!DOCTYPE html> Kirsten Olesen 70 år: Hendes roller brænder sig fast | Regionalt | jv.dk

Kirsten Olesen 70 år: Hendes roller brænder sig fast

Kirsten Olesen som fru Drusse i Det Kongelige Teaters opsætning af Lars von Triers "Riget". Her med instruktør Nicolei Faber. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Kirsten Olesen 70 år: Hendes roller brænder sig fast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hun blev folkeeje som Agnes i tv-serien "Matador". Men det er Det Kongelige Teater, der har været hendes base. Fredag den 10. maj fylder Kirsten Olesen 70 år.

Når journalister har forsøgt at komme nær den mere private side af Kirsten Olesen, er hun ofte veget udenom med replikken: "Jeg er ganske almindelig".

Måske - det kan kun de nærmeste vurdere. Men sikkert er det, at de karakterer, hun spiller, er langt fra det almindelige. Som da hun sidste år imponerede som den spiritistiske fru Drusse i Det Kongelige Teaters opsætning af Lars von Triers "Riget". Publikum var så begejstrede, at forestillingen genopsættes i år.

En anden nyere rolle er den excentriske Veronika Grønnegaard i DR's dramaserie "Arvingerne", der udspillede sig på Sydfyn. Ganske vist dør den store kunstner i første afsnit, hvilket ærgrede både mange seere og skuespilleren selv. Men selv om det blev kort, så er Veronika i skikkelse af Kirsten Olesen den, som handlingens arvestrid mellem de fire efterladte børn kredser om.

Hele Danmarks Agnes

Men først og fremmest er Kirsten Olesen, der fylder 70 år den 10. maj, kendt fra "Matador", hvor hun spillede Agnes. Tv-serien, som er genudsendt et utal af gange, følger hende fra de første år som stuepige hos familien Varnæs, til hun bliver en succesrig forretningskvinde og én af seriens bærende karakterer. Selv havde hun ingen anelse om, hvad der ventede hende, da hun i sin tid blev ringet op af instruktør Erik Balling.

- Jeg kendte ham ikke, og jeg ved ikke, hvor han kendte mig fra. Han havde vel hørt om mig. Han ville se mig an, og vi sad og snakkede. Så begyndte han at fortælle lidt om Korsbæk by, og hvordan selve historien skulle bygges op, har hun fortalt.

Oprindelig ville Kirsten Olesen være lærer, og hun var da også blevet optaget på seminariet i Silkeborg. Men så satte hun kursen mod Odense Teaters elevskole for at gå til optagelsesprøve. Bare ét forsøg ville hun give det.

På film debuterede hun i 1978 som bibliotekaren Kirsten i Bille Augusts første film "Honningmåne", hvilket indbragte hende en Bodilpris. Men det var teatret, hendes hjerte bankede for, for det er på scenen, en skuespiller "for alvor kan få lov til udvikle sig".

Gennembruddet fik hun i den græske tragedie "Elektra" på Strøghus Teatret i København i 1977, og derfra var vejen banet til Det Kongelige Teater, hvor hun har været en fast del af ensemblet siden 1979.

Meningen med tilværelsen

Kirsten Olesen var i mange år gift med musiker Ole Ousen. Han døde i 2013 af en kræftsygdom. Siden har hun fortalt om sorgen og om arbejdet med at finde en mening med tilværelsen uden ham.

- Når man er to, så siger man, at nu skal vi rejse, nu skal vi besøge, nu skal vi opleve - men for hvis skyld gør man det, når man er alene? Det skal man finde ud af, har hun sagt til Berlingske.

Kirsten Olesen har modtaget en lang række priser og legater. Blandt andet Årets Reumert for sin "sitrende og hvidglødende" indsats for scenekunsten.

Kirsten Olesen 70 år: Hendes roller brænder sig fast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce