Formand om V-oprør om regionerne: Reform kan koste stemmer

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er en af de skarpeste kritikere af regeringens oplæg til at nedlægge regionenerne. Hendes partifælle, sundhedsminister Ellen Trane Nørby, præsenterer inden længe en sundhedsreform. Arkivfoto: Jacob Schultz

Formand om V-oprør om regionerne: Reform kan koste stemmer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Splittelsen i Venstre er total forud for dagens møde i hovedbestyrelsen, hvor regionernes fremtid skal debatteres. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) frygter, at nedlæggelsen af det folkevalgte element kan få Venstres vælgere til at søge mod andre partier ved det kommende folketingsvalg.

Politik: Der er lagt op til en intens debat, når medlemmerne af Venstres hovedbestyrelse mødes fredag i København. De skal blandt andet diskutere den sundhedsreform, som regeringen forventes at fremlægge senere på måneden, og som har medført massiv kritik fra en række fremtrædende Venstre-folk. Oplægget hedder 21 sundhedsfællesskaber og dermed et farvel til regionerne, som vi kender dem i dag med fem regionsråd, der har det politiske ansvar for sundhedsvæsnet.

Forud for mødet advarer formanden for Danske Regioner og Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), mod, at en afskaffelse af det folkevalgte element kan koste Venstre dyrt ved det folketingsvalg, der kommer inden for få måneder.

- De Venstre-vælgere, som sætter det folkevalgte element højt, spørger måske sig selv, hvor de så skal gå hen. Nogle af dem, som stemmer på Venstre, vil nok tænke sig om en ekstra gang, når de skal stemme, siger Stephanie Lose.

Hun betegner idéen om at nedlægge regionerne som "ikke en vindersag", da den ifølge regionsrådsformanden ikke har særlig stor opbakning blandt Venstres vælgere. Særligt ikke i Jylland og på Fyn.

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger er der i Venstres bagland voldsom utilfredshed med regeringens planer, som flere frygter vil medføre centralisering og statslig styring. Det handler således lige så meget om signalet over for vælgerne i provinsen som om sundhedsvæsnet, lyder vurderingen.

Sagen kort
Fredag mødes hovedbestyrelsen i Venstre til møde i København.Efter den seneste tids intense debat om lukningen af regionerne i forbindelse med regeringens kommende sundhedsreform forventes en ophedet diskussion om emnet.

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger er der massiv splid mellem dele af baglandet og ledelsen. Sidstnævnte er meget utilfreds med de ytringer imod regeringen, som både borgmestre, kredsformænd, regionsrådspolitikere og folketingspolitikere har fremlagt.

Blandt andre regionsrådsformand Stephanie Lose (V), der også er formand for Danske Regioner, er blandt de meget kritiske og fremtrædende partifolk, som forventes at tage ordet på fredagens møde. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har hidtil været tavs om kritikken.

Opfordring

Tidligere på ugen sendte samtlige 54 regionsrådsmedlemmer fra Venstre landet over en klar opfordring til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om ikke at fjerne det folkevalgte element i regionerne. Statsministeren ønskede ifølge avisen Danmark ikke at kommentere brevet. Heller ikke sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) havde nogen kommentarer, da JydskeVestkysten bad om en reaktion ved tirsdagens nytårkur i Region Syddanmark. Her havde Stephanie Lose forinden gentaget, at regionerne siden deres etablering for godt ti år siden har øget aktiviteten, samtidig med at dødeligheden på flere områder er faldet.

- Ny struktur kan give nye problemer og udsætte nye løsninger, og det gavner ikke dem, der har brug for tryghed, sagde regionsrådsformanden.

Regionsrådsmedlemmerne har fået opbakning fra en lang række fremtrædende Venstre-folk i form af borgmestre og folketingspolitikere såsom Carl Holst og Søren Gade.

Forbedringer

Også Anni Matthiesen (V), valgt i Sydjyllands Storkreds, udtrykte i et læserbrev forleden sin modstand mod at nedlægge regionerne. Hun understreger, at der er plads til forbedringer, men advarer mod at "hælde barnet ud med badevandet".

Hun anerkender, at alle mangler at se det endelige udspil fra regeringen, men udsigten til mere statslig styring og det manglende folkevalgte organ i regionerne, bekymrer Venstre-politikeren, der fortæller, at baglandet har rost hendes læserbrev.

- Jeg håber, at man har tænkt det her til ende, for det betyder noget at have folkevalgte, som befolkningen kan gå til, hvis noget ikke fungerer godt nok, siger Anni Matthiesen.

Regeringen har flere gange udskudt præsentationen af sundhedsreformen, som ender med at blive offentliggjort få måneder før et folketingsvalg.

- Jeg kender ikke baggrunden for det, men det betyder, at der er kort tid til at forklare om alt det gode ved den nye model. Både uvisheden om modellen og det, at det er så tæt på et valg, er med til at puste til bekymringerne, mener Anni Matthiesen.

Formand om V-oprør om regionerne: Reform kan koste stemmer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce