Danfoss-forurening på Als er værre end forventet: Nu indføres der badeforbud

Allerede i 2009, hvor dette billedet er taget, frarådede man badning ved Himmark Strand på grund af forurening. Nu indfører man et decideret badeforbud, fordi forureningen er værre end først antaget. Arkivfoto: Morten Thun

Danfoss-forurening på Als er værre end forventet: Nu indføres der badeforbud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er fundet højere koncentrationer af det kræftfremkaldende stof vinylklorid i prøver ved Himmark Strand på Nordals, end det er tilfældet i den forurenede Grindsted Å. Dermed er konsekvenserne af, at Danfoss i 50'erne og 60'erne brugte stranden som giftdepot, langt større end først antaget. Der er nu indført badeforbud, og man arbejder på at finde kilden til forureningen.

Als: Det er en kendt sag, at Himmark Strand på Nordals er kraftigt forurenet, efter at Danfoss i 50'erne og 60'erne dumpede giftigt industriaffald på stranden. Men det kommer bag på både Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Danfoss, hvor alvorlig forureningen faktisk er.

Undersøgelser har således afsløret, at forureningen er langt værre end først antaget. I en enkelt vandprøve, der er udtaget i en meters dybde under havbunden 25 meter fra stranden, er der fundet et indhold af det kræftfremkaldende stof vinylklorid, som er cirka ti gange højere end de værdier, der er konstateret i den forurenede Grindsted Å. Der er også målt overskridelser af grænseværdien for vinylklorid i havvandet. Grænseværdien for vinylklorid ligger på 0,05 mikrogram per liter, mens der ved Himmark Strand er fundet 60.000 mikrogram per liter.

Kendsgerningerne har efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed udløst et badeforbud på stranden. Tidligere har badning været frarådet. Sønderborg Kommune har ligeledes rettet henvendelse til Fødevarestyrelsen med henblik på at få en vurdering af, om der bør indføres fiskeriforbud.

- Vi vil også hurtigst muligt få flyttet de eksisterende skilte, så de afgrænser det nye område. Samtidig skal vi have produceret nye skilte, som lever op til de nye anbefalinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Aase Nyegaard, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Vinylklorid
  • Vinylklorider er et farveløst, brændbart, giftigt og meget kræftfremkaldende stof.
  • Høje koncentrationer kan føre til en sjælden form for leverkræft ved navn angiosarkom.
  • Man kan støde på vinylklorid i både flydende og gasform. Derfor kan man blive udsat for det ved henholdsvis indtagelse og indånding, alt efter hvilken form det har.
  • Stoffet er især kendt i plastindustrien og anvendes til fremstilling af såkaldt PVC-plast, der kan bruges i alt fra tagrender til medicinsk udstyr. PVC produceres dog ikke i Danmark.
  • Når vinylklorid er blevet fundet i usunde mængder i dansk natur, stammer det i stedet oftere fra dens brug i forbindelse med nedbrydning af klorerede opløsningsmidler.
  • Det er eksempelvis tilfældet ved Grindstedværket, ligesom det er set på renseri-grunde i forbindelse med metrobyggeriet.
  • Fordi stoffet er så giftigt, er der sat den tilladte mængde sat til 0,05 mikrogram per liter.


Kilder: DR, PVC-informationsrådet, Billund Kommune, Lægehåndbogen.

Afventer endelig undersøgelse

Civilingeniør Kristian Dragsbæk Raun, der er Region Syddanmarks projektleder på forureningen ved Himmark Strand, fortæller, at de første undersøgelser bliver afrapporteret i midten af oktober. Dermed mangler man stadig svar på en række prøver - herunder 250 jordprøver og en række vandprøver - før man kan konkludere endeligt på forureningen.

Region Syddanmarks miljøudvalg satte i februar penge af til de igangværende undersøgelser, fordi der i 2018 blev fundet forurening med stoffet dioxin. Et stof, der blandt andet findes i giften Agent Orange, som amerikanerne brugte under Vietnamkrigen.

- Det er voldsommere, end jeg havde regnet med, og jeg er oprigtig ked af det, siger formand for miljøudvalget Jørn Lehmann Petersen (S) og understreger, at man arbejder for at finde selve kilden til forureningen.

Han forklarer, at regionen ønsker at spille med åbne kort, og derfor har valgt at melde de foreløbige resultater ud, inden undersøgelserne er helt færdige. Tidligere har regionen vurderet, at det ikke er nødvendigt at rydde op. Nu afventer Jørn Lehmann Petersen den færdige undersøgelse, og derefter vil regionen, Sønderborg Kommune og Danfoss ifølge ham tage stilling til, hvad der skal ske.

Ifølge Kristian Dragsbæk Raun har undersøgelserne kostet cirka to millioner kroner. Således udgør det en stor bid af de ti millioner kroner, som miljøudvalget i februar satte af til at undersøge i alt 25 forurenede lokaliteter.

Danfoss-forurening på Als er værre end forventet: Nu indføres der badeforbud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce