Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

- Fantastisk og rart

"Betænksom" - sådan kalder Evy Skjønnemand dette portræt, som hun har malet af en ung pige. At male dagligt gik Evy ro og orden i hovedet efter den blodprop, hun blev ramt af sidste år.

- Fantastisk og rart

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

TILBUD: 65-årige Evy Skjønnemand stortrives i Haderslevs nye værested for handicappede - Et Rart Sted at Være. Det samme gør et stigende antal andre brugere med forskellige fysiske og mentale udfordringer.

- Fantastisk! Her er virkelig rart at være.

Evy Skjønnemand sprutter af begejstring, når hun skal beskrive Haderslevs nye møde- og værested for handicappede og ældre med forskellige udfordringer. Stedet er Nordhavnsvej 5 og navnet er "Et Rart Sted at Være", som ifølge den 65-årige pensionist til fulde lever op til sit navn.

Evy Skjønnemand er ny bruger af stedet, der også er nyt i de 1000 kvadratmeter store lokale, der tidligere rummede blandt andre Starckes Cykelforretning. "Et Rart Sted at Være" blev indviet så sent som i marts i år.

 

- Jeg har i en del år været førtidspensionist på grund af en gigtsygdom og sidste år blev jeg tilmed ramt af en blodprop i hjernen, fortæller Ivy, der blev uddannet socialpædagog i 1984 og arbejdede som sådan indtil 1992.

Efter blodproppen i fjor fulgte et langt genoptræningsforløb, og nu er Ivy Skjønnemand så godt som fri for mén. Ikke alene takket være genoptræningen, men også i høj grad - mener hun selv - på grund af hendes store passion for at male.

- Jeg begyndte for fire år siden og har taget en masse kurser hos professionelle kunstmalere. Blandt andet hos Annemette Høier i Sommersted og jeg maler hver eneste dag.

 

En gang ugentlig - om torsdagen - mødes hun på "Et Rart Sted at Være" med fem andre kvinder, der også har forskellige helbredsmæssige udfordringer. De seks kvinder fandt sammen på VSU - Voksen Special Undervisning. Da VSU lukkede ned med sommerferie midt i juni, besluttede Evy og de fem andre at søge til det nyoprettede tilbud på Nordhavnsvej. Det har ingen af dem fortrudt:

- Så kommer vi stadig ud, og her er hyggeligt samvær med andre. For mit vedkommende har jeg efter blodproppen haft svært ved at være sammen med flere mennesker på samme tid. Jeg bliver simpelthen forvirret og konfus. Så nu øver jeg mig her, og samtidig gør det at male mig og min hjerne godt, fortæller Evy, der også har tre voksne børn, fem børnebørn og sin samlever gennem 28, John, at støtte sig til.

Endnu er antallet af brugere i de flot restaurerede lokaler på Nordhavnsvej på beskedne 25-30 stykker. Plus foreninger og klubber, der allerede i stigende grad låner lokaler til forskellig mødeaktivitet.

Også antallet af frivillige hjælpere er relativt beskedent, når de ugentlige åbningstider tages i betragtning. Omkring 25 er noteret i den Facebook-gruppe, hvor vagterne koordineres. Men kun omkring en halv snes er aktive. Endnu.

 

En af de aktive hjælpere - og samtidig bruger af stedet - er 39-årige Jenny Patriksson, der er udfordret af en stribe af fysiske og smertefulde handicap. Alligevel tager hun bussen fra sin lejlighed i Braineparken til Nordhavnsvej og lægger otte-ti timer om ugen som frivillig hjælper og assistent for hus-koordinator, socialpædagog Anette Rasmussen, der er eneste ansatte på værestedet.

- Jenny er en enestående hjælp. Hun passer vores Facebook-side og hjælper med mange praktiske ting hernede, fortæller Anette Rasmussen, der bevidst forsøger at involvere både hjælpere og brugere til at give en hånd med - f. eks. tømme opvaskemaskine, sætte på bordet, lave kaffe og vande blomster.

- Hjemme fik jeg ikke rigtigt lavet noget, men sad bare og kiggede fra morgen til aften. Nu udretter jeg noget, og er mere glad. Derfor møder jeg op så meget, jeg kan holde til, smiler Jenny Patriksson.

 

 

Et Rart Sted at Være
 

 
  • Den 1000 kvadratmeter store bygning på Nordhavnsvej 5 er privatejet.
  • Den lejes ud til Haderslev Kommune, der har bekostet ombygning og renovering til værested.
  • Kommunen betaler løn til hus-koordinator Anette Rasmussen.
  • Værestedet menes at være det eneste af sin slags i Danmark.