Lars Munch 60 år: En stilfærdig magtudøver på Rådhuspladsen

JP/Politikens Hus blev ramt på troværdigheden af det bitre opgør om Muhammed-krisen og dens konsekvenser mellem debattør og tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose og JP's tidligere chef Jørgen Ejbøl. Så heftig var kritikken, at bestyrelsesformand Lars Munch inviterede den eksterne presse til et sjældent interview på Rådhuspladsen i december 2016. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Lars Munch 60 år: En stilfærdig magtudøver på Rådhuspladsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars Munch er diplomatisk og vellidt. Han er skræmt over verdens ulighed, men har samtidig fået kritik for at hæve en bonus. Den 15. april fylder han 60.

I fremtoning ligger Lars Munch langt fra den magt, han forvalter i et vigtigt hjørne af dansk dagspresse - nemlig på posten som bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus, der udgiver de tre umage aviser Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.

Lars Munch beskrives som en stilfærdig, diplomatisk og tilbageholdende mand. Han er kvalitetsbevidst, går dyrt klædt og er stærkt kunstinteresseret, hvilket flugter fint med hans formandspost for kunstmuseet Louisiana.

Det er angiveligt svært at finde nogen i bladhuset på Rådhuspladsen, som taler ondt om Munch, der mandag den 15. april fylder 60. I 2009, da han fyldte 50, forsøgte Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert sig. Men han kunne ikke opdrive noget snavs om Munch, beklagede Falbert, der ellers oftest er nådesløs og skarp som en ragekniv bag tasterne.

- Altid velforberedt. Aldeles præcis. Urimeligt venlig. Uhyre flittig, noterede Falbert om Lars Munch.

Formandsposten i JP/Politikens Hus overtog Munch i 2014 efter Jørgen Ejbøl, den tidligere chef for Jyllands-Posten. Forinden havde Lars Munch været administrerende direktør for det sammenbragte bladhus, som overraskende fusionerede i 2003. Inden da tilbragte han 15 år først som adm. direktør for Børsens Forlag og derefter direktør i Bonnier-koncernen, der ejede Børsen.

Lars Munch er den diametrale modsætning til sin modpol og sjælepartner udi pragmatisk bladbusiness: Damptromlen og general Patton-elskeren Jørgen Ejbøl, som mange mennesker i dansk presse har slået sig på. Ejbøl kalder ham kærligt-drillende for "Smukke Munch". Begge kan notere sig gedigne økonomiske succeser i bladdrift. Som repræsentanter for Politiken og Jyllands-Posten gennemførte de to gennem en periode et forbløffende hemmeligt parløb, der efter lange spadsereture på Vrads Hede i Vestjylland endte med den jysk-københavnske bladfusion JP/Politikens Hus.

Kæmpe bonus vakte opsigt

Lars Munch er uddannet cand.merc. på Handelshøjskolen i København efter elevuddannelse ved ØK. Han var hos Bonnier, indtil Rådhuspladsen og stillingen som administrerende direktør for Politiken kaldte i 1999.

I en pressemeddelelse, udsendt i anledning af 60 årsdagen af SOS Børnebyerne, som Lars Munch er bestyrelsesformand for, udtaler han, at "uligheden i verden er skræmmende". Den bemærkning vil nok skurre i ørerne hos en del ansatte i JP/Politikens Hus. Her vakte det i 2014 mere end almindelig opsigt, at Lars Munch oven i en løn i den absolut pæne ende skulle belønnes yderligere med en bonus på 16,8 millioner kroner for at have været adm. direktør for bladhuset i 10 år. Bonussen faldt efter adskillige hårde spare- og fyringsrunder i JP/Politikens Hus. Og er Lars Munch i almindelighed en vellidt mand, mistede han en del af sin popularitet hos de ansatte, da bonussen blev offentligt kendt. Men ikke hos Jørgen Ejbøl, som til Mediawatch forsvarede bonusaftalen med følgende citat:

- Det er den bedste kontrakt og den bedste forretning, jeg nogensinde har lavet.

Lars Henrik Munch, som han rettelig hedder, er medlem af en række bestyrelser og er ud over Louisiana og SOS Børnebyerne også formand for Press Freedom & Media Development Fund i Paris.

Lars Munch 60 år: En stilfærdig magtudøver på Rådhuspladsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce