Mindeord: Anne Marie Hansen


Mindeord: Anne Marie Hansen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kirsten og H.C. Jensen, Ringkøbingvej 22 st., Varde, skriver mindeord over Anne Marie Hansen.

Anne Marie er død. Hun sov stille ind i hjemmet fredag eftermiddag. Den seneste tid havde Anne Marie det ikke godt, og de mange indlæggelser og undersøgelser viste, at en alvorlig aggressiv kræftsygdom havde bredt sig. Anne Marie ønskede at dø hjemme, og dette ønske efterkom Poul Erik heldigvis.

Anne Marie og Poul Erik var de bedste naboer, vi kunne ønske os gennem over 20 år. Hun var indbegrebet af den dygtige landhusmor, der bagte og syltede, stegte og kogte hele året rundt. Alt blev lavet fra bunden, og utallige er de sammenkomster og fester, hvor Anne Marie på selvfølgeligste vis var i køkkenet og lavede den dejligste velsmagende mad. Hun var det naturlige samlingspunkt for hele familien.

Vi tænker med glæde på alle de stunder, hvor vi var sammen. Det kunne være for at bjerge hø til huse, eller når vi slagtede ænder og høns. Det var altid en festdag med højt humør, hvor vi asede løs, for vi vidste, at når vi var færdige, ventede Anne Maries overdådige frokostbord.

Vores formiddagskaffe blev en tradition, også efter at vi flyttede til Varde, hvor vi mødtes og klarede verdenssituationen i løbet af et par timer, men også naturens mangfoldighed og skønhed blev en væsentlig del af vores fællesskab. Aldrig gik vi forgæves efter hjælp. Altid var I der, hvis vi havde behov. Det kunne være at bytte blommer for suppeviske, fræse haven eller ordne en stikkontakt.

Det er trist og helt uvirkeligt, at Anne Marie ikke er her mere, men som digteren Ludvig Bødtker skriver ved et tab:

Hvad her vi elske ejes kun på borg

På uvis frist, så er naturens orden

Og vil du være fri fra savn og sorg,

da må du intet elske her på jorden.

Vore tanker går til Poul Erik og familien, der har mistet en trofast ægtefælle og en kærlig mor, svigermor og bedstemor. Æret være Anne Maries minde, dit hele liv og virke. Vi vil savne dig.

Mindeord: Anne Marie Hansen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce