Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Brødrene Gram blev hans liv - og er det stadigvæk

Erik Christensen er dybt interesseret i historie og fejrer fødselsdag på et sted, der flugter hans interesse - nemlig på Skamlingsbanken. Foto: Claus Thorsted

Brødrene Gram blev hans liv - og er det stadigvæk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erik Christensen var toneangivende i Vojens-koncernen i 45 år. Engagementet i den ikoniske familievirksomhed er stadig intakt, når den tidligere administrerende direktør fredag 14. juli fylder 90 år.

Godt nok var han Haderslev-dreng. Men det var alligevel en tilfældighed, at Erik Christensen kom til at gøre karriere 12 kilometer vest for domkirkebyen. Karrieren begyndte i 1950, da han netop havde færdiggjort sin HA på Handelshøjskolen i København, og ikke rigtigt vidste hvor i landet, han skulle søge job.

Men en direktør i Dansk Organisations Institut i København opfordrede ham til at søge hos Brødrene Gram i Vojens - og sagde, at Erik Christensen bare skulle hilse fra ham.

- Hvad jeg ikke vidste, var, at direktøren var Vojens-dreng og kendte prokurist Maren Nybroe, fabrikant Aage Grams datter, så jeg fik jobbet, fortæller en smilende Erik Christensen om den begivenhed, der kom til at sætte præg på de følgende 45 år af hans liv. Og i øvrigt stadig gør det.

Fra han trådte ind af døren 1. maj 1950 og indtil han i 1995 forlod virksomhedens bestyrelse, arbejdede han sig hurtigt op i hierarkiet, markerede sig som en af virksomhedens centrale skikkelser og endte allerøverst:

1952 blev han afdelingschef, 1958 kontorchef, 1980 medlem af bestyrelsen, 1982 administrerende direktør, indtil han i 1988 fratrådte, men fortsatte i bestyrelsen og samtidigt varetog andre opgaver for virksomheden. Som 67-årig sagde han så selv stop i 1995.

 

 

Blå Bog
Født og opvokset på Sønderbro i Haderslev som søn af købmand Christian J. Christensen og hustru Anna.Ansat ved Brødrene Gram fra 1950-1988. De sidste seks år som administrerende direktør.

Medlem af bestyrelsen i Brødrene Gram 1980-1995.

Formand for Boligselskabet af 1943 fra 1956-1974.

Fire børn - universitetslektor Steen Kleemeyer, Odense, direktør Frank Fog Christensen, Ferritlev, cand. mag. Lise Fog Christensen, Nyborg og demenskoordinator Lene Fog Andersen, Haderslev.

Otte børnebørn og tre oldebørn.

Gram-navnet

Ordet "stop" er dog så meget sagt, for Erik Christensens engagement i og veneration for Brødrene Gram er aldrig ophørt. Kærligheden og loyaliteten er stadig intakt, selvom han de seneste 22 år har været pensionist - fredag fylder 90 år.

Den tidligere direktør har naturligvis med vemod oplevet virksomhedens deroute, men har samtidig glædet sig over, at den trods alt stadig eksisterer i Vojens - om end i en noget anden og mindre udgave. Ligesom Erik Christensen glæder sig over, at der stadig står Gram på nogle af markedets køleskabe, selvom ejerne ikke er de samme som i hans tid.

 

Perspektiv på livet

Ikke mindst er han glad for stadig at kunne beskæftige sig med Brødrene Gram. Det sker på et tilbageskuende plan, for Erik Christensen er i fuld gang med at bearbejde virksomhedens arkivalier, der opbevares i Brødrene Grams historiske arkiv. Arkivalier, som er helt fra starten i 1901. Derfor er Erik Christensen flere gange ugentligt at finde i museets lokaler i Danmarksgade 16.

Men den tidligere direktør har også en dyb interesse for historie i bredt perspektiv. Især den sønderjyske historie, men også slægtshistorie har han spenderet tusindvis af timer på gennem årene. Interessen for fortiden er nemlig langt fra ny.

- Den har jeg haft fra barnsben. Blandt andet fra en far, der blev tvunget i tysk krigstjeneste i 1. verdenskrig og blev hårdt såret. Så da jeg i gymnasiet skulle vælge uddannelse, stod valget mellem handelsvejen eller at læse historie. Jeg valgte altså det første, men var samtidig fast besluttet på, at historie skulle være min hobby.

Hobbyen har senest resulteret i, at Erik Christensen som ældste deltager den sidste uge i juni tog på bustur til Normandiet og Vestfronten i Frankrig.

- En fantastisk oplevelse. Det skulle jeg have gjort noget før, lyder det fra den kommende 90 års-fødselar, der har svært ved at forholde sig til sin alder.

- Jeg er jo frisk og fejler ikke noget. Og jeg synes slet ikke, at det går mod enden....

 

 

Som i 80'erne

Erik Christensen bor stadig i det hus på Margrethevej i Vojens, som han og hustruen Inge fik bygget i 1961. De seneste fire år har han boet alene, efter at han pludselig mistede sin livsledsagerske og mor til parrets fire børn. De to havde været sammen i 69 år og været gift i de 63. De blev kærester allerede i 1. G på Haderslev Katedralskole.

- En stærk familie, lyder svaret på spørgsmålet om, hvordan han kom over tabet af sin hustru.

Næsten dagligt er han i telefonkontakt med sine fire børn suppleret med besøg. Jævnlige besøg af børnebørn er også med til at give det store parcelhus på Margrethevej liv.

Her klarer han selv næsten alt det praktiske. Have, rengøring og madlavning. Han holder sig i form, mener han, med nogle daglige gymnastikøvelser og en spadseretur efter morgen-teen. Han har aldrig røget, og hård spiritus har han droppet for år tilbage. Derimod nyder han hver dag et-to glas vin til den varme mad, han også selv laver dagligt.

- Og så forsøger jeg at give mig selv nye udfordringer, siger Erik Christensen som sin forklaring på, at han holder sig frisk både fysisk og mentalt. Senest har han skrevet flere bidrag - om Brødrene Gram, naturligvis - til den bog, som historikeren Lars Henningsen udgiver om Vojens næste efterår.

- Jeg har haft et godt liv og jeg har et godt liv nu. Fremtiden, når jeg er blevet 90? Jeg fortsætter med min historie-hobby og mine andre sysler. Jeg håber at få en hverdag som i mine 80'ere, hvor jeg stadig har mit kørekort og et godt helbred.