Mindeord: Agnes Marquardt


Mindeord: Agnes Marquardt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mindeord: Agnes Marquardt, aktiv borger og tidligere skotøjsforhandler i Toftlund sov stille ind, omgivet af sine kære den 17. juli efter et langt og indholdsrigt liv. Agnes blev 97 år.

Agnes nåede at holde guldbryllup med sin mand skomager Calle Marquardt og efterfølgende at have 23 gode år sammen med sin ven Søren Sørensen med mange oplevelser og rejser blandt andet med Toftlund Efterlønsklub, som de begge nød at være deltagere i.

Agnes har kun været borte fra Toftlund som helt ung i en kort periode for at tjene i huset på Sjælland. Agnes har i sit lange liv aldrig været bange for at bestille noget og har højt op i alderen blandt andet hjulpet til på Frosch Hotel, hvor hun gik under navnet "Moster".

I 1950 overtog Calle og Agnes skotøjsforretningen på hjørnet af Søndergade og Toldbodgade, som de havde indtil 1980, hvor Calle blev syg. Tiden som forretningsdrivende har Agnes altid husket tilbage på med glæde. Calle og Agnes deltog aktivt i handelslivet, og hun var vist lidt af en "rødstrømpe". Vi har flere gange hørt om, hvordan Agnes var med til at afholde nissejul, hvor der blev afholdt en nissebanket, hvor det kun var mændene, der var inviteret. Det fik Agnes og en anden kvinde heldigvis forpurret, da de mødte op uden invitation i festtøj.

Agnes har altid haft et bankende hjerte for mennesker, som havde det svært på forskellig vis, og der er da også set gennem fingrene med betaling for sko og støvler af og til i butikken.

Agnes har været samlingspunktet for sine 11 søskende og for sine egne børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Det var dog en sorg for hende, at hun hen ad vejen mistede sine søskende, selvom hun var en af de yngre i flokken.

Agnes vil blive savnet af os alle for sin altid positive livsindstilling, sin tolerance og sin gæstfrihed. Særligt hendes børnebørn har altid været hendes et og alt.

Ære være hendes minde.

Mindeord: Agnes Marquardt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce