Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mindeord: Bent Iversen


Mindeord: Bent Iversen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På vegne af Sydvestjysk Folkeuniversitet skriver museumsdirektør Flemming Just i forbindelse med folkeuniversitetets formand, Bent Iversens, død:

Bent Iversen var personificeringen af folkeuniversitetet. I 28 år og indtil sin dødsdag den 22. marts var Bent formand for først Esbjerg Folkeuniversitet og efter fusioner med Ribe og Bramming under navnet Sydvestjysk Folkeuniversitet. Han var rundet af det grundtvigske landbomiljø, og begge dele prægede ham hele livet. Landbrugets historie og de folkelige bevægelser, herunder det kirkelige liv, optog ham meget. Han var præget af stor videbegærlighed og viden om utallige områder, og han brændte for at sprede videnskabens resultater til brede grupper af befolkningen.

I 2002 blev der indført en række besparelser, som betød, at der ikke længere var råd til en daglig leder af folkeuniversitetet, men kun en halvtidssekretær. Bent, som på det tidspunkt nærmede sig pensionsalderen som gymnasielærer på Statsskolen, tilbød straks at gå ind som arbejdende og ulønnet formand. I de næste femten år udgjorde han sammen med sekretær Kirsten Olesen et meget driftssikkert makkerpar og cementerede positionen som landets største folkeuniversitetskomite uden for de store universitetsbyer. Bent lagde en kolossal arbejdsindsats i folkeuniversitetet. Programlægning og styring blev klaret halvtids på kontoret. Men han deltog også i utallige af foredragene som vært, og værtskabet kunne fortsætte med en invitation til foredragsholderen og bestyrelsesmedlemmer til et bid brød og et glas vin i hjemmet sammen med hustruen Lilli. Bent var også en nærmest legendarisk turleder for utallige rejser rundt om i Europa, hvor han øste af sin enorme viden.

Kort før sin død fik Bent af kulturudvalgsformand Jakob Lose en officiel anerkendelse fra kommunens side for sin store indsats i folkeoplysningens tjeneste. Om nogen fortjente Bent Iversen et sådant skulderklap. Æret være hans minde.