Fremtiden må gerne byde på mere af det samme

Jan Fensholt-Hansen fik at vide af sin far, at han ikke skulle vælge landbruget. Foto: Landbo Syd

Fremtiden må gerne byde på mere af det samme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

LandboSyd-direktør Jan Fensholt-Hansen, Haderslev, runder det skarpe hjørne torsdag 28. september.

Direktør-titlen betyder ikke meget for Jan Fensholt-Hansen, som torsdag 28. september fylder 50 år.

Til gengæld betyder det meget for ham at være en del af LandboSyd - og dermed have med både medarbejdere og landbrugskunder at gøre. Han er glad hver morgen, når han møder på arbejdspladsen, og kontakten med mennesker er med til at sætte prikken over i'et. Han kan snakke med alle.

 

Her hvor Jan Fensholt-Hansen runder det skarpe hjørne, lægger han ikke skjul på, at livet har budt på op- og nedture. Det betyder, at han i dag prioriterer benhårdt og trives.

Arbejdet på LandboSyd er et af de væsentligste omdrejningspunkter, og han kan ikke se sig selv andre steder. Dertil kommer utallige hyggelige stunder med den store og nære familie, barndomshjemmet i Venbjerg ved Diernæs, fritidsarbejdet i marken og med juletræerne samt gå- og jagtture med gode kammerater. Nærhed, nogle kalder det netværk, spiller en afgørende rolle for Jan Fensholt-Hansen. Derfor er svaret på et spørgsmål om, hvad fremtiden gerne må byde på, meget klart: Mere af det samme.

 

Jan Fensholt-Hansen er Haderslev-dreng. Han er opvokset på Overgård, og som dreng oplevede han, at pligterne i stalden kaldte - også selv om han havde lyst til andre gøremål. Siden fik han mere interesse for landbruget, men da han havde flair for tal, blev et møde med familiens revisor afgørende for, hvilken arbejdsmæssig retning livet tog. Efter folkeskolen kom han på handelsskolen og var den første i klassen, der havde en læreplads. Det var i Revisionsfirmaet Jørn Petersen, som siden er blevet en del af Beierholm.

 

- Min far sagde, at jeg ikke skulle vælge landbruget. Han talte af erfaring. Til gengæld lovede vores revisor mig en læreplads i Haderslev, og det blev afgørende. Jeg tog en uddannelse som registreret revisor, fortæller Jan Fensholt-Hansen.

Siden arbejdede han otte år i et IT-firma som regnskabschef og flyttede til København i en tilsvarende stilling.

- Men jeg længtes tilbage til Haderslev og gården. Jeg sagde op, vi flyttede, og jeg overvejede, hvad der videre skulle ske, da en stilling som revisor på landbrugscenteret i Løgumkloster blev ledig, fortæller han.

 

Det var i 2002 og blev et vendepunkt. Jan Fensholt-Hansen har ikke siden forladt landbruget:

- Jeg var til ansættelsessamtale med Anders Andersen, som jeg kendte fra Haderslev, om torsdagen og startede i jobbet tirsdagen efter. Den samtale glemmer jeg aldrig - i dag udgør jeg sammen med Anders direktionen i LandboSyd, fortæller han.

Jan Fensholt-Hansen har godt nok tage uddannelser og været på kurser, men det er udfordringerne i jobbet i det daglige, som har været den bedste læremester. I Løgumkloster arbejde han mest med hollandske kvægfolk og dermed helt andre kundetyper end de svineproducenter, han kendte hjemmefra. Det gav masser af erfaring. Han har ikke siden sluppet forbindelse med kunderne og er stadig rådgiver på 20-25 landbrugsbedrifter som en del af direktør-jobbet.

 

Samtidig husker han opbakningen fra de øvrige medarbejdere i Løgumkloster, da han var nyansat, og det er baggrunden for etableringen af en mentor-ordning for nye medarbejdere på LandboSyd:

 -Jeg holder også fast i det meget konkrete og daglige arbejde med kunderne ude i marken, fordi det er afgørende at vide, hvilke betingelser mine medarbejdere har derude. De skal ikke være alene med opgaverne. Det er væsentligt, at vi fungerer som et team, og at alle oplever en opbakning, siger Jan Fensholt-Hansen.

 

I 2006 rykkede han tilbage til Østkysten og blev chef for regnskabs- og revisionsafdelingen på LandboSyd:

 -Jeg har været med til, at vi har gennemgået en fantastisk udvikling, hvor vi har øget omsætningen i et faldende marked. Det har været meget spændende, og jeg kan ikke se, hvorfor det skal stoppe. Der er masser af opgaver, der venter derude, og vi vil se, at landbruget fortsat udvikler sig. Det stopper ikke, og LandboSyd vil være en del af den udvikling, siger Jan Fensholt-Hansen.

 

Han lægger ikke skjul på, at landbruget fylder meget i hans liv. Hans hustru, Christina Fensholt-Hansen har tidligere været svinerådgiver og er nu ansat i medicinalfirmaet Elanco, og datteren Maria Louise har stiftet familie med Jesper, som er med i landbruget Bram I/S ved Haderslev. Fødehjemmet Overgård spiller en central rolle i hans liv, men det gør også de yngste børn, Caroline på 12 år og Christian på 14 år samt børnebørnene Clara på tre år og Valdemar på 6 måneder.

 

 

Det påvirker Jan Fensholt-Hansen, når landbrug er i krise, som det har været tilfældet i de senere år:

- Det giver da søvnløse nætter, når vi arbejder med en alvorlig sag, det vil jeg ikke lægge skjul på. Det påvirker, når man har med mennesker at gøre og føler sig som en del af landbruget. Derfor er det igen afgørende, at vi på LandboSyd arbejder tæt sammen i et team og finder gode løsninger til gavn for kunderne, siger Jan Fensholt-Hansen, som ikke lægger skjul på, at han er kontant og ligetil.

 

- Hvis man spørger om min holdning, så giver jeg udtryk for, hvad jeg mener råt for usødet. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Godt nok skal en rådgiver stille spørgsmål, men jeg giver altså meget klare svar, hvis jeg bliver bedt om det. Til gengæld har jeg også selv brug for modspil og blive sagt imod, og min bedste sparringspartner finder jeg derhjemme. Christina er god til at stille de kritiske spørgsmål og snakke om forholdene, siger Jan Fensholt-Hansen.

 

Det sker, han tager en pause. At sidde på en bænk ude i naturen på gården ved Hoptrup efter en lang gåtur med de to Labrador-hunde - og blive siddende og snakke med faren og farens hustru Birgit. Så oplades batterierne.

Torsdag 28. september holder Jan Fensholt-Hansen fest derhjemme for familie og venner, og dagen efter er han klar som vært ved en reception og medlemsfest i forbindelse med LandboSyds flytning til det nye domicil ved motorvejen.

Fremtiden må gerne byde på mere af det samme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce