!DOCTYPE html> Kend din kandidat: Carsten Normann Munk vil sende tusindvis af muslimer ud af Danmark | Regionalt | jv.dk

Kend din kandidat: Carsten Normann Munk vil sende tusindvis af muslimer ud af Danmark

Carsten Normann Munk, spidskandidat for Stram Kurs i Sydjyllands Storkreds, erkender, at han som aalborgenser er på udebane i Syd- og Sønderjylland. Han fortæller også, at han nok derfor i højere grad ser sig som en repræsentant for hele Jylland, og at han derfor primært vil kaste sig ind i sager, der er relevante for hele Jylland. Privatfoto.

Kend din kandidat: Carsten Normann Munk vil sende tusindvis af muslimer ud af Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Udlændinge, der ikke kan og vil Danmark, skal sendes ud af landet, mener Stram Kurs' spidskandidat i Sydjyllands Storkreds, Carsten Normann Munk. Han har ikke noget svar på, hvor mange der skal sendes ud af Danmark, eller hvilke kriterier der bør være for hjemsendelse. I modsætning til sin partileder går han ikke forfærdeligt meget op i at forbyde islam foreløbigt.

Valg: Han er gift med en filippinsk kvinde, men er samtidig spidskandidat for et parti, der som udgangspunkt kun vil have etniske danskere med dansk statsborgerskab i Danmark. Men det er der hverken en modsætning eller dobbeltmoral i, mener manden selv.

Stram Kurs' spidskandidat i Sydjyllands Storkreds, 53-årige Carsten Normann Munk, vil nemlig ikke have alle udlændinge ud af Danmark, selvom hans parti, Stram Kurs, i sit partiprogram gør det klart, at det som udgangspunkt kun er danskere med dansk statsborgerskab, der skal bo i Danmark. Dermed bør hans kone ifølge partiets partiprogram som udgangspunkt ikke være i Danmark.

- Det er dem, der ikke kan eller vil Danmark, som skal sendes ud, siger spidskandidaten fra Sulsted nær Aalborg, der ikke vil sætte tal på, hvor mange der ifølge ham bør sendes ud af Danmark.

- Jeg er indstillet på, at vi ser på hvert menneske en for en, siger den nordjyske fængselsbetjent.

Carsten Normann Munk
Carsten Normann Munk er 53 år og bor i Aalborg med sin kone og to børn fra et tidligere forhold.Han har tidligere været medlem af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. I 2001 og 2013 var han byrådskandidat i Aalborg for Dansk Folkeparti, og i 2017 var han byrådskandidat for Nye Borgerlige. Han er aldrig blevet valgt ind.

I april meldte han sig ind i Stram Kurs som resultat af de voldsomme optøjer på Nørrebro som opstod på grund af Rasmus Paludansk demonstrationer, hvor han er kendt for blandt andet at kaste med koranen og ytre rabiate holdninger om islam og muslimer.

Han har ikke noget særligt forhold til Syd- og Sønderjylland, men foreslog selv at han kunne stille op i Sydjyllands Storkreds, da provokunstneren Uwe Max Jensen allerede var blevet udråbt som Stram Kurs' spidskandidat i Nordjylland.

Han arbejder til daglig som fængselsbetjent i Aalborg Arrest og har været fængselsbetjent siden 1992.

Der har været en del dramatik omkring udnævnelsen af en spidskandidat for Stram Kurs i Sydjyllands Storkreds. 14. maj blev esbjergenseren og det tidligere byrådsmedlem for DF Kim Holmgaard Madsen udråbt som partiets eneste kandidat fra Sydjylland. Mindre end 24 timer efter meldte han sig dog igen ud af partiet, da han ikke kunne blive lovet en plads som spidskandidat i Sydjyllands Storkreds.

Flere målinger viser, at Stram Kurs har kurs mod Folketinget, og det ser også ud til, at partiet får et mandat i Sydjyllands Storkreds.

Tørklæder

Til det formål vil Carsten Normann Munk have oprettet en myndighed, som skal vurdere mennesker, der ikke er født i Danmark eller ikke er danske statsborgere for at finde ud af, om de bør sendes ud af Danmark.

Han har endnu ikke besluttet sig for, hvilke kriterier, der skal til for at blive i Danmark. Men han fortæller blandt andet, at de muslimer, som mødte op til terroristen Omar Husseins mindehøjtidelighed inden hans begravelse i februar 2015 bør sendes ud af Danmark. Ifølge Carsten Normann Munk er der tale om 3000 mennesker. Ifølge flere medier var der plads til 650 mennesker i moskeen, mens flere derudover havde taget plads i gården udenfor moskeen.

Derudover bør alle kvinder, der bærer tørklæde eller burka, heller ikke blive i Danmark, mener han.

- Går man med burka eller tørklæde, er det en klar indikation af, at man sætter sharia og islam højere end Danmark og det danske fællesskab. Det er klart nogle mennesker, vi siger, ikke bør være her i Danmark, men i stedet bosætte sig i et muslimsk land, siger kandidaten, der heller ikke vil fortælle i hvilken størrelsesorden, at muslimer bør sendes ud af Danmark.

- Du får ikke et bud på, om det er 10.000 eller 100.000, siger han.

Hvorfor er det så meget imod det at vælge Danmark at gå med tørklæde?

- Fordi i Danmark er vi alle frie til selv at vælge vores partner. Går man med tørklæde, har man tilsluttet sig en ideologi, der udelukker alle ikke-muslimer, bare fordi de ikke er muslimer. Man er bare udelukket, fordi man er vantro.

Men hvordan ved du, at alle kvinder med tørklæde ikke må være sammen med en dansk mand?

- Det er en del af islam. Hvornår har du sidst set en muslimsk kvinde med tørklæde gå hånd i hånd med en dansk mand? Det antal vil være meget sparsomt, siger Carsten Normann Munk, der mener at muslimer på den måde er racistiske over for danskere i det offentlige rum.

Forbyder islam

Carsten Normann Munk erkender, at det bliver vanskeligt at måle, om udlændinge "vil og kan Danmark", som er hans overordnede kriterie for, at de kan blive i landet.

- Selvfølgelig bliver det et problem. Sådan er det med kriminalitet generelt. Man tager kun dem, man tager, siger han.

Han har blandt andet derfor ikke noget svar på, hvordan han vil finde ud af, om muslimer nægter muslimske kvinder at gifte sig med danske mænd, som er et af kriterierne for, at man ifølge ham skal forlade Danmark.

Stram Kurs går til valg på at forbyde islam. Et forslag, der ifølge flere eksperter bryder med grundloven og religionsfriheden. Men det er slet ikke et mål, der er aktuelt i øjeblikket, mener Carsten Normann Munk.

- Der vil gå mange, mange år før vi har fået gjort op med muslimernes tankesæt, siger han og fortsætter:

- Det er ikke et problem, at du er muslim. Det er et problem, hvis det, at du er muslim, er uforeneligt med at leve sammen med os, siger Carsten Normann Munk, der derfor ikke har noget imod, at der fortsat er muslimer i Danmark, hvis det ikke påvirker det danske samfund.

Set på tv

Alligevel bakker han op om et forbud mod islam.

- Nogle af de ting, der bliver lært i islam er uforenelige med et demokratisk samfund, siger han.

Hvordan ved du, at muslimer generelt lærer ting i islam, som ikke er forenelige med et demokratisk samfund?

- Det har vi set på tv massevis af gange. At når der kaldes til fredagsbøn, er det ofte det, der bliver lært, siger Carsten Normann Munk, der ikke mener, det er et tyndt grundlag at ville forbyde islam ud fra viden fra tv-udsendelser.

- Nej, det er jo tit der, vores viden kommer fra. Og aviserne selvfølgelig.

I modsætning til Carsten Normann Munk har Stram Kurs' partileder Rasmus Paludan gjort det klart, at flere hundrede tusinde muslimer skal udvises af Danmark.

- Det er så hans vurdering. Min vurdering er, at vi skal gå i gang der, hvor det er åbenlyst, og så må vi blive ved, indtil Danmark er et sted, hvor udviklingen for alvor går i den rigtige retning, siger han.

Kend din kandidat: Carsten Normann Munk vil sende tusindvis af muslimer ud af Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce