Antallet af nordtyske biler er eksploderet

Fra spæd til olding er der cirka 2,9 millioner indbyggere i Slesvig-Holsten, hvor der er indregistreret cirka to millioner biler. Foto: Friederichs.

Antallet af nordtyske biler er eksploderet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Siden årtusindeskiftet er antallet af biler steget med 50 procent i Slesvig-Holsten, hvor knap to millioner køretøjer nu fylder vejene.

KIEL: Trods alle appeller om at benytte den kollektive trafik har slesvig-holstenerne stadig flere biler. Ifølge det statistiske institut for Nordtyskland steg antallet sidste år med godt 33.000 styk. Dermed er der i Tysklands nordligste delstat med dens 2,9 millioner indbyggere indregistreret næsten to millioner firhjulede motorkøretøjer. Af dem er godt 1,6 millioner personbiler.

Bare siden årtusindeskiftet er antallet af køretøjer gået i vejret med 50 procent. Selv for et relativt tyndt befolket land som Slesvig-Holsten er den stigning forbløffende, mener den slesvig-holstenske trafikminister Bernd Buchholz. Kravet om mere mobilitet på arbejdsmarkedet kan være en del af forklaringen, formoder han.

- Men i den seneste tid kan problemerne med jernbanedriften også have medvirket til, at flere har anskaffet en bil, vurderer Bernd Buchholz.

Stigende huslejer og ejendomspriser presser flere mennesker ud af byerne.
Hans-Jürgen Feldhusen, ADAC i Slesvig-Holsten.

Kaotisk togdrift

Han henviser til, at de tyske statsbaners betjening af Slesvig-Holsten har udviklet sig til noget nær et mareridt. I den seneste tid var det således kun godt 60 procent af togene, der kørte til tiden på den vigtige strækning tværs gennem delstaten fra Hamborg til Sild. I den seneste måned kom det samtidig til massive aflysninger af afgange til og fra det centrale trafikknudepunktet, Lübeck, fordi de tyske statsbaner mangler lokomotivførere.

- Men specielt i de landlige områder kan øgede afstande til indkøbsmuligheder, skoler, læger og fritidsaktiviteter også udløse øget brug af bilen, tror trafikminister Bernd Buchholz.

Hos det tyske bilejeres organisation, ADAC, forventer man ikke, udviklingen vender.

Flytter på landet

- Stigende huslejer og ejendomspriser presser flere mennesker ud af byerne. Hertil kommer udviklingen i befolkningssammensætningen, hvor der bliver flere ældre. For jo ældre vi bliver, jo længere bliver jo også perioden, hvor vi kører bil, forklarer Hans-Jürgen Feldhusen fra ADAC i Slesvig-Holsten.

Han peger samtidig på, at de nordtyske kvinder i modsætning til tidligere nu også har deres egen bil.

Antallet af nordtyske biler er eksploderet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce