Ansatte fik smadret deres lunger på jobbet: Nu skal parterne forklare sig på Christiansborg

Som tillidsmand på plastfabrikken Sky-Light i Varde skal Eigil L. Pedersen repræsentere de syge medarbejdere under et møde på Christiansborg i næste uge. Han er selv blevet kronisk syg med astma, fordi han har arbejdet med kemikaliet PMDA. Arkivfoto: Chresten Bergh

Ansatte fik smadret deres lunger på jobbet: Nu skal parterne forklare sig på Christiansborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Seks repræsentanter fra plastfabrikken Sky-Light i Varde skal mødes med Folketingets beskæftigelsesudvalg i næste uge for at drøfte sagen, hvor mindst otte ansatte er blevet kronisk syge af at have arbejdet med kemikaliet PMDA. Det sker forud for, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skal i samråd om sagen.

Kemikaliesag: Direktionen og de ansatte på plastfabrikken Sky-Light i Varde får nu over for en række politikere på Christiansborg mulighed for at fremlægge hver deres version af sagen, hvor mindst otte ansatte er blevet syge af at arbejde med kemikaliet PMDA.

Det sker, når i alt seks repræsentanter fra Sky-Light onsdag drager til København for at mødes med Folketingets beskæftigelsesudvalg. I sidste uge inviterede Sky-Lights administrerende direktør, Søren Kjær Larsen, både medlemmerne af beskæftigelsesudvalget samt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på besøg på virksomheden, men mange i udvalget havde ikke mulighed for at tage af sted, fortæller Enhedslistens Christian Juhl, der er medlem af beskæftigelsesudvalget.

- Derfor valgte vi den næstbedste løsning og inviterede repræsentanter fra virksomheden over for få de forskellige synsvinkler på sagen forud for samrådet, siger han med henvisning til, at han selv har indkaldt beskæftigelsesministeren til samråd i sagen fredag i næste uge.

Foruden direktør Søren Kjær Larsen vil Sky-Lights vicedirektør, indkøber, fungerende sikkerhedschef, tillidsmand og arbejdsmiljørepræsentant være repræsenteret ved onsdagens møde. Således er både direktionen og de ansatte repræsenteret.

Sagen kort
  • I perioden 2009-2017 har den Varde-baserede plastfabrik Sky-Light anvendt kemikaliet PMDA i produktionen. Stoffet gør, at der kan bruges en større mængde genbrugsplast i produktionen.
  • Mindst otte medarbejdere er blevet diagnosticeret med astma efter at have arbejdet med stoffet. De første symptomer viste sig i 2015.
  • Indtil videre har seks medarbejdere fået anerkendt sygdommen som arbejdsskade. 3F forbereder erstatningssager mod Sky-Light.
  • Sky-Lights direktion mener, at der er taget alle forholdsregler og fulgt alle retningslinjer om anvendelse af PMDA igennem årene.
  • Enhedslistens Christian Juhl har kaldt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd om sagen.

Stor uenighed

Fagbladet 3F og avisen Danmark har afdækket, at der hersker stor uenighed mellem direktionen i Sky-Light og de ansatte om sagsforløbet. Mens direktionen mener, at virksomheden har gjort alt, hvad den kan for at sikre medarbejderne mod det skadelige kemikalie, mener flere syge medarbejdere ikke, at sikkerheden var i orden, da Sky-Light brugte kemikaliet PMDA i produktionen fra 2009-2017.

Hver især understreger direktør Søren Kjær Larsen og tillidsmand Eigil L. Pedersen, der selv har fået konstateret allergisk astma som følge af arbejdet med PMDA, at de ser frem til at fremlægge deres oplevelser i sagen for politikerne.

- Det er vigtigt at få belyst det konkrete forløb for at vide, hvilke tiltag der kan ske i fremtiden, siger Eigil L. Pedersen.

Christian Juhl understreger, at han fortsat har tænkt sig at besøge virksomheden.

- Det er vigtigt, fordi vi forhåbentlig gerne skulle bruge sagen til at se på lovgivningen og forbedre indsatsen fra Arbejdstilsynet, så vi kan forhindre, at flere kommer til at stå i samme situation, siger han.

Beskæftigelsesministeriet oplyser, at det ligeledes stadig er ministerens hensigt at besøge Sky-Light.

Ansatte fik smadret deres lunger på jobbet: Nu skal parterne forklare sig på Christiansborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce