Sydjyske borgmestre: De rige kommuner skal give mere til de fattigste

Jesper Frost Ramussen kalder det et klart signal, hvis folketingspolitikerne er klar til at lade uvildige eksperter kigge på udlingingsordningen. Arkivfoto: Christer Holte

Sydjyske borgmestre: De rige kommuner skal give mere til de fattigste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Eksperter uden for Christiansborg skal sørge for, at pengene i fremtiden bliver fair fordelt mellem landets kommuner. 30 borgmestre opfordrer sammen med Landdistrikternes Fællesråd og organisationen Balance Danmark således folketingskandidaterne til hurtigt at få ryddet op i det udskældte udligningssystem.

Milliardkrig: I bedste Robin Hood-stil skal Danmarks rigeste kommuner give til de fattigste, og eksperter uafhængig af partifarve skal sørge for, at det sker på en fair måde.

Sådan lyder det i et brev til samtlige folketingskandidater, der er underskrevet af 30 borgmestre - herunder fem fra Syd- og Sønderjylland - Landdistrikternes Fællesråd og organisationen Balance Danmark. Det såkaldte udligningssystem, der skal sikre, at alle kommuner har lige mulighed for at tilbyde velfærd til sine borgere trods forskellige i befolkningssammensætning og skattegrundlag, har længe været i vælten. En række borgmestre mener, at det nuværende systemet er fyldt med fejl og skævheder.

Sidste år opgav regeringen at lave en reform af systemet, da det ikke lykkes at nå til enighed med øvrige partier. Derfor er den bedste løsning nu, at et hold af uvildige eksperter overtager arbejdet og giver deres bud på et nyt udligningssystem, mener borgmestrene.

- Hvordan en ny udligningsordning skal skrues sammen, er der til gengæld mere uenighed om. Derfor foreslår vi, at Folketinget efter det kommende valg nedsætter en hurtigt arbejdende uvildig kommission styret af eksterne eksperter - ikke embedsmænd i Indenrigsministeriet, lyder det i brevet.

Den kommunale udligningsordning fordeler samlet 17 milliarder kroner mellem landets 98 kommuner.

Udligningsordningen
  • Den kommunale udligningsordning har til formål at sikre, at alle kommuner har økonomisk bærekraft til at fuldføre deres opgaver.
  • For at vurdere om en kommune skal modtage eller aflevere penge til udligningssystemet, laver Økonomi- og Indenrigsministeriet nogle komplicerede tekniske beregninger, hvor kommunerne sammenlignes på en lang række parametre. Her vurderes det, hvor mange penge landets kommuner skal bruge for at levere ældrepleje, børnepasning, folkeskoler, kultur, fritidstilbud etc. med de forskelle, der nu er i befolkningssammensætningen.
  • Den kommunale udligning består både af en landsudligning og en hovedstadsudligning.
  • Landsudligningen omfatter alle landets 98 kommuner og er baseret på en beregning af forskellene mellem en kommunes udgiftsbehov og beregnede skatteindtægter.
  • Hovedstadsudligningen omfatter, som navnet antyder, kun kommunerne i hovedstadsområdet.

Komplekst

De fem lokale borgmestre, der har underskrevet brevet, tæller Sønderborgs Erik Lauritzen (S), Tønders Henrik Frandsen, Fanøs Sofie Valbjørn (ALT), Vardes Erik Buhl (V) og Esbjergs Jesper Frost Rasmussen (V). Sidstnævnte, der udover borgmestertitlen også er næstformand for Bedre Balance, fortæller, at borgmestrenes appel kommer på grund af utilfredshed med det oplæg, som folketingspolitikerne fik, da de sidst kiggede på udligningssystemet.

- Det er en meget kompleks opgave, og vi er bange for, at der er elementer der ikke bliver belyst godt, hvis det kun er folk fra Indenrigsministeriet, der står i spidsen for et kommissorium, siger borgmesteren, der indtil videre er blevet fremlagt for snævre rammer for en ændring af systemet.

- Jeg synes, det sender et klart signal om, at man tager opgaven alvorligt, hvis man tør lade uvildige eksperter stå i spidsen, siger Jesper Frost Rasmussen.

Frygter langsom proces

Folketingsmedlem Troels Ravn (S), der sidder i Udvalget for Landdistrikter og Øer, er enig i, at det nuværende system langt fra er velfungerende. Han mener, det er godt set af borgmestrene, at der er brug for upartiske eksperter.

- Det er godt at få nogle friske øjne på det. Ikke for at sige noget dårligt om embedsmænd, men de har ofte en bunden opgave i forhold til det ministerium, de repræsenterer, siger han.

Venstres Anni Mathiesen kalder det en hastesag at få styr på den kommunale udligning. Hun medgiver, at der risikerer at gå partipolitik i den, hvis opgaven alene hviler på politikerne og deres embedsmænd.

Hun fremhæver de kuldsejlede forhandlinger sidste år, hvor hun mener, der i for høj grad blev spekuleret i, hvilke borgmestre der tilhørte hvilket parti, når det blev diskuteret, hvor meget de enkelte kommuner skulle modtage eller aflevere. Hun frygter dog, at det bliver en langsommelig proces, hvis løsningen skal findes af uvildige eksperter.

- Vi ved, det kan tage længere tid, hvis man først skal ud og nedsætte en uvildig kommission. Så går der nogle år, inden man kommer i mål, og så risikerer der alligevel at gå politik i det bagefter, siger hun og understreger, at det er vigtigt at gøre sig klart på forhånd, hvor store omkostninger der er ved at nedsætte en uvildig kommission i forhold til, om udbyttet bliver mærkbart bedre.

- Men hvis man sikrer sig, at man i bund og grund får lavet en bedre analyse af hvordan ting skal være fremadrettet, så synes jeg også, det er værd at investere i, siger hun.

Sydjyske borgmestre: De rige kommuner skal give mere til de fattigste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce