Sport har altid været en del af Kims tilværelse

Kim Hansgaard mener selv, at han er blevet en bedre træner af at træne piger. Foto: Jacob Schultz

Sport har altid været en del af Kims tilværelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SønderjyskE's kvindetræner, Kim Hansgaard, betegner sig selv som en bevægelsesslave. Han skal gå mindst 20.000 skridt hver dag, før han er tilfreds. Og så er han vild med fodbold.

HADERSLEV: - Sport har altid været en del af min tilværelse, fortæller cheftræneren for SønderjyskE's fodboldkvinder, Kim Hansgaard.

"Bevægelsesslave", er det ord, han hæfter på sig selv, og han skal hver dag gå mindst 20.000 skridt, før han er tilfreds. At løbe omkring 80 til 100 kilometer om ugen er heller ikke usædvanligt.

Familiens ferier planlægges, så alle kan bevæge sig med svømning, fitness, løb eller noget helt fjerde.

- Vi træner hver dag. Det er en form for afhængighed, og jeg har vist en smule damp, men det er aldrig blevet konstateret, siger han med et smil.

Som fodboldtræner for SønderjyskE's kvinder i 1. division har der resultatmæssigt ellers ikke været så meget at smile af i den netop overståede sæson.

Holdet vandt kun én ud af 24 kampe og rykkede ned i kvindeserie vest.

Kim Hansgaard
Kim Hansgaard, 50 år, gift med Christina Lynnerup. Sammen har de Ida på 18 år og Simon på 16.Cheftræner for SønderjyskE's fodboldkvinder, der netop er rykket ud af 1. division.

Har siden 2016 haft A-licens som træner. Det er Danmarks næsthøjeste uddannelse.

Lærer på Sønder Otting Skoles ungeunivers, hvor han underviser i tysk og dansk samt i talentklasserne.

Har tidligere været ansat i mere end 17 år på sportsefterskolen SINE.

Er passioneret jæger og med i bestyrelsen i Haderslev Jægerforening.

Ved alt om Premier League i England. Liverpool er favoritholdet.
Ifølge Kim Hansgaard er pigerne teknisk dygtige, men de har en anden fysik end drenge. Derfor træner de også med vægte. Foto: Jacob Schultz
Ifølge Kim Hansgaard er pigerne teknisk dygtige, men de har en anden fysik end drenge. Derfor træner de også med vægte. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

Fokus på udvikling

- Resultatmæssigt var det en fiasko, og det har været frygtelig hårdt, men vi vidste det godt inden. Vi stillede med et ungt, sammenbragt hold, og man bliver ikke 1. divisionsspiller på et halvt år. Det har dog været en stor tilfredsstillelse, at vi har kunnet se udvikling på alle parametre undtagen på det at blive i 1. division. Vi kan derfor godt kalde sæsonen en succes, siger Kim Hansgaard.

- Spillerne er blevet markant bedre, og vi har fået et rigtig godt socialt sammenhold. Der er opstået en lim mellem spillerne, der gør, at vi rykker sammen i modgang. Det har været det hele værd, tilføjer han.

Målet er da også yderligere udvikling og en snarlig tilbagevenden til 1. division.

- Og det skal være med mig i spidsen, fastslår Kim Hansgaard.

Sammenbragt familie

Kim Hansgaard er vokset op i en sammenbragt familie og har fem hel- og halvbrødre, som han selv kalder dem.

- Jeg var nok den af os brødre, der havde mindst talent for fodbold. I stedet ville jeg alt muligt andet. Løb rigtig meget og var god til mellemdistanceløb. Min rekord på tre kilometer i tiden på 11.41 holdt i 19 år. Jeg har også været jysk mester i spydkast, husker han.

Erhvervsmæssigt var det egentlig planen at gå militærvejen. Det var alligevel ikke det rigtige, og via en fynsk idrætshøjskole endte Kim Hansgaard i stedet på seminariet i Haderslev, hvor han også mødte sin senere hustru, Christina.

Efter forskellige mellemspil på flere skoler og et job som sælger af idrætsudstyr fik først Christina og senere han job på den nystartede idrætsefterskole, SINE, i Løgumkloster i 1997.

Med til at bygge op

- Vi var med til at bygge SINE op, og vi lagde hele vores energi og sjæl i det. Vi følte, det var vores skole, husker Kim Hansgaard.

Han blev træner på fodboldlinjen. Først for drengene og siden også for pigerne.

Med senere superligaspillere som Mikael Uhre, Jacob Oggesen og Jesper Hostrup på holdet blev SINE dansk efterskolemester i 2010. Senere blev det også til succes med pigerne. Sammen med dem har han været fem gange i Atlanta i USA og deltaget i skole-VM i Guatemala.

For to et halvt år siden stoppede han som efterskolelærer.

- Jeg var brugt og havde brug for at råde over mine aftener og weekender. Derfor var det et godt skifte til Sønder Otting Skole.

Aldrig fuldtidstræner

Kim Hansgaard har undervejs også været seniortræner i Aabenraa og Haderslev KFUM, men det er ungdommen, han brænder for, og det kommer aldrig på tale at blive fuldtidstræner.

- Jeg er glad for at være lærer og elsker at undervise. Den del vil jeg aldrig lægge væk til fordel for et trænerjob på fuld tid.

- Af min gamle seminarielærer, Henning Enoksen, lærte jeg, at god idrætsundervisning indebærer, at man sveder, at man lærer noget, og at man har det sjovt.

- Det har jeg prøvet at tage med i min trænergerning. Derfor har jeg det også bedst med ungdomshold. Jeg sætter stor pris på at se den udvikling, der sker her, understreger Kim Hansgaard.

Sport har altid været en del af Kims tilværelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce