøre opmærksom på, at der er en form for retorik, som altid virker og altid har gjort det. Men jeg kan godt se, at det var ikke okay at dele opslaget, siger han.

Han har derfor også tænkt sig at tænke sig mere om, inden han deler opslag på Facebook i fremtiden.

- Jeg vil da tænke mig mere om en anden gang. Men man skal samtidig også have lov at ytre sig, siger han.

Dansk Folkeparti står særlig godt i Sønderjylland, hvor de ved valget i 2015 fik omkring 30 procent af stemmerne i de sønderjyske kommuner.

Sammenlignede DF med nazister: Mindretalsformand beklager opslag på Facebook

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce