Borgmester erkender: Vi håndterede ikke børnesagerne godt nok

Mandag blev sagen mellem de to seksuelt forulempede piger og Esbjerg Kommune fremført i Højesteret. Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) følger sagen tæt. Arkivfoto

Borgmester erkender: Vi håndterede ikke børnesagerne godt nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mandag forsøgte advokat Helle Hald at overbevise dommerne i Højesteret om, at to sexmisbrugte piger skal have erstatning af Esbjerg Kommune. Borgmester siger, at kommunen har taget ved lære af sagen.

Retssag: Mandag var første og eneste dag i retssagen med de to seksuelt krænkede piger, der har sagsøgt Esbjerg Kommune for offentlig omsorgssvigt. I Højesteret fremlagde pigernes beskikkede advokat, Helle Hald, og Esbjerg Kommunes advokat, Vibeke Beck Westergaard, hovedpunkterne i sagen og overleverede et større papir-materiale til dommerne.

Sagen blev ført i Højesteret, efter pigerne tabte erstatningssagen mod Esbjerg Kommune sidste år i Vestre Landsret. Sagen regnes for at være principiel og kan få betydning for fremtidens domme i lignende sager, hvor kommuner ifølge anklagen ikke har gjort nok for at forhindre volds- og sexovergreb mod børn.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) følger med i retssagen. Han erkender, at sagsbehandlingen på børneområdet i Esbjerg Kommune har været for dårlig. Men det hører fortiden til, vurderer han.

- Der er ingen tvivl om, at Esbjerg Kommune ikke har håndteret sagsbehandlingen så godt dengang, som man kunne forvente. Vi har også tidligere lagt os fladt ned og sagt, at der var ting, der tog for lang tid. Der var en anden tilgang til at håndtere børnesagerne dengang, vi har lavet gennemgribende ændringer siden, siger Jesper Frost Rasmussen.

Sagen kort
  • I januar 2008 modtog Esbjerg Kommune en underretning om seksuelle krænkelser af en pige, der gik i klasse med Esbjerg-mandens datter. I oktober samme år fulgte en ny underretning om manden, efter at endnu en pige var blevet udsat for overgreb.
  • Esbjerg Kommune besluttede i 2008 med baggrund i underretningerne, at der skulle laves en børnefaglig undersøgelse af Esbjerg-mandens børn, men den blev først gennemført tre år efter. I mellemtiden forgreb Esbjerg-manden sig på yderligere to piger, de to sagsøgere.
  • Det er disse overgreb, som de to piger - med advokat Helle Hald i ryggen - mener, at Esbjerg Kommune kunne have forhindret. Hvis kommunen havde gennemført den børnefaglige undersøgelse af Esbjerg-mandens børn i tide, så ville hans børn være blevet anbragt, sagsøgerne ville aldrig være kommet i hjemmet, og så ville overgrebene ikke have fundet sted, mener sagsøgerne.
  • Den tankerække afviste Vestre Landsret i 2017, da sagen blev afgjort til fordel for Esbjerg Kommune. Dommerne slog dengang fast, at kommunen havde overtrådt bestemmelser i serviceloven, men vurderede altså ikke, at der skulle udbetales erstatning til pigerne.

Fejl i 77 ud af 100 sager

Esbjerg-sagen, som den er blevet døbt, begyndte i 2010, hvor politiet anholdt en mand for at have misbrugt flere børn, herunder sin egen datter, gennem en lang årrække. I kølvandet på sagen krævede daværende socialminister Karen Hækkerup (S) en kulegravning af Esbjerg Kommunes måde at håndtere børnesager på. Ankestyrelsen indledte en undersøgelse og fandt i 2012, at der var kritisable eller stærkt kritisable forhold i 77 ud af 100 undersøgte sager.

- Der er sket mange ting siden. Vi har fået ansat langt flere socialrådgivere, og man har jo fuldstændig ændret måden, man arbejder på. Nu bliver der for eksempel reageret øjeblikkeligt, hvis der kommer underretninger om børn, siger borgmesteren, der nu afventer dommen fra Højesteret.

Den endelige afgørelse finder sted mandag den 21. marts.

Borgmester erkender: Vi håndterede ikke børnesagerne godt nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce