Dødsfald: Avis- og radiomand tabte til kræften

Tidligere redaktionschef på Kolding Folkeblad og souschef på radiokanalen Kanal 94, Erling Grau, er død efter kort tids sygdom. Privatfoto

Dødsfald: Avis- og radiomand tabte til kræften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erling Grau, tidligere redaktionschef og programchef, er i en alder af 73 år sovet stille ind på hospice efter kort tids sygdom.

Når skuespiller og sanger Kurt Ravn i år står og synger ved en julekoncert i Sct. Nicolai Kirke i Kolding, vil der være en del på kirkebænkene, der ved, at det var Erling Graus sidste indsats som en pligtopfyldende og flittig frivillig, i dette tilfælde for Folkekøkkenet. I en del år sad han i styregruppen, og det var ham, der sørgede for de mange koncerter med Tørfisk på Godset til fordel for Folkekøkkenet. I februar fik han alle aftaler på plads med kirken og sangeren, til trods for at han netop havde fået at vide, at det skrantende helbred skyldtes uhelbredelig kræft. Når tiden nærmer sig koncerten, ligger al pressemateriale klar.

Sådan var Erling Grau. Omhyggelig, pligtopfyldende og ihærdig. Sådan var han som redaktionssekretær i de unge år, som redaktionschef på Kolding Folkeblad og som souschef på Kanal 94. Og sådan var han som frivillig i flere sammenhænge.

Sådan var Erling Grau. Omhyggelig, pligtopfyldende og ihærdig.
Fra artiklen
Erling Grau (i midten) var med til at etablere Lokalhistorisk Forening, hvor han var redaktør for årsskrifterne, for bogen ?Skoleliv i Sdr. Bjert? og for den årlige kalender. Foto: Lokalhistorisk Forening
Erling Grau (i midten) var med til at etablere Lokalhistorisk Forening, hvor han var redaktør for årsskrifterne, for bogen ?Skoleliv i Sdr. Bjert? og for den årlige kalender. Foto: Lokalhistorisk Forening

Den perfekte redaktionschef

Og han var meget mere end det. Han havde en herlig humor, som i den sidste tid blev omsat til galgenhumor. Han elskede at fyre én af sine lune replikker af med en undertrykt klukken, og af samme grund var han det gode selskab, hvad enten det var på rejse, hjemme hos sin elskede familie eller ude blandt venner eller frivillige.

Erling Grau, der var født i Aabenraa, valgte i 1963 at læse jura og økonomi på universitetet i Århus, inden han lod sig friste af journalistuddannelsen. Han blev elev på Holstebro Dagblad og aftjente sin værnepligt i samme by som redaktør af Dragonavisen.

I 1971 blev Erling Grau redaktionssekretær på Jydske Tidendes centralredaktion i Kolding, men to år senere gik han over gaden og blev ansat på Kolding Folkeblad, hvor han i 1974 blev udnævnt redaktionschef.

Daværende chefredaktør Lars Gregers Hansen har i sin netop udkomne bog "På den anden side" om sine ti år på Folkebladet beskrevet Erling Grau som den perfekte redaktionschef. For han kunne bevare roen og overblikket selv på de mest stressede tidspunkter. Han kom langt med sin gode humor, men han kunne også skrue bissen på, når en medarbejder skulle have en særdeles klar besked.

Så tog han sin jakke på for at kompensere for sin beherskede størrelse, inden han marcherede ned gennem redaktionsgangen.

Var med til at starte Lokalhistorisk Forening

I 1984 tog han til Danmarks Radios Kanal 94 i Vejle, hvor han som souschef var med til at bygge den forholdsvis nye regionalradio op. Han var selv vært på flere programmer bl.a. "Opslagstavlen", og sammen med Anders Kvist havde han et ugentligt program med bogtips, som i 2004 blev belønnet med Biblioteksprisen.

Han forlod radioen i 2007 og gjorde siden en stor indsats for Folkekøkkenet. Hjemme i lokalsamfundet var han med til at etablere Lokalhistorisk Forening, hvor han var redaktør for årsskrifterne, for bogen "Skoleliv i Sdr. Bjert" og for den årlige kalender. Hos Skærmplanterne i Sdr. Bjert var han underviser og kunne virkelig drage nytte af al den viden, han som ankermand havde samlet ind under den stor bladkonflikt i 1981, da Folkebladet gik fra bly til ny teknik. Han brugte mange af døgnets timer på at omsætte gammel viden til nye koder for, at artikler kunne omsætte til fotosats.

Erling Grau mødte sit livs Else i Holstebro, hvor hun var børnehavepædagog, og parret blev gift i 1968. Da han fik arbejde i Kolding, slog parret sig ned i Sdr. Bjert, hvor de to døtre Mette og Tina voksede op. Erling Grau var en omsorgsfuld ægtemand og et stort familiemenneske, som altid var der for sin kone, sine døtre, svigersønner og tre børnebørn. Han og Else nød hinandens selskab, og de lignede simpelthen bare et godt match, når de var sammen.

Dødsfald: Avis- og radiomand tabte til kræften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce