Åbenhed blev Anettes styrke

Anette Fredsted og hendes familie oplevede under hendes sygdom, at hele deres netværk samlede sig om dem. Der blev afleveret aftensmad klokken 17 og venner og familie hjalp med at handle ind, når de kørte hjem fra arbejde. Her ses Anette sammen med sin mand, Thomas, og deres yngste datter på syv år - Elena.Foto: Jacob Schultz

Åbenhed blev Anettes styrke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I oktober 2013 fik den nu 41-årige Anette Fredsted konstateret brystkræft. Hun er gift med Thomas og sammen har de døtrene Andrea på ni og Elena på syv. Hun vidste ikke, om hun skulle miste alt dette, da hun blev syg kort tid efter, at hun havde mistet sin mor til kræft. Dette er historien om, hvordan hun overlevede sygdommen. Om operation, kemo og familieliv.

En torsdag morgen i badet kontrollerede Anette rutinemæssigt sine bryster. Det venstre var ikke længere helt så blødt, som det plejede at være. Det var nærmest som om, at der var en hasselnød i det.

Hun fik afleveret sine to døtre på to og fire år og tog direkte til lægen.

- Min læge sagde allerede inden, hun havde undersøgt mig, at hvis hun var det mindste i tvivl, så ville hun sende mig videre, siger Anette.

Over middag blev hun sendt afsted til undersøgelser. Kræftpakken. Nåede at få fat i Thomas. Nåede at få ham med Aabenraa Sygehus.

Det var ikke mere end fem uger siden, Anettes mor var død af kræft. Tre uger tidligere havde Anette stået i Damparken og beundrende kigget på fighterne, der gik den første runde i Damparken i de gule T-shirts. Hun tænkte på sin mor, mens de 203 fightere gik forbi hende. En for en.

Den oktobermorgen i badet ændrede alt.

- Jeg røg videre til mammografi og ultralyd. Blev scannet.

Hun kunne få svar mandag. Sygeplejersken prøvede at berolige hende.

Weekenden brugte Anette sammen med sin familie. Den første dag græd hun. Sagde til børnene, at det var fordi hun savnende mormor. Det gjorde hun. Hun havde brug for sin mor. Ikke i himlen, men i hånden.

Hvad nu hvis?

- I løbet af weekenden fik jeg styr på bekymringstankerne, siger Anette.

Hun fik overbevist sig selv om, at der nok ikke var noget i den knude.

Mandagen kom. Pigerne blev afleveret. Sammen med Thomas kørte hun fra hjemmet i Styding til Sygehuset i Aabenraa. De parkerede bilen, tog hinanden i hånden og gik ind.

- Jeg prøvede ikke at være vurderende, da jeg så dem. Jeg ville se, hvad de sagde.

Lægen sagde det, som Anette igennem weekenden havde overbevist sig selv om, at han ikke ville sige.

Der var kræft i det venstre bryst.

- Efterfølgende har Thomas fortalt mig, at han syntes, at han kunne se på dem, at den var gal, siger Anette.

Beskeden var, at hun skulle opereres onsdag i efterårsferien. Hun skulle have en brystbevarende operation.

- Min første tanke var, at det havde jeg ikke tid til. I efterårsferien skulle jeg mødes med min storebror og rydde min mors hus og sætte hendes urne ned, siger Anette.

Der blev flyttet rundt på en masse aftaler. Hun skulle opereres. Hun var lettet over, at operationen kun var brystbevarende.

Turen gik til Sjælland.

- Så ringende de fra Aabenraa. De ville have mig til en ekstra scanning. De var bange for, at der var en knude mere, siger Anette.

Det var der. Brystet skulle fjernes. Helt. Det ville give det pæneste resultat.

- Jeg havde det sådan, at det ved de bedst - og så skal det bare helt væk.

Men hun var også bekymret.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte over, hvad Thomas ville tænke, og hvad der ville ske med min opfattelse af min egen krop.

På dagen startede hun med at stå foran spejlet på badeværelset. Her kiggede hun længe på sine bryster i håb om at kunne erindre hver eneste kurve.

Med Thomas bag rattet gik turen igen til sygehuset. Her skulle Anettes svigerinde, der er operationssygeplejerske, være med til at lægge Anette i narkose. Svigerinden havde forsikret Anette om, at kirurgen var dygtig. Undervejs derned sagde hun ikke meget.

- Jeg tænkte kun: "jeg vil ikke, jeg vil ikke, jeg vil ikke".

På motorvejen ved Rødekro har Sydbank et stort lysskilt, der viser temperaturen og ønsker trafikanterne "en god dag".

- Jeg var bare sådan - det var overhovedet ikke "en god dag". Jeg kunne slet ikke have det, siger Anette.

Stadig kørte det rundt i hendes hoved, at hun ikke ville. Ikke ville opereres.

Operationen gik godt. Hun fik besøg på sygehuset, men hun husker mest af alt smerterne. Efter et par dage kom Anette hjem igen. Hun skulle komme sig ovenpå operationen. Blive klar til næste trin på vejen og vænne sig til sin krop med et bryst.

Og så var der kemo'en.

Seks gange med tre ugers mellemrum.

Kemoen gav Anette kvalme. Nogle dage så voldsom, at hun ikke kunne hente børnene. Og så var der håret. Hun vidste, at hun nok ville miste det.

Inden det virkelig begyndte at falde af, lavede hun en aftale med sin frisør. Håret skulle klippes op til ørerne. Så det ikke ville virke så voldsomt, når og hvis det faldt af.

Dagen inden turen til frisøren ville hun lege frisør med sin ældste datter. Siden Andrea var helt lille, har de to leget frisør. Det har været deres "ting". De har fundet børster, elastikker og spænder frem. Hun vidste, at det ville være sidste gang i lang tid. Det vidste datteren ikke.

- Hun var ikke helt i humør til det den dag, men jeg spurgte hende, om hun ikke bare kunne rede det lidt, siger hun.

Hun redte det. Lidt. Kort tid efter måtte Anette tage afsked med sit hår.

- Jeg lignede G.I. Jane, husker hun.

Hun nød, da håret endelig begyndte at vokse ud igen.

- Bare det at kunne vaske det igen..., siger hun og tager hænderne op til sit hår.

Nu er det langt, mørkt og krøllet.

- Det var næsten værre at miste sit hår end at miste sit bryst. Det var en lærerig proces at få kvindeligheden frem med make-up og smykker.

Hun kom på brystkræftskole og fik fif til, hvordan hun kunne tegne sine øjenbryn op. Hun havde tre-fire øjenvipper tilbage.

- Jeg tror, at det er første gang, at jeg har været glad for at have kraftig hårvækst, siger hun og tager en tår vand. Glasset står på spisebordet i familiens køkkenalrum. På væggen hænger der billeder af familien. Det største billede viser Elena og Andrea med store smil.

Det var på Valentinsdag den 14. februar 2014, hun fik sin sjette og sidste kemo.

Selvom hun er rask, så er hun ikke færdig med sin efterbehandling.

- Jeg skal have antihormonbehandling i ti år.

Flere gange om året går Anette til kontrol. Der skal holdes øje med, at brystkræften ikke kommer tilbage, at hendes knogler ikke bliver skøre af medicinen og at antihormonbehandlingen ikke resulterer i livmoderhalskræft.

- Det er der en øget risiko for. Derfor bliver jeg tjekket to gange om året for det. Jeg har også symptomer på overgangsalder med hedeture, siger hun.

Hvor Anette tidligere kunne holde mange bolde i luften, så er antallet af dem faldet.

- Jeg prøver at lade være med at vurdere og dømme, siger hun.

Det er en af følgerne af hendes behandlingsforløb. Hun er ikke alene. Hver 9. kvinde får brystkræft. Oftest er de mellem 60 og 69 år. De fleste får en hormonelt betinget brystkræft. Ti procent får brystkræft, fordi de bærer på et arveligt gen. Det gen blev Anette undersøgt for.

- Min mor var lige død af kræft, da jeg selv fik brystkræft. Jeg har ikke genet.

Hun var chokeret over, at netop hun skulle rammes af brystkræft. Det havde været lettere for hende at forstå, hvis hun havde båret rundt på den genmutation, der øger risikoen for brystkræft.

- Jeg var ikke overvægtig, jeg har aldrig røget. Jeg kunne ikke se meningen med det.

Støtten fra familien, vennerne og ikke mindst Thomas har rørt Anette.

- Havde Thomas ikke været her... Han har virkelig været en klippe for mig.

Et fjernet bryst, tabt hår og kemobehandling. Det var hårdt for hele familien. Andrea og Elena vidste godt, at mor var syg.

- Børnene havde set, at mormor var syg. Hun fik kemo, tabte håret og døde. De spurgte, om jeg også skulle dø, siger Anette.

Det havde Anette ikke tænkt sig. Men det var hårdt for børnene. De var kede af det og trak sig socialt.

- Men vi har været gode til at snakke om det og også til at være kede af det sammen. Det var rigtig hårdt at fortælle dem, at jeg var syg, men da jeg fortalte dem det, havde jeg en tro på, at jeg ville klare den. I starten tænkte jeg meget over, om det var noget, jeg skulle dø af.

Pigerne lærte hurtigt at aflæse deres mor.

- De kunne kigge på mig og spørge, om jeg lige trængte til en krammer. Vi har en åbenhed og samhørighed. Det er fantastisk at mærke. Det er sådan noget, man ikke kan købe sig til.

Pigerne har været med på sygehuset, prøvet parykken og også den protese, der i dag udgør Anettes venstre bryst.

Anette har foreløbig valgt, at hun ikke skal have rekonstrueret sit bryst. I tiden efter operationen overvejede hun det. Efter at have ammet to børn var der ikke helt så meget, som der var en gang.

- Det er en del af mig nu. Det er sådan, jeg ser ud. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke ville kunne acceptere det, jeg havde været igennem, hvis jeg får lavet en rekonstruktion, siger hun og erkender, at det på nogle måder ville være lettere at have et rekonstrueret bryst. Det er irriterende at være begrænset af badetøj, undertøj og kjoler. Men det er heller ikke helt ukompliceret at få en rekonstruktion af brystet. Så tager man en muskel fra ryggen og fører om foran. Der er altid risici. Jeg bøvler ikke med arvæv, så jeg føler ikke, at der er grund til at udfordre skæbnen. Det generer mig ikke at være i svømmehal. Vi er forskellige. Livet giver os knubs, rynker og ar.

Brystkræften og den efterfølgende behandling har ændret hende.

- Jeg har fået en kortere lunte og en anden tålmodighed, siger Anette.

Samtidig har hendes prioriteter ændret sig.

- Det er ligegyldigt, om huset spiller og om vi når rengøringen, inden der kommer gæster. Eller om bollerne er fra en pose eller hjemmebagte. Jeg tror, at jeg var kommet frem til samme konklusion uden sygdommen, men det havde taget længere tid. Det er vigtigere at holde picnic på trampolinen end det er at ordne vasketøjet. Jeg ved godt, at det stritter i forhold til den kortere lunte.

Da Anette var syg, lovede hun sig selv, at hun ikke skulle tilbage til et fuldtidsjob. Men det kom hun i en periode, da hun vendte tilbage til arbejde i august 2014. Et arbejde, som hun havde dårlig samvittighed over at være sygemeldt fra, da hun samtidig trænede sammen med kræftramte kvinder flere gange om ugen.

- Jeg havde dårlig samvittighed, når jeg var til "Krop og Kemo". Jeg tænkte, at når jeg kunne det - så burde jeg være taget på arbejde i stedet. Det var der heldigvis gode mennesker, der fik mig fra, siger hun.

Undervejs i sit sygdomsforløb lovede Anette sig selv, at hun ville opfylde sin drøm om at tage en coachuddannelse.

- Når jeg var til undervisning, havde jeg fri fra mit arbejde. Nogenlunde samtidig blev jeg introduceret til yoga og ville gerne være instruktør, så det blev jeg, siger hun.

Begge dele blev hun i 2016. Nu arbejder hun 25 timer om ugen hos Kræftens Bekæmpelse i Aabenraa.

Hun er administrativ medarbejder og underviser også i yoga og rådgiver. I starten havde hun orlov fra sit job i Vejle. Hun var bange for, at arbejdet hos Kræftens Bekæmpelse ville komme for tæt på hendes egen historie.

- Indimellem bliver jeg ramt af min egen historie. I oktober 2016 snakkede jeg i forbindelse med Knæk Cancer med en mand i 40'erne. Jeg kunne mærke på ham, at han tænkte, at jeg ikke kunne vide noget som helst om at have kræft. Jeg flettede ind i vores samtale, at jeg selv havde været syg. Hvis det giver mening, så bidrager jeg gerne, siger Anette.

Åbenhed har været kodeordet i sygdomsforløbet.

- Jeg har været meget inspireret af min mors sygdomsforløb. Hun var meget åben og det hjalp mig. Det gjorde det nemmere at bære, at være ked af det og bange. At man tør se dæmonerne i øjnene. Det var et langt forløb. Det var et rigtig hårdt år. Først at miste sin mor og så selv blive syg. Jeg nåede aldrig at sørge færdig. Jeg skulle parkere sorgen og fokusere på min egen overlevelse.

Anette er i dag glad for, at hun involverede sit netværk så meget.

- Det hjælper både en selv og omgivelserne. Jeg ringede folk op og fortalte, at jeg var blevet syg. Eller også fortalte jeg dem det face to face. Det hjalp at få sagt det højt og det var vigtigt for mig, at de hørte det fra mig.

Den 6. september 2014. 364 dage efter at hun første gang havde beundret fighterne var hun selv en af dem. Anette tog sin gule T-shirt på og gik den første runde til Stafet for Livet.

Andrea på ni og Elena på syv var ikke ret gamle, da deres mor blev syg. De lærte hurtigt at aflæse deres mor og give hende et ekstra kram. Deres mormor døde af krædt. Derfor har de også spurgt Anette, om hun skulle dø, da hun mistede sit hår. Foto: Jacob Schultz
Andrea på ni og Elena på syv var ikke ret gamle, da deres mor blev syg. De lærte hurtigt at aflæse deres mor og give hende et ekstra kram. Deres mormor døde af krædt. Derfor har de også spurgt Anette, om hun skulle dø, da hun mistede sit hår. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
Inden skoletid er der altid tid til en krammer. Foto: Jacob Schultz
Inden skoletid er der altid tid til en krammer. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
Hver morgen følger enten Anette eller hendes mand deres piger, Andrea og Elena, til bussen. Foto: Jacob Schultz
Hver morgen følger enten Anette eller hendes mand deres piger, Andrea og Elena, til bussen. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
Anette fik brystkræft få uger efter, at hun havde mistet sin mor til kræft. Andrea og Elena havde set, at mormoren havde mistet håret, da hun fik kemo og efterfølgende døde. De spurgte Anette, om hun også skulle dø.Foto: Jacob Schultz
Anette fik brystkræft få uger efter, at hun havde mistet sin mor til kræft. Andrea og Elena havde set, at mormoren havde mistet håret, da hun fik kemo og efterfølgende døde. De spurgte Anette, om hun også skulle dø.Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
Anette og hendes mand, Thomas i en stille stund efter at pigerne er afleveret ved bussen og sendt i skole. Hun tøver ikke med at kalde ham for sin klippe igennem hele forløbet. Foto: Jacob Schultz
Anette og hendes mand, Thomas i en stille stund efter at pigerne er afleveret ved bussen og sendt i skole. Hun tøver ikke med at kalde ham for sin klippe igennem hele forløbet. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
Der er kommet nogle andre prioriteter i familiens liv efter Anettes sygdom. Det er blevet vigtigere at bruge tiden på at være sammen end at hele huset er gjort rent, inden der kommer gæster. Foto: Jacob Schultz
Der er kommet nogle andre prioriteter i familiens liv efter Anettes sygdom. Det er blevet vigtigere at bruge tiden på at være sammen end at hele huset er gjort rent, inden der kommer gæster. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
I forbindelse med sin kemobehandling mistede Anette sit hår. Hun gik kun med paryk et par enkelte gange - ellers gik hun med hue for ikke at fryse. Det var svært for hende at miste håret, men det var også en omvæltning for hendes omgivelser. Hver gang hun er sammen med sin storebror siger han, at det er dejligt at se hende med langt hår igen. Foto: Jacob Schultz
I forbindelse med sin kemobehandling mistede Anette sit hår. Hun gik kun med paryk et par enkelte gange - ellers gik hun med hue for ikke at fryse. Det var svært for hende at miste håret, men det var også en omvæltning for hendes omgivelser. Hver gang hun er sammen med sin storebror siger han, at det er dejligt at se hende med langt hår igen. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
Anette og Thomas Fredsted sammen med deres ældste datter, Andrea, på ni år. 
Foto:  Jacob Schultz
Anette og Thomas Fredsted sammen med deres ældste datter, Andrea, på ni år. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz
En god dag begynder med et gruppekram.
Foto: Jacob Schultz
En god dag begynder med et gruppekram. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        Andrea er ni år gammel og Elena er syv. 
De bliver fulgt til skolebussen i hverdagene. 
Foto: Jacob Schultz
Andrea er ni år gammel og Elena er syv. De bliver fulgt til skolebussen i hverdagene. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        I første omgang fik Anette at vide, at hun skulle have en brystbevarende operation. Få dage efter fik hun en anden besked. 
Foto: Jacob Schultz
I første omgang fik Anette at vide, at hun skulle have en brystbevarende operation. Få dage efter fik hun en anden besked. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        Anette Fredsted fik brystkræft i 2013. 
Foto: Jacob Schultz
Anette Fredsted fik brystkræft i 2013. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        Førhen var det vigtigt for Anette, at bollerne var hjemmebagte. Nu er det vigtigere, at der er tid til at være sammen. 
Foto: Jacob Schultz
Førhen var det vigtigt for Anette, at bollerne var hjemmebagte. Nu er det vigtigere, at der er tid til at være sammen. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        Anette Fredsted arbejder i dag hos Kræftens Bekæmpelse i Aabenraa. 
Foto: Jacob Schultz
Anette Fredsted arbejder i dag hos Kræftens Bekæmpelse i Aabenraa. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        Anette besluttede sig under sin kræftsygdom for, at hun ikke ville arbejde på fuld tid. Der skal også være tid til andet end arbejde. 
Foto: Jacob Schultz
Anette besluttede sig under sin kræftsygdom for, at hun ikke ville arbejde på fuld tid. Der skal også være tid til andet end arbejde. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        Anette fik konstateret brystkræft i oktober 2013. 
Foto: Jacob Schultz
Anette fik konstateret brystkræft i oktober 2013. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

        Anette er uddannet både coach og yogainstruktør.
Foto: Jacob Schultz
Anette er uddannet både coach og yogainstruktør. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

Åbenhed blev Anettes styrke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce