Mindeord

Mindeord: Vores mor er 17. maj afgået ved døden - 83 år gammel. Hun stammer fra Tumbøl - senere Nr. Hostrup - hvor hendes forældre var lærere på den gamle skole (SI-Centret). Hun blev gift med naboens søn, Peter Brodersen i 1954. De flyttede til Bedsted hvor han var lærer - mens Solveig hjalp til som håndarbejdslærerinde. De fik fire døtre: Margit, Lone, Elin og Marianne.

Solveig Brodersen har altid haft et stort hjerte for børn, dyr og ældre mennesker. Når man spurgte om hjælp fik man aldrig et nej. Hun var dagplejemor og med 16 børnebørn var der altid nok at se til. Mor blev alt for tidligt enke - det er over 30 år siden vores far døde, men hun var en sej kvinde og har klaret sig godt alene.

Mor og far var aktive i foreningslivet i Bedsted - og har altid haft mange gode venner, kollegaer og bekendtskaber. Mor har haft rigtig meget glæde, gavn og støtte af sine fantastiske naboer på både Birkevej og Sivkrovej. Hun var dygtig i køkkenet - og der blev flittigt strikket, hæklet og kniplet i det lille hjem. Solveig var syerske for hele byen - når tøjet skulle ændres eller repareres - så var symaskinen altid klar. Hun har gået til kegling, svømning, bankospil og meget mere. Hun hjalp til i Vennekredsen på Solgården og gik i kirke om søndagen. Nej tiden blev ikke spildt.

Desværre fik mor en blodprop og hjerneblødning for fem år siden, som gjorde at hun nu måtte sidde i kørestol og have hjælp til det meste. Hun flyttede på Plejecentret Lindevang i Løgumkloster, hvor vi har været glade for at komme - de har passet godt på hende. Her var det bedste for hende, når oldebørnene kom på besøg - det fik smilet frem.

Hun har været en rigtig go' mor, svigermor, mormor og oldemor for os alle. Hun har været et samlingspunkt, som vi vil savne. Tak for alt og hvil i fred.

Mindeord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce