Kommuner skal bruge 600.000 kroner hver på Tour de France-fest

Traditionen tro slutter Tour-rytterne hvert år løbet af med et glas champagne, inden slutspurten går ind på Champs-Élysées i Paris. Det danske Tour de France-interessentskab vil sikre, at danskerne også får en fest i Kolding, Aabenraa og Haderslev den 4. juli, når rytterne cykler fra Vejle til Sønderborg. Derfor skal kommunerne forpligte sig til at bruge 600.000 kroner på aktiviteter op til cykelløbet. Foto: POOL New/Ritzau Scanpix)

Kommuner skal bruge 600.000 kroner hver på Tour de France-fest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En samarbejdsaftale med løbsarrangørerne af Tour de France i Danmark lægger blandt andet op til, at Kolding, Haderslev og Aabenraa Kommuner skal forpligte sig til at lave tour-aktiviteter og skabe folkefest for 600.000 kroner i et halvt år op til løbet i 2021. Aftalen sikrer, at det verdensberømte cykelløb passerer gennem kommunerne.

Gennemfart: Kolding, Haderslev og Aabenraa Kommuner skal love at investere mindst 600.000 kroner i lokal markedsføring og aktiviteter i et halvt år op til den 4. juli 2021 for at være sikre på, at det verdensberømte cykelløb Tour de France passerer kommunerne på etapen fra Vejle til Sønderborg. Såvel markedsføring som aktiviteter skal godkendes på forhånd af løbets arrangører.

Det fremgår af et udkast til en samarbejdsaftale mellem interessentselskabet bag løbet, Grand Depart Copenhagen Denmark 2021, og kommunerne.Alle tre kommuner skal i løbet af de næste uger tage stilling til, om de vil godkende aftalen. Det sker på møder i de respektive økonomiudvalg. I Kolding er borgmester Jørn Pedersen (V) ikke i tvivl om, at svaret bør være ja.- Jeg synes, det er ret og rimeligt i forhold til den kæmpe folkefest, vi får ud af det, siger han.Haderslevs borgmester H.P. Geil (V) er også åben for at underskrive aftalen, såfremt handelslivet i byen indvilliger i at betale deres del af kagen.- Jeg forventer, at restauratører og handelslivet vil yde markedsføring. Det er okay at pulje midler fra forskellige aktører, det handler bare om, at vi kan bevise over for arrangørerne, at vi bidrager med de 600.000 kroner, siger han.

Tour de France i Danmark
  • I 2021 skal cykelløbet Tour de France starte i Danmark.
  • Det sker med tre etaper den 2., 3. og 4. juli, hvor sidstnævnte går fra Vejle til Sønderborg.
  • Kommunerne Kolding, Haderslev og Aabenraa bliver gennemkørselskommuner, og deres roller og økonomiske bidrag er ved at blive afklaret.
  • I forbindelse med Tourens start i Danmark er der oprettet et interessentskab ved navn Grand Depart Copenhagen Denmark, der står for organisering omkring løbet.
  • De fem deltagende kommuner, København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg samt Erhvervsministeriet indgår som interessenter. Kommunerne har bidraget med forskellige millionbeløb, ligesom blandt andre Region Syddanmark bidrager med fem millioner kroner.

Uklare betingelser

Thomas Andresen (V), borgmester i Aabenraa Kommune, har ikke noget at udsætte på hverken beløbet eller de overordnede vilkår i kontrakten, der blandt andet omfatter en række praktiske gøremål i forbindelse med selve afviklingen af løbet. Eksempelvis skal kommunerne stille med 200 frivillige, sørge for afspærring og omlægge busruter.

Men der er nogle ting i aftalen, han ønsker at få afklaret, før han er klar til at sætte sin underskrift.

- Det drejer sig eksempelvis om kvaliteten af asfalten. Selvfølgelig skal der ikke være store huller i vejen, men jeg går ikke ud og asfalterer hele kommunen. Jeg aner ikke, hvilke forventninger der er, siger han og fortæller, at han har sendt en række betænkeligheder til det danske interessentskab bag Tour de France, som han forventer at få en tilbagemelding på, så økonomiudvalget og eventuelt byrådet kan tage stilling til sagen inden for 14 dage.

Thomas Andresen har ikke i sinde at finde 600.000 nye kroner til Tour de France. Tværtimod vil han sørge for, at nogle af de aktiviteter, kommunen i forvejen planlægger, bliver målrettet Tour de France.

- De orange paraplyer, vi plejer at have hængende i gågaden, kan blive gule. Vores gourmetfestival kan blive tematiseret inden for franske specialiteter, siger han som eksempler.

Stor folkefest

Tour-rytterne skal cykle fra Vejle til Sønderborg den 4. juli 2021. Man kan argumentere for, at det er svært at nå Sønderborg, uden at passere Kolding, Haderslev og Aabenraa, hvorfor kommunerne i princippet kan undlade at bidrage og alligevel blive eksponeret på TV. Dog føler de tre borgmestre sig forpligtede til at bidrage til arrangementet.

- Nu kan man faktisk godt lægge ruten udenom Kolding. Men rent moralsk synes jeg ikke, vi kan tillade os at sige nej. Vi bidrager jo ikke nær så meget som start- og målbyerne, siger Koldings Jørn Pedersen med henvisning til, at Vejle foreløbig har sagt, at man vil bruge fem millioner kroner på at være startby, mens Sønderborg har reserveret 10 millioner kroner til festlighederne.

Også H.P Geil og Thomas Andresen er villige til at bidrage til en fest.

- Det er helt på sin plads, at vi som gennemkørselskommune ikke bare nikker ja til betingelserne uden at stille spørgsmål, for vi har ikke arbejdet målrettet på at få Tour de France til kommunen. Men vi har en forpligtelse til, at det bliver en god historie, og derfor er det kun et spørgsmål om, at vi får snakket tingene igennem, siger Thomas Andresen og slår fast, at Aabenraa Kommune nok skal bidrage med de 600.000 kroner.

Godt købmandsskab

Jørn Pedersen har tidligere udtrykt skepsis over for, hvor meget reklameværdi Kolding Kommune reelt får ud af Tour de France. Han har stadig sin tvivl, understreger han, men forklarer, at hans udtalelser også handler om godt købmandsskab.

- Det vil være start- og målbyerne, der er mest fokus på, og så tyssede jeg selvfølgelig også min begejstring lidt ned, fordi jeg jo vidste, at der ville komme nogle forhandlinger. Det er rent købmandsskab, siger han.

Til gengæld for de 600.000 kroner og de praktiske bidrag fra kommunerne, lover Grand Depart at sikre eksponering af Kolding, Aabenraa og Haderslev gennem live-tv, ligesom kommunerne får et særligt Tour de France-logo, som må bruges i kommunens markedsføring af cykelløbet og i forbindelse med lokale events.

Kommuner skal bruge 600.000 kroner hver på Tour de France-fest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce