Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nu kommer der en løsning til akut mangel på udlejningssommerhuse

Bundfradraget for sommerhusudlejning hæves fra 21.900 til 40.000 kroner. Formålet med aftalen er at få flere sommerhusejere til at leje deres huse ud. Arkivfoto: Timo Battefeld

Nu kommer der en løsning til akut mangel på udlejningssommerhuse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Feriecentrene i Danmark skriger efter flere sommerhuse at leje ud. Det problem skal et højere bundfradrag for sommerhusudlejning hjælpe på. Håbet er at få flere til at leje deres sommerhuse ud.

Ferieudlejning: Et bredt politisk flertal er blevet enige om at hæve bundfradraget for sommerhusudlejning fra 21.900 til 40.000 kroner. Formålet med aftalen, der også gælder med tilbagevirkende kraft fra 2018, er at få flere sommerhusejere til at leje deres huse ud.

- Når vi fordobler sommerhusfradraget, så tror jeg, der vil være en langt større motivation for sommerhusejerne til at leje deres sommerhus ud, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til DR Nyheder.

Administrerende direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, Carlos Villaro Lassen, tror på, at det nye tiltag vil resultere i flere sommerhuse, som kan lejes ud. Noget som udlejningscentrene i stor stil står og mangler.

- Vi er super glade for det og har håbet længe på, at der ville ske noget, fordi vi står og mangler sommerhuse. Den største betydning er, at de sommerhusejere, der er i dag, vil investere mere og blive ved med at udleje. Men vi vil ikke mindst få nogle nye sommerhusejere til at overveje at leje deres huse ud, siger direktøren.

På kort sigt forventer han at se 2.000 flere sommerhuse til udlejning og på længere sigt helt op til 5.000 flere. Men han skønner samtidig, at der mangler helt op til 10.000 flere sommerhuse, som vil kunne lejes ud.

- Vi er i desperat brug for de her investeringer, så at hæve bundfradraget er meget positivt, forklarer Carlos Villaro Lassen.

Udlejning af sommerhuse
Feriehusudlejning er Danmarks største overnatningsform inden for turisme. Feriehusudlejning står for 54 procent af samtlige udenlandske overnatninger og har i alt knap 20 millioner overnatninger om året. Alle sommerhuse, der udlejes, er ejet af private danskere, som sætter dem til udlejning gennem udlejningsbureauer, når de ikke selv benytter dem.

Motivation til at leje ud

Hos Novasol Dansommer, som står for 10.000 feriehuse i Danmark, er man også glad for den gode nyhed.

- Vi håber på, at vi får flere sommerhuse til udlejning. Det mangler vi i højsæsonen. I øjeblikket er der rigtig stor efterspørgsel henover juli og august måned. Hvis man kunne få nogle husejere, der i dag ikke lejer deres sommerhuse ud, til at gøre det, vil det hjælpe på den store mangel på sommerhuse, som vi ser, siger Mette Lind, der er områdeleder i Varde, Henne, Fanø og Blåvand hos Novasol Dansommer.

Hun tror på, at et bundfradrag på 40.000 kroner vil være en stor motivation for husejerne.

- Vi er nødt til at sige nej til gæster, som gerne vil booke et sommerhus, fordi vi simpelthen ikke har nok at leje ud. Vi har uger helt hen i oktober, hvor alt er lejet ud på vestkysten. Derfor er det her en fantastisk nyhed, siger Mette Lind.

Det forhøjede fradrag gælder kun, hvis udlejningen sker gennem et udlejningsbureau. Sker udlejningen privat, er fradraget for sommerhusejerne på 11.000 kroner om året.

Nu kommer der en løsning til akut mangel på udlejningssommerhuse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.