Efter mere end to år: Ny aftale skal afslutte sager om tidligere Bios-ansattes lønkrav

Efter mere end to år ser det nu ud til, at der kommer en løsning på de mange løn-sager, der kom i kølvandet på Bios-kollapset i 2016. Arkivfoto

Efter mere end to år: Ny aftale skal afslutte sager om tidligere Bios-ansattes lønkrav

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mere end to år efter Bios-kollapset i 2016 kan hundredvis af tidligere ansatte nu endelig se frem til at få løst deres sager om lønkrav. Det skal en ny rammeaftale mellem FOA, 3F og Region Syddanmark sørge for.

Bios-sagen: Det er mere end to år siden, at det skandaleombruste ambulanceselskab Bios gik konkurs. Region Syddanmark lovede efter konkursen at dække lønkravene for de reddere, der fulgte med over i regionens nystiftede selskab, Ambulance Syd, og lige siden har flere hundreder reddere levet med usikkerheden, om lønsagerne nogensinde ville blive løst. I sommeren 2018, cirka 2 år efter Bios-kollapset, manglede over halvdelen af de 554 lønsager at finde en løsning. Sagerne har påvirket arbejdsmiljøet i Ambulance Syd, og er tidligere blevet kraftigt kritiseret af Fritz Kjær, der er tillidsrepræsentant i selskabet.

- Vi er blevet taget som gidsler i det her. Og det er ikke fedt at være gidsel, når man skal hjælpe regionen, sagde han dengang til JydskeVestkysten.

Men nu ser det ud til, at der er kommet en løsning. Onsdag bliver regionens forretningsudvalg orienteret om den nye rammeaftale, som FOA, 3F og regionen er nået til enighed om. Af sagsfremstillingen fremgår det, at "der nu er enighed om principperne for sagsbehandling og således hvilke forhold, der skal indgå i beregningen af medarbejdernes berettigede og dokumenterede krav mod regionen."

Dermed ser det langstrakte og komplicerede forløb endelig ud til at få en afslutning. Nu kan parterne ud fra et fælles udgangspunkt gå i gang med at se på de enkelte lønsager.

- Det er en god aftale for os. Forstået på den måde, at vi er ret sikre på, at vi ikke kunne nå længere i en retssag. Alle parter er godt klar over, at det her allerede har taget alt for lang tid, men alle er indstillet på at få det lukket, hvilket er positivt, siger fællestillidsrepræsentant for Ambulance Syd, Fritz Kjær til TV2 Fyn.

Om lønsagerne i Bios
Den 27. juli 2016 gik ambulanceselskabet Bios konkurs.En stor del af de ansatte fulgte med over i regionens nystiftede selskab, Ambulance Syd, der lovede at dække kravene fra de reddere, der havde løn til gode i Bios.

Det blev startskuddet til en lang konflikt, og to år efter Bios-konkursen manglede 341 ud af 554 reddere stadigvæk at få løst deres sager om løn.

Nu ser ventetiden ud til at være slut. Onsdag bliver regionens forretningsudvalg således orienteret om en ny aftale mellem regionen, 3F og FOA.

Regionen beklager langt forløb

Fra politisk side undskylder man for det lange forløb, men understreger, at der er grund til at glæde sig over, at man nu kan komme videre i processen med at få lukket lønsagerne.

- Det har taget for lang tid, og vi skal være de første til at beklage dette. Derfor kan vi kun være glade for, at vi kan se fremad og få afsluttet sagerne. Situationen med alle de her uløste sager har været træls - specielt for redderne. Og derfor er det dejligt, at der er fundet en løsning, siger Mads Skau (V), der er formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, til TV2 Fyn.

Håber at nå i land

En del af de 550 sager er allerede lukket med forskellige forbehold, og i disse tilfælde kan den enkelte redder selv bestemme, om sagen skal genåbnes for at få den gennemgået efter den nye rammeaftale. Fællestillidsmand Fritz Kjær håber, at de uafsluttede sager nu kan blive gennemgået og afsluttet, så alle parter kan se fremad. Men skal alting undersøges i bund en gang til, så kan det trække ud, understreger han overfor TV2 Fyn.

- Sagerne skal afgøres enkeltvis, og er der en flig af sandsynlighed for, at det er rigtigt, hvad der bliver lagt frem, så er vi hurtigt videre. Så det er klart min forventning, at der ikke går to et halvt år til, det nægter jeg at tro på. Nu tager vi de enkelte stationer én ad gangen, så kollegerne kan tale sammen på stationerne. Det giver god mening. Nogle vil sikkert blive skuffede over resultatet, men nu bliver det forklaret for alle, og så tror jeg på, at vi nok skal nå i land, siger Fritz Kjær til TV2 Fyn.

Efter mere end to år: Ny aftale skal afslutte sager om tidligere Bios-ansattes lønkrav

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce